Der er en konstant summen af stemmer, høje højttaleropkald og klirrende bestik i Københavns Lufthavn i Kastrup. Her kommer der hvert år 24 millioner rejsende, og hvis nogle af dem søger et religiøst rum, kommer de til at lede forgæves.
I forbindelse med ombygningen af lufthavnen i 2008 blev det daværende multireligiøse rum taget op til overvejelse, og i stedet kom der en ny såkaldt Silent Lounge renset for religiøse symboler og neutralt indrettet med fokus på refleksion og ro i stedet for bøn.
Ifølge passagerchef i Københavns Lufthavn Marie-Louise Lotz er det nemlig ikke et religiøst rum, passagererne ønsker på deres rejse.
”Vi tog emnet op til revision i forbindelse med ombygningen og spurgte os selv, hvad behovet var, og i hvilken retning vi skulle gå,” siger hun.
Lufthavnens ledelse vurderede, at det ikke var et religiøst rum, passagererne ville have. Vurderingen hvilede ifølge passagerchefen på en gæstebog, hvor de besøgende kunne skrive deres kommentarer samt henvendelser til kundeservice og informationsskrankerne. Dertil kommer de omkring 100.000 passagerinterviews, der hvert år gennemføres om de rejsendes forventninger og ønsker til lufthavnenes indretning.
”Vi samlede det multireligiøse rum og et rum, hvor man kunne trække sig tilbage i stilhed, som passagererne efterspurgte, og her er man selvfølgelig velkommen til at tage sin religion med. Det er vigtigt for os at favne bredt. Og der har aldrig været nogen klager på det punkt,” siger Marie-Louise Lotz.
Da rummet blev præsenteret i 2008, forklarede Københavns Lufthavns i en pressemeddelelse sagen:
”Rummet henvender sig til alle passagerer, uanset deres trosretning eller nationalitet, og derfor er rummet renset for specifikke religiøse symboler, der kan virke anstødelige eller distraherende,” lyder skrivelsen, som er underskrevet af Sidse Marie Brandt, der var projektleder og arkitekt i Københavns Lufthavn.
Det var dengang. I dag er stillerummet holdt i sølv og hvidt, og neutralt ser det ud, da Kristeligt Dagblad og Marie-Louise Lotz træder ind i rummet. Eller rettere, det havde været neutralt, hvis ikke lige det var for et bedetæppe, som ligger i hjørnet.
”Der må være en af passagererne, som har lagt det herind,” siger Marie-Louise Lotz.
Netop religiøse symboler er svære at undvære, hvis man vil give mennesker mening, håb og retning i deres liv også når de er i transit mener Anne-Mette Grav-gaard, kunsthistoriker og sognepræst i Davids Kirke i København.
”Det er noget pjat og ren og skær uvidenhed at have et afslapningsrum uden et religiøst formål. Jeg kan godt forstå, at de i Københavns Lufthavn ikke vil gå ind i noget religiøst. Er man ikke selv bekendende, synes man ofte, det er flovt og gammeldags at tro på noget på den måde. Men der er mange, som har brug for et religiøst rum,” siger Anne-Mette Gravgaard.
Christian Roar Pedersen er sognepræst i Hals i Nordjylland og mediekonsulent i Aalborg Stift. Han plejer at besøge rummet, når han er i lufthavnen.
”Jeg har aldrig brudt mig om stillerummet. Det er renset for religiøse symboler. Det virker kønsløst og er hverken fugl eller fisk. Man burde kunne lave noget, som er mere appellerende til religiøse mennesker,” siger Christian Roar Pedersen.
I for eksempel Heathrow Lufthavn i London er der flere multireligiøse rum. Men Marie-Louise Lotz mener ikke, at det ligger i den danske kultur at have religiøse rum, og personalet i lufthavnen har ikke oplevet nogen efterspørgsel på steder for bøn og tilbedelse. Hun mener, at det er en tendens i tiden, at religion er blevet mere offentlig, og at troende derfor heller ikke har brug for et lokale med et religiøst tema.
”Vi ser ofte muslimer, der sidder og beder på trappeafsatser eller ved gaten,” siger hun.
Anne-Mette Gravgaard tolker ikke bønner ved gaten som et udtryk for, at religion er rykket fra den private sfære og ud i det offentlige rum. Hun ser muslimernes offentlige bønner som et udtryk for, at der mangler et sted, hvor de kan søge hen. For hende er løsningen ikke at bandlyse religiøse symboler, men snarere at lave et rum, som kristne og muslimer kan bruge i lufthavnen, med en foldedør i midten, så hver religion kan udtrykke sig i symboler og billeder. Anne-Mette Gravgaard har tidligere fungeret som konsulent ved indretning og oprettelse af religiøse rum på offentlige steder, og ifølge hendes undersøgelser og samtaler med forskellige trossamfund i den forbindelse er det primært kristne og muslimer, som har brug for et religiøst rum.
Det muslimske bedetæppe kunne være et fingerpeg om, at muslimer i hvert fald søger et religiøst rum i lufthavnen.
”Vi burde jo i princippet fjerne det muslimske bedetæppe,” siger Marie-Louise Lotz og rejser sig for at samle det op.
”Jeg lægger det i receptionen,” siger hun.
”Så kan dem, der vil, hente det der, hvis de har behov for det.”
Marie-Louise Lotz erkender, at de burde genoverveje Silent Lounge, hvis flere religiøse symboler begynder at snige sig ind.
”Hvis behovet bliver et andet, end hvad det er nu, så lytter vi til det,” siger hun.
