Før- og efterbilleder: 1400 år gammelt kloster forvandlet til støv i Irak

A view of St. Elijah's Monastery being used as Forward Operating Base Marez near Mosul, Iraq in December ...

Sankt Elias klosteret i Irak, som det så ud i 2009. Foto: Redux

Det er meget trist, vores historie som irakiske kristne bliver totalt ødelagt.
Adnan Dahan, syrisk-ortodoks

Det er nu på satellitfotos dokumenteret, at klosteret Sankt Elias i det nordlige Irak syd for den bibelske by Mossul er jævnet med jorden i 2014, på det tidspunkt hvor Islamisk Stat indvaderede ormådet. Det var Iraks ældste kristne kloster

Irak er en del af den tidlige kristendoms historie. Nu er et af de historiske vidnesbyrd, landets ældste kristne kloster Sankt Elias bygget for over 1400 år siden, bogstaveligt jævnet med jorden.

Internationale nyhedsbureauer viser billeder fra før og efter: Det kvadratiske klosters intakte mure i sommeren 2014 og et foto fra januar 2016, hvor sten og mørtel er forvandlet til en bunke grus og støv.

Da flere, som kendte til det kaldæiske katolske klosters eksistens, begyndte at spørge til dets skæbne siden Islamisk Stats invasion, bestilte nyhedsbureauet Associated Press en række satellitfotos for at få spørgsmålet afklaret.

Da de nye fotos for få dage siden løb ind fra satellitten, blev de værste anelser bekræftet: Klosteret ved Mossul er der ikke mere.

”Det er meget trist, vores historie som irakiske kristne bliver totalt ødelagt,” siger Adnan Dahan, der er syrisk-ortodoks og formand for Tværkulturelt Center, en kirkelig organisation i Danmark.

Det var netop en syrisk munk, som kom fra Tyrkiet, der grundlagde klosteret i slutningen af 500-tallet. Det var, før kristendommen blev opdelt i de mange nuværende retninger, men i 1551 skilte den kaldæiske kirke i Irak sig ud. Den nye kirkes munke har så drevet klosteret videre, indtil det til sidst blev forladt.

Teksten fortsætter under billedet 

This combination of two satellite images provided by DigitalGlobe, taken on March 31, 2011, top, and Sept. ...

Her ses satellitfotos af Sankt Elias klosteret. I 2014 (øverst) kunne man stadig se klosterets mure fra luften. I dag (nederst) er det jævnet med jorden. Foto: Polfoto

Klosteret har i århundreder været centrum for en lokal menighed, og igennem tiden har tusindvis af kristne besøgt stedet for at fejre højtidsdagen Mar Elia, der falder den sidste onsdag i november.

I 1743 blev klosteret beordret ødelagt og munkene dræbt af den persiske leder Tahmaz Nader Schah. Siden har klosteret ligget i ruiner.

"Islamisk Stat tolererer ikke andre religioner og anser andre troende for at være vantro. Næsten 1900 års kristendom i det nordlige Irak er lige nu ved at blive nulstillet gennem Islamisk Stats ødelæggelser, og næsten alle kristne har forladt området. Mange lever i telte, og vi kan kun bede for dem. Islamisk Stat tilhører den sekteriske gren wahabisme, som ikke engang tolererer en sten på en grav. Derfor skal alle religiøse markeringer fjernes fra jordens overflade,” siger Adnan Dahan.

De seneste år har været en trussel mod ruinen Sankt Elias på flere måder. I 2003 under Irak-krigen sprængte en amerikansk kampvogn hul i et af klosterets mure. Senere blev klosteret en amerikansk militærbase, og murene kom til at bære præg af soldaternes indkradsede hilsner til kæresten eller konen derhjemme.

Over indgangsdøren tronede nu et militært logo. Men kun indtil en feltpræst fik standset krænkelserne af det hellige sted og satte en restaurering i gang.

Siden fulgte andre amerikanske feltpræster hans eksempel, og efter flere fotos på internettet at dømme, blev der holdt stemningsfulde soldatergudstjenester inden for de gamle mure. Men nu har alle de velmenende tiltag over for den gamle bygning vist sig at være forgæves.