Forsøg ikke at gentage en åndelig oplevelse

På et år gennemgik Ole Skjerbæk Madsen sin største troskrise, som bundede i en tvivl om frelse. I dag harmissionspræsten ingen grundlæggende tvivl i sig, men kun en tillid til Guds nærvær

Mødet med koptisk kristendom har været med til at forme Ole Skjerbæk Madsen. Arkivfoto.
Mødet med koptisk kristendom har været med til at forme Ole Skjerbæk Madsen. Arkivfoto.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Det grundlæggende for mig er en tillid til Guds nærvær, som præger mit daglige liv hele vejen igennem.

Det betyder ikke, at der ikke er perioder, hvor ting kan være tunge eller svære. Men selv der oplever jeg, at jeg meget hurtigt falder tilbage til en oplevelse af, at Gud er med mig. Det kan jeg opleve i form af korte samtaler med Gud eller ved, at jeg inde i mig selv højt synger lovsange og salmevers. Eller det kan være som skudbønner korte, bekræftende bønner, der kan skydes af sted som en pil af en bue.

Jeg finder også tryghed i den erfaring, at Gud møder os som vores far. Vi kan komme til ham, som et barn til sine forældre. Jeg har tillid til, at Gud elsker mig, fordi jeg ved, hvor langt han er gået for at sætte mig fri nemlig ved at Jesus døde og opstod for mig.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Min far var organist, og jeg var derfor med i kirke, fra jeg var ret lille. Jeg kan huske, at jeg sad oppe ved orgelet og kiggede igennem tremmerne ned på menigheden. Det syntes jeg var spændende. Ikke fordi jeg altid fik noget ud af prædikenen, men der var en særlig stemning under gudstjenesten.

Jeg begyndte først selv at blive bevidst om min tro, da jeg skule konfirmeres. Vi havde en præst, som var mere tidehvervsk end min egen familie, men han gjorde troen og særligt Helligånden meget nærværende for mig. Efter konfirmationstiden gik jeg helt frivilligt med i kirke.

Min familie var præget af KFUMs tanker, og min far blev også optaget af den højkirkelige bevægelse og Oxfordgruppebevægelsen. Hjemme sang vi bordvers, og mine forældre bad aftenbøn med os og sang salmevers. Det var også naturligt for os at tage på kirkegården og opleve, at der er et fællesskab inde i troen med dem, der er døde før os.

Hvad har udfordret din tro?

Der har været to store ting. Den ene var, da jeg første gang kom med til et karismatisk bedemøde. På et tidspunkt brød forsamlingen ud i sang og tungetale. De sang hver deres lyde, men det hele smeltede sammen i en overjordisk harmoni. Her fik jeg en oplevelse af, at Gud var der, men at jeg stod udenfor. Jeg følte mig adskilt fra Gud. Det blev starten på en afgørende troskrise i mit liv, der gik på, om jeg ville blive frelst eller ej. Det eneste, der holdt mig oppe, var at bede Davids salmer, for de rummede også en fortvivlelse og en oplevelse af at være borte og adskilt fra Gud.

Jeg kom først igennem krisen et års tid senere, hvor jeg sad og mediterede over de sidste vers af salme 119: ”Farer jeg vild som det tabte får, så opsøg din tjener, thi jeg glemte ikke dine bud”.

Der fik jeg pludselig mod til at bekende mine synder, og det skriftemål gav mig en oplevelse af enorm frihed. Næste dag tog jeg til prædiken på Frederiksberg. Der var ikke mange til stede, men jeg husker det som en af de mest nærværende prædikener. Min nye oplevelse af frihed betød, at skylden var løftet væk fra mig, og verden var ny.

En anden udfordring var mødet med den nye åndelighed i 1980erne. Der begyndte at komme mennesker i kirken med tanker om reinkarnation, hvilket ikke passede ind i den kristne dogmatik. Så jeg afslog at give dem sjælesorg. Det gjorde ondt, både på dem og på mig. Og det udløste endnu en alvorlig troskrise, for hvordan i alverden skulle jeg forkynde evangeliet, når min dogmatik kom før mennesket?

I sommeren 1994 råbte jeg til Jesus om hjælp, og det var der, jeg fik redskaber til at bygge broer ind til den ny åndelighed og begyndte at arbejde med, hvordan man formidler den kristne tro gennem erfaringer og egen trospraksis. Det gav mig modet til at være til stede, hvor mennesker er, spørge ind til deres oplevelser og ikke bare se dæmoner alle vegne.

Jeg har ikke en grundlæggende tvivl i mig. Jeg kan have oplevelser, hvor jeg spørger, hvor Gud er, og hvor jeg selv er i forhold til Gud, og perioder, hvor det er svært at få kontakt. Det er ikke rart. Men jeg har en grundlæggende tillid til, at Gud er nær.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

En ting er, da jeg studerede i Egypten og mødte den koptiske kirke. Jeg oplevede en levende kirke, som både havde en rig gudstjeneste og en rig oldkirkelig tradition, og som også var præget af en erfaring af Helligåndens virkelighed. Denne kombination var en afgørende inspiration for mig, og blev det, der for mig udløste en længsel efter et personligt møde med Helligånden.

Mødet med ny åndelighed har også formet mig meget. Jeg blev kastet ud i at møde mennesker, der var besatte af onde ånder. Det har været med til at præge mig og satte til en vis grad sit præg på, hvad offentligheden mente om mig. Jeg blev på et tidspunkt betragtet som folkekirkens eneste eksorcist, selvom jeg ikke syntes, det var der, min gave lå.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg synes, den hjælper mig til at få et Jesus-perspektiv på tilværelsen. Jeg har lært at lede efter Guds billede i det menneske, jeg møder, hvilket gør, at min trang til at dømme andre er blevet mindre.

Noget, der også præger mig i det daglige, er den korrektion, der ligger i at gå ind i stilheden sammen med Gud og lade nærværet med Gud kaste lys hen over mit liv. Den form for kristen meditation er et slags ritual for mig.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

I min studietid var det kirkefaderen Athanasius, da han var en stor troskæmpe. Han måtte gå i landflygtighed flere gange på grund af sin fastholdelse af kirkens tro, og han har grundlagt den klassiske forsoningslære. Paulus betyder nok mere og mere for mig. Både som teolog, mystiker og som den, der har skildret bønnens virkelighed og menigheden som Kristi legeme samt undervist om nådegaverne. Og også for hans evne til at være jøde for jøderne og græker for grækerne, men samtidig ikke konfliktsky. Han er en inspiration for mit arbejde i dag med at bygge bro mellem kristen trospraksis og nyåndelig spiritualitet.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Der er nok to. Det ene har jeg læst i den ortodokse Anthony Blooms bog ”School of Prayer” og lyder: ”Man skal sørge for ikke at forsøge at gentage en åndelig oplevelse.” Det er vigtigt, for ellers gør man en åndelig oplevelse til en præstation i stedet for en gave.

Det andet er fra amerikanske Leanne Payne, som har arbejdet med indre helbredelse gennem bøn og blandt andet taler om vigtigheden af at praktisere Kristi nærvær frem for dæmonernes nærvær.