Bispekandidater vil have kirkerum på sygehuse

Står det til de fire teologer, som i går blev officielle bejlere til bispestolen i Viborg Stift, skal der opføres rum med alter og kors på nye hospitaler

Et sygehus er et sted, hvor mennesker er i krise, og hvor de i høj grad har brug for kirken. Det behov bør vi møde både som kirke og samfund,” lyder det fra Carsten Haugaard Nielsen.
Et sygehus er et sted, hvor mennesker er i krise, og hvor de i høj grad har brug for kirken. Det behov bør vi møde både som kirke og samfund,” lyder det fra Carsten Haugaard Nielsen. Foto: Jesper Kristensen.

Uanset hvad den nye biskop i Viborg Stift kommer til at hedde, bliver det en person, der vil arbejde for kirkerum på fremtidige hospitaler.

Det viser en rundringning til de fire bispekandidater, der fra i går blev de officielle ansøgere til stillingen, da fristen for at aflevere kandidatlister udløb.

”Politikerne bør lytte til sygehuspræsterne, der har skoene på i det konkrete arbejde, og som entydigt siger, at der er behov for kirkerum. Et sygehus er et sted, hvor mennesker er i krise, og hvor de i høj grad har brug for kirken. Det behov bør vi møde både som kirke og samfund,” lyder det fra Carsten Haugaard Nielsen, bispekandidat og sognepræst ved Christianskirken i Aarhus.

Debatten om, hvorvidt der bør opføres rum med permanente kristne symboler på nye hospitaler, er opstået i forbindelse med opførelsen af de nye storsygehuse i blandt andet Gødstrup ved Herning og i Odense. Senest vedtog regionsrådet i Region Syddanmark, at man ikke vil opføre kirkerum, men i stedet multireligiøse rum på kommende sygehuse i regionen.

En udvikling, der er helt uacceptabel, påpeger samtlige bispekandidater i Viborg Stift.

Niels Christian Kobbelgaard, Bispekandidat og domprovst i Aalborg siger:

”Selvfølgelig skal vi respektere andre religioner, og der skal på et sygehus også være mulighed for, at de kan udøve deres religion. Men at der ikke kan bygges et kirkerum? Det er for småligt og et udtryk for lighedsmageri.”

De fire teologer er enige om, at folkekirken selv kan betale for et eventuelt kirkerum, ligesom biskop Tine Lindhardt har tilbudt det i forbindelse med det nyehospitalsbyggeri i Odense.

”Det er fint, hvis regionerne stiller plads til rådighed til enten en kirke eller et kirkerum, og så kan folkekirken overtage derefter, også med hensyn til finansieringen. Så har man hånd i hanke med, hvordan rummet skal se ud,” siger Henrik Stubkjær, bispekandidat og generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Kandidaterne fremhæver desuden alle, at folkekirken qua paragraf fire i Grundloven har en særstatus, som bør respekteres.

”Alle religioner er ikke ligestillede i Danmark. Jeg har dyb, dyb respekt for mennesker med en anden religiøs overbevisning, og i folkekirken vil vi meget gerne indgå i samtaler med både imamer og buddhister. Naturligvis. Men vi har ikke lighed. Og hvorfor skal vi have lighed for enhver pris? Lighed udelukker ikke dyb respekt for de andre, og at de også skal tilgodeses,” siger Niels Christian Kobbelgaard.

Bispekandidat og valgmenighedspræst Peter Hede-gaard supplerer:

”Når 80 procent af danskerne er medlemmer af folkekirken, så bør der principielt tages større hensyn til disse og for eksempel på hospitaler sikres kirkerum. Sker der så en videreudvikling nogle steder i landet, hvor andre religioner får en størrelse, der kan berettige, at de også skal tilgodeses, så må vi være åbne for det.”