For mange rimer yoga og kirke ikke på hinanden. Men den forskellighed lod man sig ikke afskrække af i Timothe-uskirken i den københavnske bydel Valby. Her har man nu gennemført de første to hold af såkaldt kirkeyoga. De forreste stolerækker i kirken er blevet fjernet, og i stedet er der blevet lagt yogamåtter i en cirkel på gulvet.
Bag det alternative initiativ står sognepræst Stine Ravnborg Nissen.
”Vi havde en visionsdag tilbage i 2012, hvor vi talte om krop og kirke. Vi ønskede et koncentreret fokus på, hvordan vi kan dyrke kroppen bruge den som en del af troen,” siger Stine Ravnborg Nissen og uddyber:
”For mange kristne og dem, som kommer i kirken er kroppen kappet af. Troen er blevet alt for intellektuel og noget, som sidder fra halsen og op.”
Sognepræsten har selv dyrket yoga, og det er, fremhæver hun, en vej til nærvær og inderlighed gennem kroppen. Derudover ser hun det som en anden måde at opnå gudsbevidsthed på end ved at høre tekster og synge salmer. Hun ved godt, at Østens yoga for nogle kan virke anstødelig i kirkerummet.
”Vi er da også blevet skudt i skoene, at det her er en måde at liste østlig religion ind ad bagdøren. Men for mig at se er yogaen en livsanskuelse, som går hånd i hånd med de kristne værdier. Gennem yoga kommer du nemlig tættere på dig selv og din egen balance. På den måde har du også det bedste rygstød for at optræde givende over for verden,” siger Stine Ravnborg Nissen og fremhæver det dobbelte kærlighedsbud: 'Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv'.
”Når du elsker dig selv, formår du også at elske verden.”
Stine Ravnborg Nissen har selv prøvet forskellige former for yoga. I fitnesscentret, hvor det handler om motion, men også yoga i den hinduistiske tradition.
”Den hinduistiske yoga kom ikke tæt på mig selv simpelthen fordi traditionen var for fremmed for mig. Ved at bringe yogaen ind i kirken er den blevet nærværende,” siger sognepræsten.
På kirkegulvet i Timotheuskirken er der typisk kommet mellem 12 og 20 deltagere pr. gang. Folk har ikke skullet tilmelde sig, men har kunnet dumpe direkte ind fra gaden. Hver yoga-lektion er begyndt meditativt med fokus på åndedræt og simple kropsøvelser. Dernæst følger en meditation over de bibelske tekster fra både Det Gamle og Det Nye Testamente. Yoga-timen slutter med en kristen bøn.
”Det er en kristen indpakning til yogaens bevægelsesform,” siger Stine Ravnborg Nissen.
En af dem, som har været til kirkeyoga, er Lissi Sørensen. Den 53-årige socialpædagog havde dyrket yoga som gymnastik i flere år, men som ganske almindelig folkekirkekristen uden nogen særlig tilknytning til kirken blev hun mildest talt overrasket over yogatilbuddet.
”Kan man virkelig lave yoga i en kirke? Og tør jeg det?”, spurgte hun sig selv, men valgte så alligevel at dumpe ind en dag med en veninde.
Lissi Sørensen indrømmer, at det var en anelse grænseoverskridende at ligge så tæt på alteret, og at det var præsten, der underviste i yoga. Men varmen fra gulvet, stearinlysene, roen og den særlige stemning greb hende.
”Førhen har jeg mest færdedes rundt om kirken. Med børnene til spejder og basar og til julegudstjeneste, hvor vi har siddet lidt udefra og taget imod. Nu mærkede jeg i høj grad, at kirken også er min, ikke kun præstens. Kirken er blevet min ven,” siger Lissi Sørensen.
Hendes forhold til troen og kirken er forandret.
”Det er blevet tydeligt for mig, at kirkerummet ikke kun er ord. Jeg er blevet rørt af at være i rummet, og min tro har fået en større inderlighed.”