Den 24-årige kenyanske psykologistuderende Nelson Ondari har ikke fortalt sin mor, at han ikke tror på Gud. Måske vil han aldrig fortælle hende det.
”Hun ville blive chokeret og straks begynde at lede efter en eksorcist, som hun kunne betale for at uddrive forbandelsen af mig, så jeg igen kunne blive i stand til at tro på Gud,” siger den spinkle unge mand med et skævt smil.
Nelson Ondaris søskende og far ved til gengæld godt, at familiens ældste søn har droppet den protestantiske kristendom, han fik ind med modermælken som barn i en familie, der gik i kirke hver søndag.
”Jeg har aldrig været særligt interesseret i Gud. Han har aldrig virket nærværende for mig. Da jeg kom i gymnasiet, holdt begreber som himlen, helvedet og skabelsen alt det overnaturlige helt op med at give mening for mig. Jeg lærte en masse nyt. Mine søskende tror stadig på Gud, min far også, men han tager det mere roligt, at jeg ikke er troende, end min mor ville gøre.”
Nelson Ondaris ven, 29-årige Richard Oduor, er også erklæret ateist. Han voksede op i en katolsk kristen familie, men da han blev teenager, satte skepticismen ind, fortæller han.
”Jeg læste en bog, min far havde, der var en katolsk udlægning af verden og livet. Men den Gud, de diskuterede i bogen, var ikke uforanderlig, og der var så mange selvmodsigelser. Jeg savnede dokumentation og beviser. Der var ingen, der satte spørgsmålstegn ved noget i den bog,” siger Richard Oduor, der i dag har en universitetsgrad i biomedicin fra Nairobi Universitet og sværger til videnskaben.
Biomedicineren undgår helt emnet religion, når han besøger sin familie, der bor i det nordlige Kenya. Selv bor Richard Oduor i Nairobi sammen med sin kone, som han er borgerligt viet til. Hun tror selv på Gud, men ved godt, at hendes mand ikke gør, og accepterer det. Men, fortæller Richard Oduor, han vil hellere undgå at skabe oprør i resten af familien, når ”det er nemt at undvige emnet de par gange om året, jeg besøger familien”, siger han.
De to unge mænd undgår i det hele taget at diskutere deres ateisme med troende kenyanere.
”Fordi vi ikke får nogen positiv respons på vores holdninger. Hvis vi skulle forelæse for kristne kenyanere i sociale sammenhænge om alle de bøger, vi har læst, og alle de grunde, vi har til at være ateister, ville det være ren tortur for begge parter. De bliver chokerede, når de hører det, og opfatter os som dårlige, fortabte mennesker, der ikke kommer i himlen,” siger Richard Oduor.
I det store østafrikanske land, hvor næsten alle tror på enten Gud eller Allah, efterlader det ikke mange at diskutere med.
Af samme årsag er både Richard Oduor og Nelson Ondari medlemmer af organisationen ”Kenyas organisation af fritænkere”, som Nelson Ondari grundlagde i 2011. Organisationen begyndte som en debatgruppe på universitetet, men rykkede sidenhen over på det sociale netværk Facebook, hvor den hurtigt fik mange medlemmer, der efterhånden begyndte at mødes til debat hver fredag klokken 18.
I dag tæller gruppen over 2500 medlemmer, og der kommer flere til hver eneste dag, fortæller Nelson Ondari. Det er en forsvindende lille andel i et land med over 40 millioner indbyggere.
Medlemmerne er spredt over hele Kenya, og det er kun, dem bor i hovedstaden Nairobi, der møder op om fredagen. Her debatterer medlemmerne et på forhånd fastlagt emne som for eksempel ”Eksisterer Gud?”.
Indimellem er det svært at være ateist i et land, hvor det sociale fællesskab i høj grad er centreret om familien og kirken, der ”polstrer kenyanerne mod livets problemer der, hvor staten polstrer jer i rige lande som Danmark. Det er derfor, du kan finde det største antal kirker i slummen her i Nairobi,” mener Richard Oduor.
Det betyder, at man som ateist i Kenya uværgerligt kommer til at stå alene med sine overvejelser og problemer, og så er fællesskabet i Kenyas fritænkeres organisation ekstra vigtigt.
Nelson Ondari og Richard Oduor har sværere ved at finde meningen med livet og kæmper mere med deres egne dumheder end deres kristne og muslimske jævnaldrende i hovedstaden. Men det får dem ikke til at genoverveje at genoptage kristendommen og troen på Gud.
”Vi bestræber os på at få kenyanerne til at tænke selv: Hvis du er syg, skal du først gå på hospitalet, og så kan du bede til Gud bagefter. Hvis du er arbejdsløs, så søg job i stedet for kun at bede til Gud. Om få år tror jeg, at der er mange flere ateister i Kenya,” siger Richard Oduor.