Syriens kristne lider under islamismen

Det bliver en katastrofe for de syriske kristne, hvis oprørshæren med dens islamistiske slagside får magten i landet, siger syrisk ortodoks kirkehistoriker

En kristen kvinde læser en besked om et dødsfald på en opslagstavle på torvet i Mararita, en kristen by i Syriens centrale Homs-region, der ligger cirka 200 kilometer nordvest for hovedstaden Damaskus. Den slags beskeder har der været mange af i årene, efter at oprøret mod præsident Bashar al-Assad brød ud.
,
En kristen kvinde læser en besked om et dødsfald på en opslagstavle på torvet i Mararita, en kristen by i Syriens centrale Homs-region, der ligger cirka 200 kilometer nordvest for hovedstaden Damaskus. Den slags beskeder har der været mange af i årene, efter at oprøret mod præsident Bashar al-Assad brød ud. ,. Foto: Louai Beshara.

Gabriel Rabos modersmål er aramæisk, Jesu sprog, som ikke tales af mange i dag. Han er født i området Tur Abdin i det sydøstlige Tyrkiet, som også strækker sig ind over grænsen til Syrien. Det er gammelt kerneland for de syrisk-ortodokse, hvis kirke, også kaldet den aramæiske, er en af verdens ældste.

Rabo bor i Tyskland og er kirkehistoriker tilknyttet Göttingen Universitet. Mange syrisk-ortodokse lever som Rabo i eksil, for de chikaneres stærkt i Tyrkiet. Indtil for nylig levede de i fred i Syrien. Gabriel Rabos syn på oprøret mod Syriens præsident Bashar al-Assad er dybt pessimistisk, og han har svært ved at forstå det som et arabisk forår.

”Man kan ikke kalde denne borgerkrig noget forår med foreløbig 170.000 dræbte. Det er snarere en vinter for Syriens borgere,” siger Gabriel Rabo over telefonen fra Göttingen.

”Og for de kristne i Syrien er det blevet det værste skæbneslag i deres lange historie.”

Vestlige medier fortæller ellers gerne, at Syriens kristne støtter kampen mod Assad, men realiteten er en anden, indvender Rabo.

”Det var kun få kristne, der gjorde det i begyndelsen. Og de har besindet sig. Jeg vil sige, at de allerfleste kristne i Syrien forholder sig neutralt, mens de ønsker, at Assad bliver på posten, for de regner med større fred under hans styre.”

Deres forhold er faktisk udmærkede, understreger Gabriel Rabo.

”De nyder generelt stor frihed, både religionsfrihed og ytringsfrihed, og de kan holde deres gudstjenester, som de vil. Det er helt forskelligt fra de øvrige arabiske lande. Selv i Tyrkiet bliver de kristne systematisk chikaneret.”

I den tyrkiske del af de syrisk-ortodokses gamle område er de kristne fordrevet fra mange landsbyer, og muslimer har overtaget deres gårde.

”Syrisk tv og radio bringer skam gudstjeneste-transmissioner. Så sent som i går, da vores nye patriark blev indsat, viste tv ceremonien ubeskåret, og aramæere i hele verden fulgte med ved skærmen. Medmindre de kristne markerer sig politisk oppositionelt, nyder de god behandling. De er skattede medborgere, der sidder kristne i det nationale parlament, og de har lov at være borgmestre ude i de kristne landsbyer. Der er også kristne blandt Syriens højere embedsmænd.”

Og de frygter at komme fra asken til ilden, hvis Assad styrtes?

”Ja. Oprørshærens mange fraktioner kæmper nu også indbyrdes, men de stærkeste er efterhånden islamisterne, ikke mindst al-Qaedas syriske aflægger, al-Nusra. De islamistiske grupperinger kaster landet ud i kaos. Bag fronten gennemfører de halshugninger og sågar korsfæstelser, og de går især efter de kristne. De kristne landsbyer rammes hårdt for tiden.

I april måned sidste år kidnappede islamister biskopperne Yuhanna Ibrahim, syrisk-ortodoks, og Paul Yazicifra, græsk-ortodoks. De er stadig ikke fri. Jeg minder også om de 13 nonner, der blev bortført fra et kloster i en kristen landsby og befriet her i marts.

Sadad er hovedby for os syrisk-ortodokse. Den var besat en uge, før regeringstropper kunne befri den. Terroristerne brugte byens kristne som levende skjolde, og de dræbte 45, mænd, kvinder og børn. De ødelagde alle kirker og alle offentlige bygninger, inklusive skolerne.”

Syrien er det land i Mellemøsten, hvor den kristne befolkningsgruppe er størst. Området er jo også det første, efter Israel, hvor kristendommen forkyndtes. Men nu er den store flugt fra landet sat i gang, betoner Gabriel Rabo.

”Mange kristne flygter via Tyrkiet til Libanon, Jordan og Europa. De syrisk-ortodokse i nord flygter over grænsen til Tyrkiet, hvor deres trosbrødre har opført en lejr til dem ved et kloster. Man skaffer også plads til dem i landsbyerne, men situationen er ikke holdbar i længden.”

Rebellerne er drevet ud af deres højborg, Homs, og livet vender tilbage til den store by.

”Men alt er jo ødelagt. Især er kirkerne ramt. De fleste er nedbrændte. En af de ældste af vore ortodokse kirker, Den hellige Jomfrus Kirke, en årrække sæde for det syrisk-ortodokse patriarkat, er tilintetgjort. Det er en katastrofe. Og dens antikke genstande er forsvundet. Gudskelov var Marias hellige bælte dog bragt i sikkerhed.”

Der er tale om et relikvie, der angiveligt er et bælte, som jomfru Maria bar. Videnskabelige undersøgelser har faktisk dateret dets alder til 2000 år.

”Det blev fundet i kirken i 1952 med et dokument, der på aramæisk siger, det tilhørte Guds moder. Vi skatter det meget højt.”

De kristne vender tilbage til Homs nu. Man har påbegyndt genopbygningen af denne vigtige kirke, og man har afholdt symbolske gudstjenester i ruinen.

”For to uger siden holdt man nadver der igen for første gang, og næsten alle regionens patriarker kom til stede for at yde moralsk støtte, herunder den ortodokse og den katolske biskop fra Libanon og den ortodokse biskop fra Damaskus.”

Når medierne i Vesten kan hævde, at landets kristne bakker op om den syriske revolution, skyldes det muligvis automatisk sympati for ideen om en oprørshær, der vil styrte en diktator.

”Der er en skævhed i de europæiske mediers beretning fra borgerkrigen. De tyske medier hernede bragte således næsten intet om rebellernes massakre i Sadad. Jeg informerede en katolsk avis, og først da skrev de om den.”

Føler landets kristne sig glemt af Vesten?

”Mange vestlige kirker støtter deres brødre i Syrien, men de har ikke mulighed for at standse grusomhederne. Her er det regeringerne, der skal kaldes på, og de følger forsigtigt egne politiske interesser.

De arme mennesker dernede håber på opmærksomhed og støtte. Jeg vil dog sige, at de kristelige medier her i Tyskland vier dem stor opmærksomhed. De yder dermed en sand kristelig gerning.”

Gabriel Rabo selv gør, hvad han kan, for at forsyne dem med fakta fra borgerkrigen. Men nu skal han i næste måned forsvare sin disputats om den syrisk-ortodokse biskop Dionysios Bar Salibi, der døde i 1171.

”Han er en meget stor teolog, som er ret ukendt i Vesten. 70 større eller mindre værker har han efterladt sig.”

Et af hans større teologiske værker, en romerbrevskommentar, gjaldt længe som forsvundet, men er blevet fundet af Gabriel Rabo.