To unge mænd slænger sig i de bløde sorte lænestole i teltet. Begge med en dåseøl i hånden.
”Hey,” siger de og stopper præsten, Lise Therkildsen:
”Hvornår er der fællessang?”.
Vi er på Nibe Festival. I teltet ved siden af spilles der høj musik. Lidt længere inde i skoven, på festivalpladsen, spiller nogle af tidens største danske kunstnere.
Men lige her, i teltet ”Folkekirken”, bliver der talt, skrevet bønner og sunget sange. Og så bliver de unges mobiltelefoner opladt, mens øllene bliver drukket.
Det er niende år i træk, at Aalborg Stift er repræsenteret med et telt på Nibe Festival. Her kommer de mange unge mennesker døgnet rundt. I teltet bliver der altid serveret kaffe, te og saftevand. De unge sidder ved borde og i sofaarrangementer i teltet og spiller spil, mens de gennem teltets mange stikdåser kan få ladet deres telefoner op. Der står en skål med kondomer, man kan tage, og bagerst i lokalet er der et separat skrifterum, hvor man døgnet rundt kan få sig en snak med en af de frivillige.
Alt dette er et forsøg på at møde de unge der, hvor de er, fortæller Lise Therkildsen, sognepræst i Mou:
”Det er et af de eneste tidspunkter, man kan møde den gruppe unge på. De unge kan finde ud af, at man kan tale med en præst om mange ting. For eksempel hvis ens kæreste har været en utro. Det gør, at de får forholdet til folke-kirken med herfra. Det håber jeg i hvert fald,” siger Lise Therkildsen.
”Er der nogen af jer, der skal have vasket fødder?”, spørger provsten i Nibe, Jens Anders Djernes.
”Mener du det?”, spørger festivalgæst Maiken Kristensen og tager gummistøvlerne af.
To unge kvinder går forbi ritualet.
”Wow, hvorfor gør de alt det der?”, spørger den ene, men præsten er uden for hørevidde.
Teltet byder også på mere utraditionelle metoder til at lokke de unge ind. For eksempel de mange stikdåser, der skal bruges til at lade de unges telefoner op. Men det handler ikke om at fedte for de unge, siger Lise Therkildsen.
”Vi taler til deres behov. Det handler også om fællesskab, og mobiltelefoner spiller i dag ind i det. Folk venter i teltet, mens deres telefoner lader op. Så hygger de sig og taler med deres venner.”
Uden for sidder festivalgæsten Nicolaj Munch Jensen og taler med sine venner. Han sætter pris på de afslappede omgivelser.
”Der er en naturlig ro. En slags respekt for stedet. Folk kommer her for at geare ned,” siger han.
Til daglig kommer Nicolaj ellers ikke i kirken. Den passer ikke til ham, mener han. Men her i teltet vises en anden side af kirken. En side, der hovedsageligt handler om medmenneskelighed.
”Hvis folkekirken var som her, så ville jeg komme der noget mere,” siger Nicolaj.
Der er mange unge mennesker omkring teltet. Og det passer den tilstedeværende sognepræst godt.
”Der kommer efterhånden flere tilbud målrettet de unge. Men det er klart, at vi kan gøre mere, når vi kommer hjem fra Nibe,” siger Lise Therkildsen.
Klokken 18.30 er festen så småt ved at gå i gang på pladsen, og aftenen begynder med en aftenbøn, som Lise Therkildsen har sammensat fra bønner, de unge har lagt ned i en kasse, der er lavet til formålet. Der klappes og hujes efter de sange, der også synges i kirketeltet, og de unge lister ud af teltet og ud for at feste, og Lise Therkildsen slutter af med en sammenskreven bøn fra de unge til Gud:
”P.S. Jeg elsker dig, men jeg vil gerne være lidt højere, og næste år vil jeg have gratis øl. Amen.”