Alle børn skal kunne blive minikonfirmander

Folkekirkens biskopper er parate til at gøre den populære undervisning af 10-11-årige skoleelever til et tilbud, som alle sogne skal give

Det kristne budskab serveres blandt andet med leg og dans, når landets præster arrangerer minikonfirmandundervisning for 3.- og 4.-klasseselever. Her er det piger fra Absalon Skole, der danser til salmesang i Roskilde Domkirke.
Det kristne budskab serveres blandt andet med leg og dans, når landets præster arrangerer minikonfirmandundervisning for 3.- og 4.-klasseselever. Her er det piger fra Absalon Skole, der danser til salmesang i Roskilde Domkirke. . Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

elever fra årets fem hold minikonfirmander i Brande Sogn var for nylig på besøg i Viborg for at se domkirken. Det var afslutningen på forårets undervisning, og med på udflugten var både præster, lærere og frivillige hjælpere. Nu lægger et enigt bispekollegium op til, at de 10-11-årige skoleelever i alle landets sogne skal kunne få lignende oplevelser ved at gøre ordningen med minikonfirmander obligatorisk.

I dag er det frivilligt, om menighedsråd og præster inviterer skolebørnene hen i kirken for at lære om kristendom. Men i en ny ordning formuleret af Kirkeministeriet foreslås det, at alle børn på tredje eller fjerde klassetrin skal tilbydes undervisning i en eller anden form. Det hedder de fleste steder i landet minikonfirmander.

Det glæder formanden for biskoppernes dåbsoplærings-udvalg, biskop i Ribe Stift, Elisabeth Dons Christensen.

”Vi er glade for ministeriets udkast til anordning vedrørende børnekonfirmandundervisning, og det vil vi tage med på samrådet med kirkeministeren i næste uge. En ny ordning vil betyde, at ethvert menighedsråd har ansvaret for, at skoleelever i 3. til 4. klasse får et tilbud. Det kan ske ved, at det enkelte sogn opretter et hold børnekonfirmander, eller at menighedsrådet samarbejder med andre sogne om det. Endelig kan det komme på tale at oprette alternative undervisningstilbud, som godkendes af biskoppen,” siger Elisabeth Dons Christensen, der tilføjer, at det er et vigtigt signal for folkekirken at sende, at også børnene nu er omfattet af folkekirkens officielle dåbsoplæring på samme måde som konfirmationsforberedelsen for unge.

Det er sognets præst, som har ansvaret for den kirkelige undervisning, og Danmarks Præsteforenings holdning er, at ordningen efterhånden er så indarbejdet, at den kan ses som en officiel regulering af folkekirkens allerede eksisterende tilbud om dåbsoplæring. Derfor vil det være naturligt at gøre den til et obligatorisk tilbud, selvom man skal være varsom med for faste rammer, siger formand Per Bucholdt Andreasen.

”De steder, hvor der ikke er minikonfirmander, kan der være mange gode grunde til det. Derfor skal der i en ny anordning være plads til at indrette sig efter lokale forhold. Det er også vigtigt for os, at menighedsrådet ikke bare kan lægge undervisningen oven i alle præstens andre opgaver, hvis man etablerer et tilbud om minikonfirmander. Præsten har tilsynet med undervisningen, men menighedsrådet må være parat til at skaffe de pædagogiske ressourcer, hvis det er nødvendigt,” siger Per Bucholdt Andreasen.

Han tilføjer, at en obligatorisk ordning vil koste nogle menighedsråd penge, og mener desuden, det vil være forkert at indføre nye regler for obligatorisk minikonfirmandundervisning, når præsterne netop nu kæmper med at få konfirmationsforberedelsen på plads.

Landsforeningen af Menighedsråd gjorde i 2007 sammen med biskopperne kirkeministeren opmærksom på ønsket om, at der i alle sogne, eventuelt som et samarbejde, skulle være et tilbud om undervisning af 3.- og 4.-klasseselever. I dag findes tilbuddet i 75 procent af sognene, oplyser Leise Christensen, der på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter blandt andet beskæftiger sig med folkekirkens undervisning af børn og unge.

”Det står lidt svagt til for eksempel i det indre København eller visse landsogne, fordi der ikke er så mange børn i alderen her. Fordi hele landet er vældig godt dækket ind, kan man sige, at det ikke vil gøre den store forskel, om tilbuddet bliver obligatorisk eller ej. Men det har en signalværdi om, at folkekirken tager børnenes og de unges dåbsoplæring alvorligt. Men på det praktiske plan har sognene allerede etableret tilbuddet og samarbejder også uformelt,” siger Leise Christensen.

Landsleder i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, Bent Molbech, ønsker minikonfirmandordningen gjort obligatorisk. Søndagsskolerne har arbejde med børn i 360 lokalforeninger rundt om i landet.

”Færre og færre bliver døbt, og færre og færre bliver konfirmeret. Kirken må ikke blive siddende på hænderne. Børnene er kirkens fremtid, men det bliver de ikke, hvis ikke de er en del af nutiden. Vi kan ikke tvinge børn og forældre, men kirken kan lave tilbud, hvor den spiller sig på banen og ikke passivt ser til, at dåb og konfirmation er et valgfag. Her er minikonfirmandundervisningen vigtig, og derfor hilser vi biskoppernes forslag om at gøre den obligatorisk i alle sogne meget velkommen,” siger han.