Rekordstor interesse for Hitler i Tyskland

De nulevende generationer var ikke involverede i krigen, og mange tyske vil i dag gerne vide så meget som muligt om Hitler-tiden

I gennemsnit viser tysk tv mindst to programmer hver dag om Hitler og nazismen. I følge sociologer vokser interesse nu, fordi der er efterhånden er gået så mange år, og Det Tredje Rige er kommet på afstand.
I gennemsnit viser tysk tv mindst to programmer hver dag om Hitler og nazismen. I følge sociologer vokser interesse nu, fordi der er efterhånden er gået så mange år, og Det Tredje Rige er kommet på afstand. Foto: Scanpix.

Tyskernes interesse for Adolf Hitler er større end nogensinde før. Det viser en undersøgelse fra det kendte medieanalyse- og forskningsinstitut Media Control. De seneste måneders forbrug af film, dokumentarprogrammer og bøger om Hitler er rekordhøjt.

Den største interesse kan registreres blandt de tyske tv-stationer. I gennemsnit viser tysk tv mindst to programmer hver dag om Hitler og nazismen.

Ifølge Media Control er antallet af udsendelser steget siden 2000 med 50 procent og siden 1990 endda med 75 procent. Denne udvikling bekræftes af Robert Bachem, der er chef for dokumentarkanalen ZDFinfo.

”For 20 år siden bragte vi måske én udsendelse om ugen, men nu har vi ofte fire eller fem udsendelser hver uge om Hitler og nazismen”, siger han.

Instituttet Media Control har de første fire måneder af 2014 analyseret cirka 30 tyske tv-stationers programmer, og i dette tidsrum blev der vist 242 udsendelser, hvor Hitlers navn indgik i titlen.

Det er især nyhedsstationerne, der bringer dokumentarprogrammer om Hitler. I spidsen ligger ZDFinfo. Her har man i løbet af de fire måneder bragt 109 Hitler-dokumentarer.

I årene efter Anden Verdenskrig var Hitler og nazismen et tabu. For mange tyskere var det for smertefuldt at beskæftige sig med den rolle, som deres egne forældre og bedsteforældre havde haft i Det Tredje Rige. Men ifølge flere sociologer vokser interessen for nazismen nu, netop fordi der er gået så mange år. De nulevende generationer var ikke involverede i krigen, og mange tyskere vil i dag gerne vide så meget som muligt om Hitler-tiden.

Det er også det indtryk, som journalist Guido Knopp har, efter han har lavet en række dokumentarprogrammer om Hitler for ZDF.

”Mange seere har henvendt sig til os, fordi de føler, at de ved for lidt om tiden under nazismen. Interessen for Hitler er så stor, fordi tyskerne søger efter en forklaring på det ubegribelige, nemlig spørgsmålet om, hvordan Hitler kunne få så stor tilslutning og magt. Når tyskerne ser filmoptagelser med ham i dag og hører, hvordan han råber og skriger, virker han latterlig på mange folk.”

Robert Bachem advarer imod at sammenligne tv før i tiden med tv nu.

”Situationen er i dag en ganske anden end for blot 10 år siden. Nu har vi de digitale kanaler, og ZDF har oprettet ZDFinfo, hvor vi udelukkende bringer dokumentarprogrammer. Dermed har vi fået langt mere sendetid til historiske dokumentarer end tidligere, hvor vi skulle bringe både underholdning, nyheder, kulturstof og dokumentarer på én enkelt kanal.”