VM er et religiøst udstillingsvindue

Fodboldspilleren Islam Slimani fra Algeriet og en af hans holdkammerater fejrer et mål under fodbold-VM med ...

Fodboldspilleren Islam Slimani fra Algeriet og en af hans holdkammerater fejrer et mål under fodbold-VM med den muslimske bøn Sujud, hvor panden, hænderne, knæene og tæerne rører jorden. Scanpix

Religiøse ritualer bliver en stadig større del af moderne sport, mener en religionsforsker

Der foregår ikke kun en kamp om bolden, målene og sejren, når fodboldspillere fra 32 lande i disse uger går på banen til VM i Brasilien. Der foregår også en kamp om at vise sin religion frem.

Det så man blandt andet, da Algeriet i landets kamp mod Belgien overraskende kom foran med et mål. Efterfølgende løb fire algierske spillere direkte ud mod hjørneflaget, hvor de knælede i den muslimske bøn Sujud.

Den form for religiøse ritualer ser man stadig flere af i moderne sport, forklarer lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet Marianne Qvortrup Fibiger, som blandt andet har forsket i sammenhængen mellem sport og religion.

”Engang var der en meget klar adskillelse af, at noget var sport, og noget var religion. Og man viste ikke sit religiøse tilhørsforhold på banen,” siger hun og fortsætter:

”Men der er sket en opblødning, og nu gør man det mere og mere. Det er et sindbillede på, hvordan markering af et religiøst tilhørsforhold ikke længere er noget, man fortier. Der er over en milliard mennesker, der følger VM, så det er det sted, du i det offentlige og medialiserede rum kan vise dit religiøse tilhørsforhold”.

Og det har en ”kolossalt stor” effekt, fordi mange fodboldspillere er idoler for rigtig mange mennesker, forklarer kommunikationsekspert Kresten Schultz Jørgensen, direktør i kommunikationsbureauet LEAD Agency. Derfor er VM i Brasilien ikke kun et sportsarrangement. Det er også et religiøst udstillingsvindue, mener han.

”VM er en showcase, hvor der sælges rigtig meget. Der sælges hårprodukter, fodboldstøvler, bolde og tøj. Men der sælges også identitet og fortællinger og dermed religion,” siger Kresten Schultz Jørgensen.

Han kalder det ”ekstremt effektiv markedsføring”, når katolske spillere slår korsets tegn, eller når muslimske spillere knæler i bøn.

”Uanset om eksempelvis den algierske fejring er orkestreret eller intuitiv, så er inspirations- og læringsfaktoren enormt stor, fordi de religiøse symboler kobles op på noget, der er meget let fatteligt. De bliver gjort meget, meget operative foran milliarder af seere,” siger Kresten Schultz Jørgensen.

Det internationale fodboldforbund, Fifa, har ellers flere gange indskærpet det forbud mod religiøse budskaber på fodboldspilleres tøj og udstyr, som har eksisteret siden 2007. Det skete blandt andet, da de brasilianske stjerner Kaka og Lucio efter en sejr mod USA i 2009 fejrede det ved resolut at iklæde sig t-shirts med påskriften: ”Jeg elsker Jesus” og ”Jeg tilhører Jesus”. Fifa bekræftede atter forbuddet forud for sommerens VM-slutrunde, men forbundet har ingen kommentarer til, om man vil agere i forhold til planlagte, religiøse fejringer.

Marianne Qvortrup Fibiger mener dog, at gradbøjningen ligger i, om det religiøse symbol er direkte eller indirekte.

”Man sender et meget direkte signal ved at nævne Jesus eller Allah, hvorimod ritualer er en mere indirekte markering. Og der mener man, at man skal have friheden til at kunne juble, også ud fra en bestemt overbevisning,” siger hun.

Og selvom tusinder af børn verden over slår korsets tegn eller udfører andre religiøse ritualer, når de vil efterligne deres fodboldidoler, tager børnene ikke det religiøse indhold til sig, mener Henrik Reintoft Christensen. Han er adjunkt ved Aarhus Universitet og forsker blandt andet i religion i det offentlige rum.

”De kan bare se, at det er den måde, deres helte fejrer deres triumf. Så det er en religiøs gestik, som bliver kopieret rent fysisk, uden at indholdet kommer med. Det kunne lige så godt være en sambarytmedans,” siger han.