”Det har da været hårdt indimellem, og det har også kostet hån. For eksempel når andre politikere har hånet mig, fordi jeg gik så meget op i det, de bare ville kalde et lille foster, der knap var blevet til. Og den hån kan da godt gøre ondt.”
Ordene kommer fra tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk. Efter mange år i politik, nu som konservativt byrådsmedlem i Ikast-Brande Kommune, kender hun alt til de konflikter, der kan opstå, når man som hun ofte har stået for et synspunkt, der ikke var foreneligt med flertallets.
De karakteristiske grønne øjne med det særlige lys kigger roligt frem for sig, mens den 68-årige politiker holder en kort pause. Så fortsætter hun smilende:
”Men jeg ved bare med mig selv, at de kan sige, hvad de vil, for der er tale om menneskeliv, og det vil jeg altså kæmpe for. Men jo, det at have nogle andre meninger end flertallet har kostet på den led i mange omgange, og der er stadigvæk folk, der ikke forstår, at jeg vil bruge min tid på sådanne ting. Det ville da helt sikkert have været nemmere, hvis jeg kun ville kæmpe for noget, hvor jeg vidste, 90 procent af befolkningen ville være enig med mig. Men hvis man har nogle værdier, man gerne vil have, skal præge vores land, så må man jo også kæmpe for dem.”
At stå ved sine meninger hører med til det at være kristen, påpeger Tove Videbæk. Og selvom hun ikke længere er i Folketinget, forsøger hun stadig bag linjerne at arbejde for at nedbringe antallet af aborter, ligesom hun gjorde det i Kristeligt Folkeparti, da ledelsen på et tidspunkt ønskede at nedtone denne del af partiets politik. En melding, der fik mange af partiets støtter til at sige farvel, og i 2008 følte også Tove Videbæk sig nødsaget til at forlade partiet.
At det kan få konsekvenser at stå ved det, man tror på, er et tema, som går igen i søndagens prædiketekst. Her taler Jesus om, at enhver må bære sit kors for at være hans discipel.
”Det er klart, at det kan være en udfordring at leve som kristen i Danmark, men det er slet ikke en udfordring, som når kristne i Mellemøsten bliver forfulgt, og de skal frasige sig deres tro, ellers vil de blive slået ihjel. Der kan man virkelig tale om, at de kristne bliver stillet over for et valg mellem deres liv og deres tro,” mener Tove Videbæk.
Fra de store køkkenvinduer i lejligheden i Brande i Midtjylland strømmer sommerlyset ind på spisebordet, hvor Tove Videbæk har Bibelen på Hverdagsdansk liggende opslået. Bogen har hun hentet ned fra bogreolen i stuen ud af en større samling bibeler og bibelkommentarer. Som daglig bibellæser har hun brug for flere redskaber til at forstå teksten og også ved læsningen af søndagens prædiketekst blev der fundet hjælpemidler frem. Årsagen er sætningen: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel”.
”Det er faktisk et sted, som jeg flere gange har undret mig over, for hvad drejer det sig egentlig om? Skal man hade sin familie? Derfor fandt jeg den hverdagsdanske version frem, hvor der i stedet for hader står ”skal sætte mig højere end”. Og i forskellige kommentarer til teksten har jeg kunnet læse, at der med ordet ”hade” her er tale om et idiom, altså et særegent ord for nogle bestemte ting. Egentlig betyder ordet ”at sætte højere.” Det vil sige, vi skal sætte Gud højere end alt andet,” forklarer Tove Videbæk og forsætter:
”Og det kan jeg meget bedre forstå. Det stemmer jo også overens med, at Jesus siger, vi først og fremmest skal elske Gud og dernæst din næste som dig selv. ”
Ord, politikeren har som pejlemærke og selv forsøger at efterleve, fortæller hun og tilføjer:
”Men jeg er hverken helt eller helgen, så man må bare gøre det, så godt man kan.”
Tove Videbæk og hendes mand er aktive kirkegængere og medlemmer af Kirken i Kulturcenteret i København, selvom de i dag bor i Brande. Men eftersom de begge stadig qua deres arbejde og frivillige engagement i forskellige organisationer ofte er i København, har de bibeholdt deres medlemskab af kirken der. Om søndagen i Brande deltager de gerne i gudstjenesten i folkekirken, eller de besøger den lokale baptistmenighed eller pinsekirke.
”Vi har altid været meget økumenisk anlagte og er kommet sammen med mange forskellige slags kristne. Det er fantastisk, når mange forskellige kristne mødes, for det er sådan, det bør være, synes jeg. Vi er jo alle sammen Guds børn,” siger Tove Videbæk.
Kristendommen har altid været en del af hendes liv. Da Tove var fem år, skete der noget, der fik afgørende betydning for familiens trosliv.
”Jeg kan huske, at jeg kørte rundt i vores gård på min lille cykel og fik meget ondt i maven. Jeg gik ind til min mor, som fik fat i lægen. Men han var en gammel militærlæge, der ikke mente, man skulle tage det så tungt, at et lille barn fik ondt i maven. Han syntes, vi skulle se tiden an. Der gik en måned, og jeg fik mere og mere ondt. Mine forældre kunne ikke lægge dynen over mig, uden at jeg skreg. Til sidst slog min mor i bordet, og jeg kom på hospitalet. Her røg jeg direkte på operationsbordet,” fortæller Tove Videbæk.
Den lille pige havde tarmslyng, men var kommet alt for sent på sygehuset, og lægerne kunne intet stille op. Tove Videbæks forældre fik besked om, at de skulle tage hjem til de fem andre, raske børn. Tove ville de ikke få hjem igen. Efter operationen lå den femårige pige bevidstløs i sin seng.
”Men mine forældre ville ikke give op. De kendte nogle personer, som de vidste, troede på, at man kunne bede til Gud om helbredelse. Mine forældre fik fat på dem, og de pågældende personer ville gerne bede for mig. Så det gjorde de, og jeg vågnede op, og fra den dag af begyndte jeg at blive rask. Inden for en måned var jeg hjemme igen,” fortæller Tove Videbæk.
Familien blev efterfølgende engageret i Pinsekirken i Haderslev, hvor Tove Videbæk og hendes søskende også gik i søndagsskole.
”Og jeg elskede det. Det behøvede ingen at tvinge mig til,” husker hun.
Hendes kristne tro har siden spillet en rolle i såvel privat- som i arbejdslivet, og det var naturligt for hende at sige ja til at stille op for det daværende Kristeligt Folkeparti, da hun i 1989 blev spurgt.
En beslutning, hun ikke har fortrudt.
”Jeg har aldrig drømt om at tjene styrtende med penge, men har i stedet ønsket at arbejde med noget, der betyder noget for nogle mennesker. Og det har jeg fået lov til. Jeg var meget glad, da vi fik aborthandlingsplanen igennem i 1999 og hospicelovgivningen i 2004. Som frivillig formand for Hospice Forum Danmark bruger jeg mange timer på at have kontakt til de forskellige hospicer, politikere og mange flere. Det er ulønnet arbejde, men det er løn nok i sig selv, at det betyder noget for mennesker. Det er da meget mere værd, end at man bliver rig på en hel masse fysiske ting,” mener Tove Videbæk.