Fjendekærligheden har taget overhånd

Tidligere sognepræst Sidsel Lyster har de seneste år kæmpet for forældre, der bliver forfulgt af psykisk syge eller voldelige tidligere ægtefæller. Hun mener, dagens tekst er vanskelig, fordi Jesus opfordrer til, at man skal elske nogen, der kan være umulige at elske

Sidsel Lyster har haft sin egen barndom i et grundtvigsk præstehjem først på Sjællands Odde og siden på Als. Hendes hjem var præget af både højskolesang, aftenbøn og kirkegang.
Sidsel Lyster har haft sin egen barndom i et grundtvigsk præstehjem først på Sjællands Odde og siden på Als. Hendes hjem var præget af både højskolesang, aftenbøn og kirkegang. Foto: Jens Kristian Vang.

Ærkefeminist. Psykisk syg. Mandehader.

Tidligere sognepræst på Djursland Sidsel Lyster er blevet kaldt lidt af hvert, siden hun i 2010 lod sig fængsle, fordi hun nægtede at oplyse fogeden om, hvor hendes dengang toårige datter befandt sig.

Sagen blev landskendt, da hun ikke ville acceptere, at faderen til hendes barn fik hævet antallet af ugentlige samværstimer fra 3 til 72. Sidsel Lyster turde ikke af frygt for barnets velbefindende at udlevere datteren, som retten foreskrev det, og derfor endte hun med at være fængslet i 17 dage, før hun til sidst udleverede barnet.

Allerede før sagen dengang begyndte at rulle i medierne, var Sidsel Lyster politisk aktiv: For fem år siden var hun medstifter af Forældrenetværket, et hemmeligt netværk for personer, der oplever terror fra en ekspartner. I dag bor hun på Færøerne på en beskyttet adresse, men er stadig aktiv med kronikker og udfald mod systemets måde at håndtere sager om samværsrettigheder på. Udfald, der har givet hende flere injuriesager på halsen.

”Da jeg som præst startede netværket, var det som repræsentant for de svage. Det var for at sige myndighederne imod, når de udviser manglende evne til at håndtere voldssager og forældre med psykopatiske træk, der sniger sig gennem smuthuller i systemet og forfølger deres ekspartner. Der er et grundlæggende problem i samfundet, fordi der er så meget fokus på, at man skal tilgive og elske sin gerningsmand, men tit glemmer man at fokusere på offeret,” siger hun.

I morgendagens prædiketekst er det ellers netop fjendekærlighed, Jesus opfordrer til, når han udvider begrebet ”næste” til også at inkludere modstandere i livet:

”I har hørt, at der er sagt: 'Du skal elske din næste og hade din fjende.' Men jeg siger jer: 'Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente?'.”

En vanskelig tekst, mener Sidsel Lyster, som har kendskab til 600 forældre, som bliver chikaneret og forfulgt af ekspartnere. Fjender, som de kæmper en daglig kamp med på grund af det, hun betragter som urimelige regler om forældremyndighed og samvær, men som de i Bibelen er opfordret til at elske.

”Elsk jeres fjender: Det princip har sikret folk en retfærdig rettergang gennem tiden, og det er forudsætningen for vores retssamfund. Men den psykoterapeutiske tilgang, hvor alle mennesker antages at have gode intentioner, er kammet over i en moralsk relativisme. Det betyder, at fjendekærlighed ikke længere tolkes som tilgivelse, hjælpsomhed og respekt for mennesket bag den forkastelige handling, men som at man skal have 'forståelse' for gerningsmandens forkastelige handlinger og fordrejede virkelighedsopfattelse,” siger hun og fortsætter:

”Det går ud over ofrene for de mere end 100.000 danskere med psykopatiske træk. Psykopaters omdrejningspunkt i livet er magt og kontrol. Deres sandhed er tilpasset, hvad der tjener dem selv bedst. Her lægger vi som samfund et livsfarligt og skadeligt pres på ofrene, fordi vi forsøger at gennemtvinge forsoning for enhver pris. Når vi tvinger ofre til at samarbejde og udvise tillid til deres forfølgere, samtidig med at gerningsmændene fortsat får lov at udøve ensidig og uprovokeret forfølgelse og vold, vil jeg mene, at fjendekærligheden har taget overhånd i Danmark.”

Det er dog en indre konflikt for den 39-årige tidligere sognepræst. For som troende har man en forpligtelse til at forsøge at elske sine fjender og også at bede for dem:

”Vi har som kristne en moralsk pligt til at gå i Kristi fodspor. Det, vi prædiker om søndagen, skal vi praktisere resten af ugen. Men hvordan elsker man som et troende menneske sin gerningsmand, samtidig med at man selv og ens børn kontinuerligt bliver udsat for forfølgelse, vold, manipulation og alvorlige krænkelser?”, spørger hun og fortsætter:

”De fleste personer, der bliver forfulgt, kan føle medynk med gerningsmanden og dermed komme til en form for forsoning. For psykopater er selv svigtede og ødelagte børn. Samfundet, som ikke belyser sagerne ordentligt og beskytter børnene, er en langt større udfordring. For hvem skal forældrene tilgive, når barnet bliver udsat for overgreb eller ligefrem dræbt under samvær?”.

Sidsel Lyster forklarer, at der i Forældrenetværket er mange personer, som selv er troende. Det er en udfordring for dem at få Jesu påbud til at hænge sammen med den virkelighed, som mange af dem står i.

”Jeg oplever dog, at de fleste mennesker, der bliver forfulgt, på et tidspunkt kommer frem til en grad af forsoning. Ikke fordi krænkelserne mod dem stopper, eller fordi deres forfølgere oplever anger. Men fordi man som offer bliver nødt til at kunne se sig selv i øjnene og forsone sig med sig selv. Det kan man, når man lærer at acceptere, at ens forfølger selv er offer for sit eget verdensbillede at der kan være noget i deres barndom, som har gjort dem til det, de er. Mange ofre kommer mere afklaret gennem situationen ved at acceptere deres skæbne og se det som en prøvelse fra Gud, som der er en mening med og en udviklingsvej i.”

Sidsel Lyster har haft sin egen barndom i et grundtvigsk præstehjem først på Sjællands Odde og siden på Als. Hendes hjem var præget af både højskolesang, aftenbøn og kirkegang.

”Men det var ikke sådan, at vi blev tugtet til at være kirkelige. Når ens far er præst, og ens mor er organist, og også bedsteforældrene er kirkelige, bliver det bare en naturlig ting, at hele familien bakker op,” forklarer hun.

”Jeg voksede op i et meget åbent og tolerant hjem, hvor alle gæster blev behandlet med respekt. Det var et rummeligt hjem, men også et hjem med stærke holdninger og politisk aktivisme, når det var nødvendigt. Mine brødre og jeg har lært hjemmefra, at man skal kæmpe for alt, hvad man har kært.”

Sidsel Lysters egen kamp er for børnene. Børnene i netværket, der skal vokse op med frygt for overgreb fra en mor eller en far. Og den næste generation af børn, som er udsat, hvis ikke systemet gør op med det, som hun ser som et urealistisk samfundsdogme: at biologiske bånd og forældresamarbejde er vigtigere end at bryde den sociale arv og sikre børnene en tryg opvækst.

”Det startede med mit ønske om at beskytte mit eget barn. Men jeg kender til mere end 1000 børn nu, der står i helt forfærdelige situationer med opvækst hos pædofile, vold under samvær og endnu mere traumatiserende og grænseoverskridende forhold. Det ligger mig på sinde at vide, at jeg har bidraget efter evne for at hjælpe dem. Jeg ved ikke, om det nytter, men som voksne skal de vide, at der var nogle, der ikke var ligeglade,” siger hun og afslutter:

”Jeg har svært ved at acceptere handlingerne hos de mennesker, som gør andre fortræd, og bede for de mennesker, de er i dag. Men jeg kan altid bede for det lille barn, som vedkommende var engang. Jeg kan elske og føle varme og omsorg for det svigtede og uelskede lille barn, som siden har udviklet sig til en krænker. Jeg kan bede Gud om at udvirke mirakler og måske få forfølgeren til at indse, at han eller hun bør rette opmærksomheden og energien mod noget andet end sit offer. Jeg kan bede Gud om at sende indsigt og forståelse til de danske myndigheder og politikere. Endelig har Jesus vist os, hvordan vi kan bede for vores forfølgere, og dén bøn kan bruges, uanset om den er rettet imod en person, vi kender, eller en fremmed, som uforvarende har skadet vores børn: 'Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør'.”