Da Bibelselskabet den 22. maj 1814 så dagens lys, var kirken klar til en bibelsk offensiv.
”Nu er det tid til at udbrede kendskabet til den hellige skrift,” sagde Sjællands biskop, Friederich Mnter, således ved stiftelsen.
Kirke- og universitetsverdenen var klar til at bakke op om Bibelselskabet, som var blevet til på initiativ af den skotske missionær Ebenezer Henderson, der i en årrække strandede i København på vej til Indien.
Bibelselskabet fik i stiftelsesåret kongelig autorisation, og det blev nedfældet i selskabets love, at der i hver stiftsby skulle være hjælpeselskaber for Bibelselskabet. Men selvom selskabet hurtigt kastede sig over en oversættelse af Det Nye Testamente til hollandsk-kreolsk, som var tiltænkt slaverne på de dansk-vestindiske øger, så var det småt med offensiven på dansk grund.
”De første år gik det trægt. Faktisk var det kun i Odense og senere i Lyngby, at der blev skabt stærke hjælpeselskaber i de første år efter grundlæggelsen,” siger Harald Nielsen, tidligere generalsekretær i Danmission, der arbejder på en bog om Bone Falk Rønne (1764-1833), sognepræst i Lyngby, der tog initiativ til stiftelsen af et lokalt hjælpeselskab, som skulle blive toneangivende.
Men inden da var de allerede godt i gang i Odense. I 1816 havde fynske biskop Plum sammen med præster og stiftsledelse startet Fyens Stifts Bibelselskab.
”På Fyn blev der over de første 25 år uddelt hele 11.174 gratis eksemplarer af Det Nye Testamente til befolkningen. Det var mere end en femtedel af de 50.000 eksemplarer, som samlet set blev uddelt på landsplan i Bibelselskabets første 40 leveår,” fremhæver Jens Rasmussen, sygehuspræst i Odense, der i 1996 skrev ph.d.-afhandling om biskop N. Faber og den fynske vækkelsesbevægelse.
De gratis eksemplarer til befolkningen var et kirkeligt instrument til at holde folket på kirkesporet. Kirken var således bange for den vækkelsesbevægelse, der havde ramt landet, hvor lægprædikanter stillede sig op og talte om Gud og Jesus uden om kirken.
”Bibelselskabet i særlig grad på Fyn blev af kirken brugt til at fremme bibellæsning. På den måde håbede kirken at kunne bremse vækkelserne. De kirkelige ledere frygtede separatisme, hvor folk ville bryde ud af kirken,” siger Jens Rasmussen.
Den kirkelige kamp med Bibelselskabet som instrument var udtalt på Fyn fra begyndelsen af 1820erne til slutningen af 1840erne. Den fynske biskop Faber, der tiltrådte i 1834, gjorde det til sin hjertesag at bruge bibellæsning som åndeligt våben. Og interessant nok var det ikke kun præsterne, der skulle sikre, at Bibelen nåede ud til folket.
”Skolelærere blev også pålagt bibellæsning for at modvirke separatisme. Kirken håbede på den måde, at den kunne holde befolkningen inde i folden,” siger Jens Rasmussen.
Paradoksalt nok kom det fynske bibelselskabs mange gratis uddelinger også til at understøtte den folkelige vækkelse, som den forsøgte at bekæmpe.
”Var der nogen, som kom til at læse i Bibelen på Fyn, så var det de vakte,” pointerer Jens Rasmussen.
På den vis var Bibelselskabet i sin tidlige historie ganske vist utilsigtet også med til at sætte gang i bevægelser uden for kirkens mure. Et andet sted i Danmark, hvor selskabets lokaludvikling tog fart var i Lyngby. Her var præsten Bone Falck Rønne en ildsjæl. Lyngby-afdelingen fik på kort tid mobiliseret 500 medlemmer, og de stod i de første år for indsamlingen af mere end 10 procent af det samlede beløb i Danmark.
”I Lyngby var Bone Falk Rønne med til at skabe bibellæsning ude i de enkelte sogne,” siger Harald Nielsen, hvis bog om Rønne udkommer til september.
Lyngby-præsten var som så mange andre i den tid rundet af såvel oplysningstænkningen som den fremherskende pietisme. Harald Nielsen mener samtidig ikke, at den tidlige historie var præget af kirkelige kampe i selskabet.
”Kongen støttede Bibelselskabet, og derfor gik hele den kirkelige top med. Det var først senere og i høj grad med vækkelserne at der kom kirkelige grupperinger i selskabet,” siger Harald Nielsen.