Pave Frans: Der skal være fri adgang til hellige steder i Jerusalem

Pilgrimme skal frit kunne besøge hellige steder i Jerusalem som eksempelvis al-Aqsa-moskéen og Grædemuren

Paven ses under sit besøg i Israel lægge et brev i et hulrum i Grædemuren.
Paven ses under sit besøg i Israel lægge et brev i et hulrum i Grædemuren. . Foto: Osservatore Romano/Epa/Scanpix.

Pave Frans sagde i går, at pilgrimme skal have fri adgang til hellige steder i Jerusalem. Meldingen kommer på sidstedagen af pavens tredages turné i Mellemøsten.

”Det vil være godt, når pilgrimme og beboere i Jerusalem kan nyde godt af fri adgang til de hellige steder og frit kan tage del i de religiøse fejringer,” sagde pave Frans i forbindelse med et besøg hos den afgående israelske præsident, Shimon Peres.

”Der er brug for en fast hånd mod tegn på intolerance, der er rettet mod individuelle eller forsamlinger uanset om de er jøder, kristne eller muslimer,” siger pave Frans.

Rundturen i Mellemøsten er pave Frans første. I løbet af den tre dage lange turné har han besøgt Jordan, Vestbredden og Israel.

I Israel har han blandt andet lagt vejen forbi hellige jødiske og muslimske steder på og omkring Tempelbjerget, hvor Islams tredjehelligste sted, al-Aqsa-moskéen, ligger, og hvor jødernes helligste sted, Grædemuren, også ligger.