I dag er der i Egypten officielt 10 jødiske kvinder i Kairo og tre til fire i Alexandria. Resten af de mellem 80.000 og 120.000 jøder, der boede i Egypten indtil 1950'erne, er enten emigreret eller draget i eksil lig den gammeltestamentlige fortælling om jødernes udvandring fra Egypten.
Så lakonisk lyder det fra den 35-årige egyptiske filminstruktør Amir Ramses, der er aktuel med filmen ”Jews of Egypt”, som for nylig blev vist i København, hvor Kristeligt Dagblad mødte ham.
Filmen blev forsøgt stoppet af de egyptiske sikkerhedsmyndigheder, som mente, at det var for stærk kost at producere en film om jøder i Egypten. Men det var for sent, da den allerede var lanceret på det sociale netværk Facebook.
”Jeg har altid været optaget af egyptisk identitet, medborgerskab og relationen mellem kulturer og etnisk harmoni. Og det har ændret sig meget over 60 år,” siger han.
De egyptiske jøder udgjorde et både økonomisk og forretningsmæssigt aktiv for Egypten, og Amir Ramses fortæller, at der aldrig har været en egentlig lov om jøder i Egypten. De jøder, der var i Egypten, som Ramses har fundet frem til, har stort set kun godt at sige om deres liv i landet. I hvert fald indtil 1950'erne. Amir Ramses har, ud over de få jøder i Egypten, også opsøgt en lang række af de jøder, der forlod landet i 1950'erne.
Robert Grunsbaum, en af jøderne i filmen, siger blandt andet, at hans far fik egyptisk statsborgerskab, gik i arabisk skole og talte arabisk og endte som kommunist.
”Man spurgte ikke til religion, og det var ikke lovligt at registrere folk, efter hvilken tro de havde,” siger han.
”Vi fastede også under ramadanen,” fortæller Isabelle de Button, en anden jøde i filmen, og tilføjer, at det indtil 1950'erne var lovligt at etablere zionistiske organisationer i Kairo.
”De jødiske kommunister sloges med zionisterne i Kairos gader,” fortæller jøden Leon Castro, der også er med i filmen.
Ella Elialevin har gode minder fra tiden i Kairo:
”De to bedste veninder, jeg havde som barn, var henholdsvis kristen og muslim.”
Ifølge jødiske Aline Clauvell ændredes situationen efter udbruddet af Anden Verdenskrig:
”I 1943 ændrede alt sig. Hadet mellem egyptere og jøder begyndte så småt. De unge jødiske bevægelser samlede donationer og begyndte at emigrere. Det Muslimske Broderskab, stiftet af Hassan al-Banna i 1928, begyndte at gå mod de jødiske kvarterer i byen, hvor de smadrede butikker og udøvede andre former for chikane og hærværk,” siger hun i filmen og tilføjer, at det først var i midten af 1950'erne, at det blev rigtig ubehageligt at være jøde i Egypten.
Her begyndte udsagn som ”jøder er fordømt af Gud” at florere i landet.
”Hvis Israel ikke havde deltaget i Suezkrisen i 1956, er jeg sikker på, at der stadig havde været mange jøder i Egypten,” siger Amir Ramses.
I 1956 nationaliserede den egyptiske præsident, Gamal Abdel Nasser, Suez-kanalkompagniet, der overvejende var ejet af Frankrig og Storbritannien. Det kom til krig mellem stormagterne, og Israel deltog også ved at angribe Egypten og besætte hele Sinai-halvøen.
Samme år fik alle jøderne besked om at forlade landet. Mange var allerede i 1954 flygtet på grund af Nassers magtovertagelse. Og andre havde forladt landet i 1948, da Israel blev en stat. Mange vendte desuden blikket mod Frankrig, da Israel på det tidspunkt var et både fattigt og farligt land at leve i.
”Der var forholdsvist roligt i Egypten, også for jøderne, mellem 1949 og 1954. Derefter begyndte emigrationen. Et par procent emigrerede efter Anden Verdenskrig, og lidt flere efter 1948, og mellem 1951 og 1953 forlod især de rige jøder Egypten for at sikre deres formuer,”siger Ramses.
Det skyldtes militærkuppet i 1952, som den senere præsident Nasser foranstaltede.
I sommeren 1954 blev en gruppe egyptiske jøder rekrutteret af den israelske sikkerhedstjeneste til det, der kaldes Lavon-affæren. En række bomber sprang i Egypten, blandt andet i et teater. Den israelske plan var, at det skulle se ud, som om det var Det Muslimske Broderskab, der stod bag. Den israelske forsvarsminister Pinhas Lavon blev tvunget til at gå af. I Israel kaldes Lavon-affæren ”den uheldige affære” eller ”den dårlige forretning”. Israel nægtede sin deltagelse i Lavon-affæren i 51 år.
Lavon-affæren bidrog ikke til et bedre klima for de egyptiske jøder. Det gjorde heller ikke Det Muslimske Broderskab, som med jævne mellemrum terroriserede de jødiske kvarterer.
”Men det var først i forbindelse med Suez-krisen i 1956, at jøderne blev kategoriseret som fjender. På fire måneder forsvandt stort set alle jøder fra landet på grund af Israels deltagelse i Suez-krisen. Og da jøderne rejste ud, fik de forbud mod at komme igen. Nogle fik også konfiskeret deres ejendele,” siger Amir Ramses.
Synagogerne står endnu i både Kairo og Alexandria. Og de er i god stand. Men der er ingen rabbinere i synagogerne i Egypten.
”Det tager seks dage at få en rabbiner til landet fra Frankrig, når en af de ældre kvinder dør. Det gjorde en af dem, mens jeg producerede filmen,” siger Amir Ramses.
Ligestilling er der dog. I mangel på mænd må ti kvinder i stedet sige kiddush bønnen for de døde som normalt er forbeholdt mænd. Men med tanke på kvindernes alder vides det ikke, hvor længe det kan lade sig gøre.