En gudstjeneste kun for en enkelt familie blev resultatet af et forløb, hvor et par ønskede en kirkelig markering af, at en svær tid med sygdom var overstået.
Sognepræst ved Hellig Kors Kirke i København, Andreas Christensen, forestod gudstjenesten med blandt andet en kort prædiken, velsignelsen, salmer og Fadervor.
”Det er et ønske om at koble sig på en større virkelighed ved at lære at være troende. Og så er der en moderne tendens til at tage medejerskab af en gudstjeneste. Ligesom man er designer af sit eget liv, er man også designer af sit eget kirkeliv,” forklarer han og understreger, at han sondrer mellem ritualer og gudstjenester.
Også andre gange er Andreas Christensen blevet kontaktet af mennesker, der har efterspurgt en konkret kirkelig handling til en aktuel livssituation.
Et par ville for eksempel gerne lære at bede sammen og ønskede derudover en kort andagt i kirkerummet som en understregning af, hvor de var nået til i deres forhold.
Eksemplerne er en del af en længere række.
Præster har tidligere fortalt, hvordan de oplevede ønsker om en kirkelig markering efter eksempelvis en skilsmisse eller et sølv- og guldbryllup.
Det viser, at danskerne søger andre kirkelige ritualer end de gængse som dåb, bryllup og begravelse. For eksempel når livet gør ondt, ændrer sig, eller når noget skal fejres, fortæller adjunkt og ph.d. Kirstine Helboe Johansen fra Aarhus Universitet, der har forsket i ritualernes betydning i folkekirken.
”Understrømmen af ritualer fylder meget i kirkerne. Folk vil gerne bruge kirken til at genbekræfte deres ægteskabsløfter eller til at tænde et lys, eller vi ser det i konfirmandundervisningen, hvor konfirmanderne for eksempel selv skal forsøge at lave deres egne ritualer,” siger hun.
Kirstine Helboe Johansen mener, det vidner om, at danskerne har brug for ”sanktionerende begiven-heder”:
”Måske fordi vi lever i en tid, hvor tingene flyder mere sammen end tidligere. Folk køber hus og får børn, inden de bliver gift for eksempel. Og i en tid hvor de kulturelle rammer ikke er faste, kan man have brug for at hive fat i noget konkret, der kan binde os sammen. Der er ritualer gode.”
Marianne Levinsen, forskningschef hos virksomheden Fremforsk, Center for Fremtidsforskning, mener, at de skræddersyede ritualer og handlinger i kirken er udtryk for, at kirken opfattes som et serviceorgan.
”Det skal passe lige til mig og mit tilfælde. Det gælder hele kristendommen og ikke kun ritualerne,” siger hun.
Marianne Levinsen forklarer, at for bare 30 år siden var ritualer i kirken noget, som bandt folk sammen, fordi de blev brugt af mange og ofte på en ens måde.
”Siden 1980erne er vi gået fra at være forbundet af kollektive systemer til et fokus på det nære liv hos os selv og vores nærmeste. Det gælder i samfundet generelt og i forhold til troen. Ritualer i kirken betyder dog fortsat noget for mange,” siger hun og tilføjer:
”Men det er ritualet som ramme, der betyder noget. Mange kan for eksempel ikke gengive, hvad der præcis siges ved en begravelse. Blandt andet derfor udformer man selv ritualet. For nogle er de arvesølvet i kirken, mens mange føler sig fortabt i dem. Den store udfordring for kirken er at beholde nogle af ritualerne, men at sætte dem ind i en moderne sammenhæng.”
Birgitte Graakjær Hjort, sognepræst i Christianskirken i Aarhus, påpeger, at kirken ikke må få den automatreaktion, at en henvendelse skal resultere i en rituel markering.
”Hvis et menneske kommer til mig med et meget individuelt ønske, tænker jeg klart sjælesorg og samtale frem for et ritual. For et ritual tager udgangspunkt i noget fællesmenneskeligt, og sjælesorgen er netop tilpasset den enkelte,” siger hun, men understreger, at folkekirken for eksempel kan blive bedre til at tale om den smerte, en skilsmisse er.
”Det vil være en indirekte invitation til at bruge præsten som sjælesørger,” mener Birgitte Graakjær Hjort.