Dømmesyge er det værste ved kristendommen

”Jeg er ikke selv medlem af folkekirken, for jeg meldte mig ud tilbage i 1970 under min studietid på ...

”Jeg er ikke selv medlem af folkekirken, for jeg meldte mig ud tilbage i 1970 under min studietid på universitetet i Aarhus. Jeg vakler fra dag til dag, men jeg ender nok med at melde mig ind igen, selvom der godt nok er meget, der trækker både i den ene og den anden retning,” siger professor emeritus Jørgen Grønnegård Chris-tensen. Foto: Leif Tuxen

Professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen meldte sig ud af folkekirken som ung. I dag synes han, den er en stærk værdibærende institution

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Det er de helt grundlæggende værdier om, at vi har forpligtelser over for andre, og som stiller rigtig store krav til os. Det er også den lutherske forståelse af kristendommen som værende et personligt anliggende, hvor der ikke er love eller bestemte ting, man skal gøre for at blive accepteret.

Jeg mener, at hele det normsæt, der ligger i kristendommen, gennemsyrer den måde, vi forstår vores samfund på. Vi har et værdisæt, som man ikke ville kunne formulere, hvis ikke man havde kristendommen. Det er respekten for andre mennesker, for det enkelte individ og en høj grad af frihed inden for værdisættet.

Noget andet godt ved kristendommen er, at det ikke er en lovreligion, og at der ikke er noget trosmæssigt, man kan blive straffet for. På det punkt er kristendommen noget særligt.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det kan være udlevelsen af kristendommen. Nogle gange møder man mennesker, der føler et meget stærkt kristent engagement eller ligefrem har en bogstavtro. De erklærer sig kristne, og man har fornemmelsen af selv at blive bedømt og vurderet, om man nu er god nok i forhold til de standarder, de selv stiller op. Nogle kristne har et skeptisk, fordømmende blik på andre. For mig at se er det værste ved kristendommen denne form for dømmesyge, og det ligger vel i næsten alle religioner.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det er, at der er skabt en ramme for folkekirken, som giver en høj grad af frihed til at indrette sig, som man vil. Der er frihed til det enkelte folkekirkemedlem, samtidig med at der er nogle velordnede rammer og et fælles fundament, som folkekirken hviler på. Der er frihed til de enkelte præster, men også via sognedemokratiet til at indrette sig, som man ønsker det i den enkelte kirke. Friheden er altså den store styrke ved folkekirken. Den er præget af en masse stabilitet, men der er samtidig plads til, at man kan forny sig.

Den høje grad af pluralisme inden for den fælles ramme gør, at der sættes grænser for nogle af de mere ekstreme tolkninger eller udformninger af kristendommen, som ellers findes i samfund uden en fælles ”folkekirke”. I USA er der rigtig mange styrker inden for kirkerne, men der er en stor opsplitning, fordi der er så mange trossamfund, som har hver deres ofte ensidige tolkninger af kristendommen.

Folkekirken har været en af de værdimæssige grundpiller i hele den måde, vi har opbygget og forstået vores samfund på, og som det helt store flertal accepterer og tilslutter sig. Det er den stærkeste værdibærende institution i vores samfund, og jeg tilslutter mig dem, der synes, vi skal have en reform af den. Det skyldes blandt andet omgangen med de offentlige midler, problemerne på sogneplan, og at vi har brug for at tænke mere langsigtet, hvis vi skal holde på medlemmerne.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Den store rummelighed kan gøre, at kirken bliver konturløs, og det kan være svært for rigtig mange mennesker at se, hvad folkekirken egentlig er. Jeg vil også gå skridtet videre og sige, at det nemt ender i en form for relativisme, hvor alt bliver et fedt, fordi man tolker tingene på en måde, så man er villig til at acceptere stort set hvad som helst, og så trækker man indholdet ud af det.

Jeg er ikke selv medlem af folkekirken, for jeg meldte mig ud tilbage i 1970 under min studietid på universitetet i Aarhus. Jeg vakler fra dag til dag, men jeg ender nok med at melde mig ind igen, selvom der godt nok er meget, der trækker både i den ene og den anden retning. Det er blandt andet de ting, som jeg grundlæggende ikke forstår ved folkekirken. Det er særligt gudsbegrebet og gudsforståelsen, for jeg har en rationel tilgang til tilværelsen, og derfor er jeg tilbøjelig til at stå af, når det kommer til gudsbegrebet.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Det er, når præsten i sin prædiken holder sig til søndagens tekst på en sådan måde, at han kan holde opmærksomheden fanget og formidle budskabet til menigheden. I påsken var min kone og jeg til gudstjeneste, hvor præsten var i stand til fuldstændig fokuseret og koncentreret at holde sig til det, der var dagens tekst, og vi oplevede budskabet som meget relevant og vedkommende.

Prædikenen er noget af det vigtigste og mest centrale for mig under en gudstjeneste, og den kan selvfølgelig laves på rigtig mange måder. Den kan også blive illustreret og uddybet ved, at der inddrages andre tekster fra for eksempel litteraturen, men jeg foretrækker, at præsten holder sig til teksten, for det er rigtig stærkt. Jeg synes godt om hele rammen om en gudstjeneste, og salmerne er smukke. Det er uanset, om jeg er i kirke herhjemme eller på en rejse, for det er grundlæggende smukt, og jeg kan godt lide højtideligheden.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Det er, hvis ens tanker flyver af sted i alle mulige retninger, og det kan der være mange årsager til. Hvis præsten ikke er i stand til at formulere budskabet på en måde, som holder ens opmærksomhed fanget, er det ret tungt at komme igennem. Det kan skyldes formidlingsmæssig uformåen, men det kan også være, at præsten ikke har så forfærdelig meget på hjerte, så prædikenen svæver rundt.

Mange af ritualerne under gudstjenesten siger mig heller ikke så meget, og jeg har meget svært ved at forstå dem. Det gælder for eksempel nadveren, som, må jeg indrømme, ikke siger mig alverden. Jeg undlader altid at gå til nadver og bliver i stedet siddende på min plads, for jeg synes ikke, jeg kan stå inde for det eller forstå det. Nogle vil sige, man ikke skal tage sin fornuft med ind i det, men jeg tror, jeg er en meget typisk dansker på det område.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Igen vil jeg nævne USA, for de har om nogen et pluralistisk samfund med en accept af, at forskellige trossamfund kan leve side om side. Det multireligiøse giver en mangfoldighed og rummer masser af dynamik. Men det er gevinster, som er meget svære at sikre sig, for man ser andre multireligiøse samfund, hvor der er skarpe konflikter. Det kunne man se i det tidligere Jugoslavien, og man ser det også i Mellemøsten i dag, hvor samfundsmæssige ændringer gør, at jøder, kristne og muslimer ikke længere kan leve side om side.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Danmark har indtil de seneste årtier været et meget homogent land, der nærmest gav os et stammepræg, fordi vi har været domineret af kristendommen og ikke haft andre religioner inde på livet. I dag lever vi i et mere multireligiøst samfund, og vi har utrolig svært ved at håndtere det. Den ene reaktion viser sig ved, at nogle kristne siger, den ene religion kan være lige så god som den anden, og det har medført en form for relativisme, der er selvudslettende. Modsat er der andre, der i den offentlige debat siger, at de ikke kan acceptere grupper med andre religiøse tilhørsforhold, og at de i stedet skal lægge sig helt ind under vores værdisæt.