De små sogne skal kortlægges

Landsforeningen af Menighedsråd sætter nu fokus på de truede landsogne. En ny undersøgelse skal dokumentere, hvilke udfordringer sognene står over for i de områder, som danskerne i stigende grad forlader

Kirkeminister Marianne Jelved (R) og formand for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen, er enige om, at der skal gøres en særlig indsats for de små sogne på landet. Her ses de i samtale på foreningens årsmøde i weekenden.
Kirkeminister Marianne Jelved (R) og formand for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen, er enige om, at der skal gøres en særlig indsats for de små sogne på landet. Her ses de i samtale på foreningens årsmøde i weekenden. . Foto: Hung Tien Vu.

Anden pinsedag sker der noget nyt på Odden Havn. For første gang er der gudstjeneste under åben himmel ud til vandet, her langt ude på Nordvestsjælland, hvor der bor lidt over 1000 folkekirkemedlemmer.

I nogle sogne i landet er befolkningstallet langt lavere og stadig på vej ned på grund af fraflytning, butiksdød og mangel på arbejdspladser. Men hvad er det egentlig for problemer og udfordringer, landets små sogne står overfor, og hvad kan der gøres for at bremse den negative spiral? Landsforeningren af Menighedsråd har valgt at gå til kamp for de små sogne og sætte fokus på kirken i landområderne. I weekenden fik det opbakning fra de delegerede på foreningens årsmøde i Nyborg.

”De kalder det udkantsdanmark, men derfor kan folk godt være engageret i både menighedsliv og foreningsliv,” siger Peter Nielsen, der er blandt årsmødets delegerede og næstformand i Odden Sogn.

Her har man valgt at gå offensivt til værks for at bevare et aktivt lokalsumfund og en levende kirke.

”Det er bestemt en god idé at sætte fokus på de små sogne, så vi kan lære af hinanden. Her har vi en fast og god kirkegang, og skolen kommer på besøg både til jul og påske. I menighedsrådet prøver vi desuden at holde kontakt til det lokale foreningsliv. Jeg er for eksempel formand for den lokale gymnastik- og idrætsforening, og det betyder, at jeg har et netværk, som er med til at understøtte kirken. På den måde holder vi kontakten til lokalsamfundet,” siger Peter Nielsen.

Odden Sogn er et eksempel på, at kirken i tyndt befolkede egne ikke behøver forfalde til at isolere sig, som en undersøgelse har vist, at der er en tendens til.

Landsforeningen af Menighedsråd vil blandt andet med en undersøgelse sætte fokus på de små sogne og afdække, hvordan vilkårene også kan være forskellige. Sammen med initiativgruppen Kirken på Landet, som Grundtvigs Forum også samarbejder med, ligger der nu en ansøgning om 650.000 kroner fra Kirkeministeriets Videnspulje, oplyser formand for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen.

”Gennem en øget viden er formålet at kunne inspirere og formulere nogle strategier til at udvikle og fastholde kirkelivet i landområderne. De strukturelle, sociologiske og demografiske forhold skal med, når vi skal blive klogere på landsognene, og derfor har vi besluttet at gennemføre en undersøgelse. Vi trænger til at få mere fast grund under fødderne med hensyn til, hvordan det rent faktisk står til i landsognene for eksempel med hensyn til fraflytning, som jo ikke sker alle steder. Men der kan jo godt komme ubehagelige meldinger ud af undersøgelsen,” siger Inge Lise Pedersen.

På baggrund af det overblik, som undersøgelsen giver, skal der udvikles strategier, som de små sogne kan bruge til at finde ud af, hvordan man skal være kirke i landområder. Erfaringerne har vist, at hvis man vil overleve som kirke i landområderne, så skal man ikke isolere sig. Man skal som kirke brede sig ud og integrere sig i lokalsamfundet, understreger Inge Lise Pedersen.

Planen er, at projektet skal begynde i efteråret og tage et år. Dermed kan resultaterne af undersøgelsen fremlægges på en konference om kirken på landet, som kirkeminister Marianmne Jelved har planlagt sidst i 2015. Det bliver blandt andet Landsforeningen af Menighedsråds analyseekspert, Steen Marqvard Rasmussen, der skal gennemføre en undersøgelse af situationen i landsognene.

”Det er en problemstilling, man lidt har gået omkring som den varme grød, selvom man har kendt den længe. Alle har syntes, at det er et vigtigt problem, hvad der foregår i landområderne, men vi har aldrig fået det analyseret ordentligt. Nu håber vi med en undersøgelse at få et analytisk gennembrud, så vi ved, hvordan landsognene eksisterer på forskellige vilkår. Formålet er på længere sigt at fastholde og styrke kirkens position på landet. Vi ved for eksempel, at der på landet er en højere kirkegangsprocent end i byerne, og det siger noget om, at engagementet er tilstede,” siger Steen Marqvard Rasmussen.

Sognepræst i Jyllinge Kaj Bollmann var ene om at kommentere bestyrelsens udspil fra talerstolen.

Til gengæld var en workshop om kirken på landet den mest velbesøgte på foreningens årsmøde.

”Det, man kan være nervøs for er, at rettidig omhu allerede er passé, hvad angår den udfordring, landsognene står i,” sagde Kaj Bollmann.

”Hverken samfundssmæssigt eller kirkeligt har vi en strategi for landområderne. Problemet er, at toget er kørt på mange områder. Vi er på vej til at afvikle i et eskalerende tempo. Det er også det, folk vil, for de flytter selv ind til byerne, hvor de kan få arbejde og livskvalitet. Derfor er det rent kirkeligt højst nødvendigt, at vi får lagt en strategi,” sagde Kaj Bollmann.

Sognepræst Birgitte Rosager Møldrup er tovholder i det kirkelige netværk, Kirken på Landet, som blandt andet følger kirkens udvikling i udkanten af Danmark.

”Der er stor forskel på vilkårene fra sogn til sogn, og hvert menighedsråd må overveje, hvordan man tager den nye udfordring med blandt andet fraflytning op. Erfaringen er, at et samarbejde med foreningslivet løser meget op og gavner hele fællesskabet. Mange er også i stigende grad opmærksomme på det diakonale aspekt på landet, hvor tilflyttere også skal være i kirkens fokus, uanset om de er kristne eller ej. Vi skal få øjnene op for, at kirken på landet er en ressource, og det er vigtigt, at der er nogle kirker og nogle præstegårde, som kan fungere som kraftcentre. Det kan man ikke via internettet eller fra den nærmeste store by,” siger Birgitte Rosager Møldrup.