Hvad er det bedste ved kristendommen?
Der er to ting. Den ene er en understregning af, at vi har et ansvar over for vore medmennesker også de svageste af dem. Vi får et bedre samfund ved, at vi tager os af hinanden og føler ansvar over for de svage og fattige. Idealet er langtfra et rent konkurrencesamfund.
Det andet gode er, at det er en religion, hvor man ikke er bundet af en masse regler og ritualer. Der er noget ved de gamle linjer af Grundtvig: ”Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde! Da får vi lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde”.
Salmen handler om, at vi er frie mennesker, der skal passe vores arbejde, og vi er ikke bundet af en masse religiøse forskrifter. Jeg siger imidlertid ikke, at der ingen bindinger er, for vi skal tage os af næsten, og det giver moralske bindinger. En masse religioner, og også kristendommen i perioder, har haft stramme regler for alt. Det har vi normalt været nogenlunde fri for her i Danmark.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Det er, når den bliver til intolerance og moralisme. Alle religioner har en fare for at forstene i regler, som giver forskrifter for alle mulige ting, og folks liv bliver forpestet af dårlig samvittighed over, at de ikke kan leve op til reglerne. Faren er, at man gør religiøse holdninger til love. Det kan man se i nogle af-arter af kristendommen.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
Folkekirken er ikke kun et trossamfund, men også et folkeligt, rummeligt fællesskab. Det er meget positivt, at der er plads til både meget bibeltro fundamentalister og en præst som Thorkild Grosbøll for nu at nævne nogle yderpunkter. Det har noget i sig, at det er en kirke, hvor der er rum til, at stort set hele den teologiske debat foregår inden for den samme kirke. Jeg er måske også præget af at være økonom, for man undgår mange omkostningsfyldte konflikter ved, at man kan holde debatterne inden for den samme kirke, så de ikke får lov til at eskalere.
Der har altid været meget tætte forbindelser mellem staten og kirken, og det mener jeg er nyttigt både for staten og kirken. Vi har et flag og et pas med et kors. Staten indkræver kirkeskat, og til gengæld hjælper kirken med sygehuspræster og soldaterpræster, så forbindelserne er tætte. Før i tiden var mere end 95 procent af befolkningen medlemmer af folkekirken, men det er i opbrud i dag, og vi skal derfor nytænke strukturen. Man må prøve at bevare så meget af den danske forbindelse mellem kirken og folket som muligt, men på den anden side gøre noget, så de sidste 20 procent, der er uden for folkekirken, føler, at de bliver passende behandlet.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Det er klart, at fordi kirken er så bredt favnende, har det også nogle ulemper. Jeg vil ikke sige, den er for rummelig, men det gør også, at der bliver plads til lidt underlige fænomener. Nogle fundamentalistiske ting, som vi ellers har forladt, kan man stadig høre visse steder. Hvis folk for eksempel begynder at betragte skabelsesberetningen som noget naturvidenskabeligt. Men hvis man prøver at være meget moderne uden at have rødderne i orden og drømmer og sværmer uden en vederhæftig teologi, så er det også galt.
Alligevel er rummeligheden central, selvom den giver plads til både ting, der efter min smag er for fundamentalistiske og for overfladiske. Men når jeg tænker på rummelighed, tænker jeg på Grundtvig og indser, at når jeg vil have rummeligheden, er jeg også nødt til at acceptere nogle af de mere flyvske idéer, for der skal være plads til både Loke og Thor og dem, der gerne vil have rockgudstjenester og gospelkoncerter.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Gudstjenester er mange ting, men jeg er så gammel, at jeg vil tage udgangspunkt i højmessen. Det bedste ved den er, at der er en rimelig fast struktur. I Danmark har vi en meget betydelig skat af gamle salmer med blandt andre Kingo, Brorson og Grundtvig, og så er der tænksomme prædikener. Jeg kan godt lide den faste struktur, for jeg synes ikke, højmessen nødvendigvis skal være meget moderne. Den skal også markere en tradition. Jeg får nye indsigter ved nogle af de gamle salmer, selvom jeg kender dem i forvejen. Jeg går langtfra i kirke hver søndag, og jeg plejer at sige om mig selv, at jeg er et trofast folkekirkemedlem, men ikke et særligt aktivt medlem. Når jeg går til gudstjeneste, gør jeg det i min sognekirke i Vanløse, eller også vælger jeg kirke efter prædikanten, og det må jo betyde, at jeg lægger betydelig vægt på prædikenen.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Gudstjenesten kan opleves som et lukket selskab med en fast kreds, hvor det er svært at komme ind udefra. Den gruppe, jeg selv repræsenterer, der ikke kommer til gudstjeneste ugentligt, og som tæller størstedelen af folkekirkemedlemmerne, føler sommetider, at de kommer til et lukket selskab. Man kan se det meget tydeligt, når der er gudstjenester, hvor halvdelen af gæsterne er dåbsgæster, og den anden halvdel er faste kirkegængere. Man kan se, hvordan de trofaste kirkegængere kigger på hinanden, når dåbsgæsterne ikke kan finde ud af at rejse sig og ser forvirrede ud.
Skellet er én ting, en anden ting er præster, som meget gerne vil være originale og sætte sig selv i centrum. Min holdning kommer måske af, at jeg har mine rødder i Vendsyssel. I Vendsyssel frier vi til kvinderne ved at sige, at vi ikke har noget imod dem. Jeg er vant til, at man ikke bruger alt for store ord og ikke er for frembrusende. Det synes vi ikke om ude på landet. Og de der præster, der gerne vil være både i centrum og i avisen, passer ikke med vort billede af en ydmyg Herrens tjener.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Det multireligiøse er en konsekvens af, at vi har et åbent samfund, hvor man ikke behøver at være medlem af et bestemt trossamfund eller have en bestemt hudfarve for at komme ind. Det åbne samfund er i sig selv et stort gode, men det multireligiøse har også i sig selv fordele. Ser man ikke andre end dem, man er enig med, er der en risiko for, at ens egne holdninger bliver for refleksagtige og overfladiske. Når man lærer andre at kende, sker der også ofte det, at ens fordomme forsvinder, og man finder ligheder og forståelse.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Det er traditionstab og konflikter. På mange måder er det nyttigt, at man i samfundet har regler og traditioner for, hvordan man opfører sig over for hinanden. Det er sværere, hvis man pludselig ikke ved, om man kan give hånd til en anden, skal give et knus eller bukke, eller ikke ved, om man kan servere svinekød og spiritus for gæsterne. Ting, som gik af sig selv i et monoreligiøst samfund, skal nu hele tiden diskuteres og overvejes, og det kan give anledning til konflikter.