Hvad er det bedste ved kristendommen?
Det bedste ved kristendommen er, at den findes i myriader af udgaver. Kernen i kristendommen er afdækket i de fire evangelier i Det Nye Testamente, der fortæller hver deres historie. Det betyder, at der aldrig kan etableres en nagelfast udgave af kristendommen, for Jesu liv er beskrevet forskelligt i evangelierne.
Det bedste ved kristendommen er, at den udfordrer mennesker til aldrig at indtage nagelfaste positioner. Derfor er det ikke muligt at lave en lovreligion af kristendommen.
En anden god ting er, at der findes et uendeligt antal genfortællinger. Jeg tror aldrig, genfortællingerne stopper. Der er en råstyrke i den fortælling, der griber mennesker, hvis de går til angreb mod den.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Det værste er, at det er så svært. Det værste er at acceptere, at den verden, vi har fået overleveret via bibelfortællingerne, grundlæggende er uordentlig. En fortælling kan give indsigt og oplevelser og lys og åbenbaringer, men den gør altid mennesker forvirrede på et højere niveau.
LÆS OGSÅ: Styrken i kristendommen er dens svaghed
Hvis man åbner for den fortælling, begiver man sig ud ad en vej, der ikke er rettet ud. Lige rundt om hjørnet ligger der noget nyt og forrygende. Man bliver hele tiden forbavset over alt det, man oplever, hvis man åbner sig for sådan en måde at se verden på. Men det er frygtelig skræmmende ikke at vide, hvad der er rundt om hjørnet.
Det værste ved kristendommen er, at det er så svært at være et godt menneske. Det er svært at møde verden åbent og møde mennesker åbent uden på forhånd at dømme dem. Det er hårde krav, Vorherre stiller os.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
Det bedste ved folkekirken er, sammenlignet med andre kristne kirkesamfund, at der er en uforløst mulighed for at udfolde det almene præstedømme. Vi behøver faktisk ikke præsten til at udlægge teksten. Vi kan selv synge, vi kan selv bede, og vi kan selv tegne korsets tegn over brød, når vi bager det. Men det har folkekirken det meget svært ved. Den kan ikke lide, at den ikke har et monopol, og har rigtig travlt med at lave monopol. Det er det bedste ved folkekirken, at den har en uforløst mulighed, som kan udfoldes meget mere, hvis den lagde større vægt på at lære os at vandre tillidsfuldt ud i det blå, og hvis den tog større hånd om mennesker én til én.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Det værste er, at det er en selvfed, selvkørende institution. Den sætter ikke for alvor folk fri i forhold til den opdagelsesrejse, kristendommen grundlæggende giver mulighed for. Folkekirken kan ikke lide, at folk ikke snører snørebånd i kor. Det betyder, at mennesker, der virkelig er sat uden for det gode fællesskab, altid skal levere en skål kød for at få nærkontakt med Vorherre. Men fællesskabet med Gud begynder med Gud, ikke med andre mennesker. Når vi har en relation til Gud, giver det mening at begive sig ud på vejen, så vi møder andre mennesker. Faktorernes orden er ikke ligegyldig. Vi går med Gud i ryggen og møder andre, vi møder ikke andre og møder så Gud.
Som kristendommen praktiseres i den danske folkekirke synes vi, det vigtigste er, hvordan vi har det med andre mennesker og ikke med Gud. Men Gud er den eneste, der går med i den allersidste stund. Der er ingen, der dør med andre mennesker.
Folkekirken kan lave studiekredse, men den mangler et element, som Luther var ked af forsvandt, nemlig det skjulte individuelle skriftemål. Hvis man virkelig har nogle ting, man er ked af, kan man gå til sin folkekirkepræst, men det er svært. Med det forsvinder en læremulighed.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Det er helt klart nadveren. Nadveren er det sted, hvor vi kommer i nærkontakt med Vorherre, og hvor vi er mest alene med ham. Det er det smukkeste sted i gudstjenesten for mig. Under nadveren oplever jeg, at jeg er en del af hans kød og en del af hans blod. Han har villet denne jord så meget, at han ville opleve den som kød og blod. Det er gemt i nadverens kernefortælling.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Kirkekaffen. Det er der, hvor mennesker står og småsnakker om ingenting og alting. De gebærder sig, som om det, de lige har hørt og oplevet, ingen betydning har.
Når jeg går ind i en skov, ved jeg, at træerne bærer den samme genetiske kode, men ikke desto mindre ligner de ikke hinanden, fordi vandet er faldet lidt forskelligt, og skyggen var lidt forskellig. Ligesom det ene menneske ikke ligner det andet. Det er alt sammen fuldstændig mageløst.
Som kristne skal vi selvfølgelig bruge enorme mængder af tid på bare at beundre og have blik for den mageløshed. Men det har vi ikke på den måde, vi lever på. Vi skal leve i denne verden, og det synes vi kun, vi kan, hvis vi laver systemer og love, men det er grundlæggende ukristelig adfærd. Folk går i kirke og synger om mageløsheden, og så går de ud bagefter og drikker kaffe, der i hvert fald ikke er økologisk og i hvert fald ikke er produceret under menneskelige forhold. Her diskuterer de kirkestruktur og hygger sig med at udveksle sladder.
Kirkekaffen er sindbilledet på det, der er slemt: Når man er i kirken, hører man ét, men når man går ud af kirken, så gør man noget andet. Jeg går altid, fem minutter før gudstjenesten slutter, for at slippe. Jeg går under den sidste salme.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Det bedste ved det multireligiøse samfund er, at det giver mulighed for at snakke sammen. At tage den udfordring på sig at tale med andre mennesker, som er forskellige og anderledes. At glædes ved den mangfoldighed, at glædes ved alt det, der er spændende og sjovt.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Det værste ved det multireligiøse samfund er manglen på mulighed for at realisere det. For man kan ikke leve i et samfund, hvor man kun finder sammen med folk, der er så anderledes end en selv. Du kan etablere et møde med andre, der er anderledes end dig selv, men det at lave et samfund fordrer, at vi finder noget at finde sammen om.
Hvis vi skal være sammen med de andre, skal vi finde ud af, hvad vi er fælles om. Det kræver selvfølgelig lidt intellektuelt arbejde. Vi kan jo begynde med at konstatere, at vi i hvert fald er fælles om historien om Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Kristendommen var indledningsvis en jødisk sekt, og islam en tilsvarende kristen. Samtalen begynder med den fælles historie.