Biskop stødt over dansk VM-reklame

Ærkebiskoppen over Rio de Janeiro har truet med at sagsøge et dansk reklamefirma

Den berømte Jesus-statue Cristo Redentor, der troner over Rio de Janeiro, bliver brugt til mange forskellige formål. Her er det tyske fodboldfans, der lyser figuren op med tyske farver.
Den berømte Jesus-statue Cristo Redentor, der troner over Rio de Janeiro, bliver brugt til mange forskellige formål. Her er det tyske fodboldfans, der lyser figuren op med tyske farver.

Reklamefirmaer lever af fikse påfund, der tiltrækker opmærksomhed. Og nogle gange går de over grænsen mellem, hvad der opfattes som uskyldig humor, og hvad der for nogle kan føles krænkende.

Det er det danske reklamebureau McCann Copenhagen et nyligt eksempel på.

McCann Copenhagen har produceret en reklamefilm for spil- og tipsfirmaet Ladbrokes i forbindelse med den igangværende VM-slutrunde i fodbold i Brasilien. I filmen trækkes en fodboldtrøje over hovedet på Rio de Janeiros berømte vartegn en statue af Jesus placeret højt over byen med navnet Cristo Redentor (på dansk: Kristus forløseren).

Det har fået den katolske ærkebiskop over Rio de Janeiro til at true det danske firma med sagsanlæg, fordi han anser filmen for en krænkelse.

Filmen blev kort efter fjernet fra spilfirmaets hjemmeside, men er stadig i omløb flere steder på de sociale medier på internettet. Blandt andet kan den ses på You-Tube. De to reklamemænd bag miseren Silas Jansson og Cliff Holm forklarer, at man bestemt ikke ville krænke nogen ved at iklæde den 38 meter høje statue en fodboldtrøje, men at man tværtimod ville hylde det ikoniske kristne symbol.

”Vi er ret overraskede over udviklingen. Vi havde på ingen måde forudset, at filmen ville krænke nogen, da det slet ikke var et forsøg på at komme i clinch med kirken,” siger de to til Metroxpress.

Det er ikke første gang, at biskoppen er blevet forarget over en reklame, der fremstiller Jesus-statuen i fodboldtøj i forbindelse med VM-slutrunden.

Den italienske tv-station Rai Uno fik problemer, efter at den i et tv-spot havde iklædt samme statue en italiensk landsholdstrøje. Den episode fik ærkebiskoppen over Rio de Janeiro til at sagsøge tv-kanalen for et beløb, der svarer til omkring 100 millioner kroner, hvilket det danske reklamebureau indtil videre har undgået.

”Et erstatningskrav i den størrelsesorden ville være nok til at lukke virksomheden ned, så vi er ret glade for, at vi valgte at tage videoen af, og at ærkebiskoppen i stedet valgte at fokusere på italienerne,” siger Silas Jansson og Cliff Holm til Metroxpress.

Statuen af Cristo Redentor er placeret på Corcovado-bjerget, som befinder sig over 700 meter over havets overflade. Statuen blev indviet i 1931.