Paven sætter katolske værdier over for højreradikalisme

Pave Frans taler med indvandrere på den italienske ø Lampedusa, der er en italiensk ø, som for tusindvis ...

Pave Frans taler med indvandrere på den italienske ø Lampedusa, der er en italiensk ø, som for tusindvis afrikanske flygtninge er det første møde med Europa. Scanpix

Europæerne skal vise større solidaritet med migranter, der forsøger at komme ind i Europa, siger pave Frans. Katolske biskopper advarer mod fremmedfjendske partier

Er man interesseret i en skæv vinkel på debatten om illegal indvandring til Europa, skal man følge pave Frans. For i sine udmeldinger går han på tværs af Europas vante politiske kategorier.

Ved at insistere på næstekærlighed udfordrer han hovedstrømmen af kontinentets sekulære politiske tænkning, der ellers normalt roser sig af sin tolerance. Men samtidig advarer paven og den katolske kirke også direkte mod de fremmedfjendtlige partier på Europas yderste højrefløj, der ofte bryster sig af at forsvare kontinentets kristne arv og identitet.

Allerede få måneder efter at være blevet valgt til pave besøgte Frans den italienske ø Lampedusa, der fungerer som opsamlingssted for mange af bådflygtningene fra Nordafrika. Paven udtrykte forfærdelse over situationen, efterlyste større solidaritet med migranterne og forkastede den ”globaliserede ligegyldighed”, han fornemmede i resten af verden.

Det var i juli 2013, og siden er situationen kun blevet værre. Ifølge det europæiske grænseagentur Frontex er antallet af desperate mennesker, der forsøger at komme til Europa over Middelhavet, i år nået 60.000 og er dermed næsten fordoblet i forhold til samme periode sidste år.

Paven har problemet på nært hold. Italien, Spanien og Grækenland modtager flertallet af de fattige migranter, der har overlevet turen over Middelhavet i skrøbelige både bragt til veje af kyniske menneskesmuglere. Men selvom et land som Italien insisterer på, at EU for alvor forholder sig aktivt til problemet, tøver de øvrige medlemslandes regeringer, fordi de på hjemmefronten næsten alle er under pres for at begrænse indvandringen. Det gælder både til venstre og til højre, også selvom europæerne udfordres på deres mest basale instinkter om medmenneskelighed.

Det er i dette felt, at pave Frans markerer sig med afsæt i overbevisningen om det enkelte menneskes værdi. I maj henvendte han sig til generalsekretæren i FN's internationale arbejdsorganisation ILO, Guy Ryder, og efterlyste ”et samlet tiltag om at opfordre regeringerne til at lette bevægelsen af migranter til gavn for alle, og dermed eliminere menneskesmugling.”

Det er ikke en sprogbrug, der gør livet nemmere for politikerne, også selvom de er indstillet på at finde løsninger. Men pavens pointe er heller ikke at fremlægge en konkret politik, men at skubbe beslutningstagerne i den rigtige retning med al den moralske autoritet, som han er i besiddelse af.

Det er derfor ironisk, at Frans efter alt at dømme vil finde større lydhørhed for sine ord blandt den religiøst farveløse EU-elite end blandt de politiske partier, der roser sig mest af deres kristendom.

Kommissærerne og embedsmændene ved, at en humanitær katastrofe lurer lige om hjørnet, og at den ikke løses ved at forskanse sig. For partierne på den yderste højrefløj, der ved Europa-Parlamensvalget i sidste måned fik stor fremgang, forholder det sig omvendt. Her bruger man den kristne identitet til at afvise den muslimske verden, hvorfra langt størstedelen af de illegale indvandrere kommer. Man bakker gerne op om paven, når han taler om traditionelle familieværdier, men ikke når han af humanitære grunde efterlyser arbejdskraftens frie bevægelighed.

Derfor har EU's katolske biskopper i kølvandet på Europa-Parlamensvalget gjort det klart, hvem man sætter sin lid til, og hvem man ikke kan have noget med at gøre. Nogle af de partier, der vandt valget, er ”ikke blot populistiske, men nationalistiske og fremmedfjendske”, sagde kardinal Reinhard Marx, der er formand for den katolske bispekonference i EU, COMECE. De har en politik, der er ”uacceptabel for kristne,” understregede han.

Omvendt fremhævede den tyske kardinal, at den katolske kirke vil fortsætte med sit lobby-arbejde for, at EU's institutioner skal forsvare den menneskelige værdighed, bekæmpe arbejdsløsheden og støtte fair immigration.

Udtrykket ”fair immigration” er mindre radikalt end pavens ord om at ”lette bevægelsen af migranter”, for kardinal Marx har mere sans for nuancerne i europæisk politisk sprogbrug end den argentinskfødte pave. Men deres synsvinkel er den samme europæisk politik skal vejledes og om nødvendigt irettesættes af kristne værdier.