Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg er kristen, og det har hele mit liv fyldt meget at tage stilling til de store spørgsmål. Jeg betragter mig selv som troende og ser det som en vigtig værdi for mig, som jeg også giver videre til mine egne børn. Vi beder blandt andet aftenbøn sammen som afslutning på dagen, men også som en refleksion og et udtryk for taknemmelighed over at være til.
Jeg går dog ikke så meget i kirke i dag, selvom jeg godt kan lide den ro, refleksion og fordybelse, man får, når man træder ind i kirkerummet. Lige nu sidder jeg i Montmartre i Paris, og noget af det første, jeg gør, når jeg er her, er at gå op på toppen og ind i kirken Sacré-Coeur for at mærke roen. Det holder jeg meget af.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Jeg er vokset op i en præstegård midt i Odense, og min mor studerede teologi, da jeg var lille, og blev senere præst. Så troen og kristendom har fyldt rigtig meget hele min barndom, hvor jeg ofte var i kirke og var en del af livet i og omkring kirken.
Men vi bad ikke bordbøn og var sådan meget klassisk danske eller moderne kristne, om man vil. Når jeg havde venner med hjemme, levede jeg og min familie i hvert fald ikke op til deres forestillinger om en præstedatter og en præstegård. Det var på ingen måde et strengt kristent hjem, jeg voksede op i, men vi snakkede meget om troen og især den filosofiske dimension af den, etiske spørgsmål.
Hvad har udfordret din tro?
Det har meget, for at tvivle hænger jo netop sammen med troen. Helt grundlæggende har skævheden mellem mennesker i verden været genstand for min tvivl, for den skævhed demonstrerer den stærkes magt i verden, og det er råt, uretfærdigt og meget langt fra det budskab, kristendommen bærer. Denne skævhed udfordrer konstant troen.
De personlige kriser som eksempelvis sygdom tror jeg kan få troen til at gå begge veje. Min lille niece var for et par år siden syg af kræft, og i den tid kom både troen og tvivlen frem. Jeg tror, troen blev stærkest, for vi fik bedt rigtig mange bønner. I dag er hun en påmindelse om livet som en gave. Hun er i sig selv et mirakel, ligesom hun minder os om, hvilket mirakel det er, at vi alle er her, og at vores børn er sunde og raske.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Da jeg var yngre, betød idealet om et godt menneske meget for mig, og det blev et ret strengt perspektiv, jeg lagde ned over mig selv. Det var både i forhold til skolearbejde og senere en lidt streng arbejdsmoral, men også i forhold til mine venner, hvor jeg konstant mindede mig selv om eksempelvis at huske at få ringet til dem og huske at vise, at jeg var der for dem. Det var selvfølgelig nogle fine idealer, men jeg var også for hård ved mig selv, og det er i virkeligheden nok lidt træls for andre, at man ringer af pligt. Så jeg har gjort meget for også at få nydelsen med i ligningen. Min forestilling om et godt menneske, der jo også påvirkes af troen og omvendt, er på den måde blevet formet med årene.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Det er netop i hverdagen, jeg arbejder for at styrke nærværet, min tilstedeværelse og nydelsen. Jeg husker mig selv på, at det også handler om rejsen, ikke kun målet, og det gælder om at nyde turen undervejs. Og det er jeg blevet ret god til.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Jeg holder meget af K.E. Løgstrups suveræne livsytringer. At vi bærer en flig af hinandens liv i vores hænder. At den måde, vi møder hinanden på, er med til at farve den andens liv. At det har betydning, hvordan vi møder verden, hverdagen og hinanden.
Det er vigtigt for mig at arbejde med tillid til verden. Jeg husker mig selv på, at jorden bærer mig, og blomsterne titter frem uanset hvad. At se godheden i livet i det små og i det store.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Jeg har hentet meget inspiration i andre mennesker, der når deres mål, men har det dejligt undervejs. Jeg har især en veninde og tidligere kollega, som jeg kunne se var rigtig dygtig til at balancere ambitionen med nydelsen. Det har givet mig stor inspiration til at udfordre egne dogmer om, hvad man bør og ikke bør. Så ”nyd rejsen” må være det bedste råd.