”Men I, hvem siger I, at jeg er?”.
I morgendagens prædiketekst stiller Jesus det spørgsmål, disciplene svarer, og også Ulla Astman, regionsrådsformand i Region Nordjylland, vil gerne give et bud. Det gør hun med henvisning til et bibelvers:
”'For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.' I min optik omsætter det det kristne budskab i en sætning. Jeg kan huske det fra min konfirmandundervisning og har siden brugt det, når jeg skulle beskrive det kristne budskab for mine egne børn,” forklarer Ulla Astman.
Den socialdemokratiske politiker, der desuden er formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, tror dog ikke på Bibelen og Jesus som en absolut sandhed.
”Det, tror jeg ikke der er noget, der er. I stedet er kirken et vigtigt holdepunkt for mig, hvor jeg kommer til kirkelige handlinger og sammen med mine børn, når de har gået til konfirmandundervisning,” siger hun.
Ulla Astman mener dog, at kristendommen på flere positive måder har påvirket det danske samfund.
”Den demokratiske opbygning af vores samfund bygger på kristendommen. Det samme gør sundheds- og sociallovgivningen. Der skal være lige og fri adgang, og det kommer ikke an på, hvem du er,” siger hun.
Synet på kristendommen blev udviklet, da hun som barn sang i kirkekor og under dåben medvirkede ved at overrække et dåbslys til forældrene.
”At komme i kirke har givet mig en vis ballast. En vis afklaring med mig selv,” forklarer Ulla Astman og konkretiserer:
”Det er en bevidsthed om, at der er noget, der er større end en selv.”
I bibelteksten går disciplen Peter i rette med Jesus og siger: ”Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!”. Det sker, efter at Jesus har fortalt om sin død.
Samme behov som Peter har Ulla Astman aldrig haft.
”Jeg tror ikke, Gud styrer det hele, og derfor vil jeg heller ikke bebrejde ham, når noget ikke er gået, som det skulle. Men man kan gå til Gud efter dødsfald og voldsomme oplevelser. Dér er Gud der til at lindre og hjælpe i det øjeblik, noget forfærdeligt er sket,” mener Ulla Astman.
Hun bemærker desuden, hvordan Peter skifter fra at svare på Jesu spørgsmål og til at modsige ham.
”Peter er jo senere også ham, der i påsken undsiger at kende Jesus. Jeg tror, det siger noget om, at Peter heller ikke helt forstår, hvad der bliver sagt. Og det gælder jo nok også os andre. Ofte har vi svært ved at forstå, hvad Jesus og Bibelen mener,” siger Ulla Astman.
Andre bibelpassager er mere lige til, mener hun. For eksempel lignelsen om den barmhjertige samaritaner og bibelverset om, at Jesus er død, for at mennesker kan få et evigt liv, som har fulgt Ulla Astman siden konfirmationen.
Hun er vokset op i det, hun kalder et ”ikke specielt kristent hjem”.
”Mine forældre har taget mig med i kirke og støttet, at jeg deltog i kirkekoret, men der er aldrig blevet prædiket kristne budskaber.”
Ved familiesammenkomster i dag spiller religion og kirkepolitik dog en større rolle end i barndomshjemmet. For Ulla Astmans bror er blevet folkekirkepræst i Sønderborg.
”Hvis han har søndagsvagten, og vi er på besøg, så sker det af og til, at vi følger med i kirke,” siger hun.
Bibelteksten fortæller, at kirken skal bygges på klippen Peter. Som politiker har Ulla Astman på det seneste måttet forholde sig til opførelsen af religiøse rum på sygehuse. Hun er kommet frem til, at en løsning med et fordybelsesrum til brug for alle religioner er den bedste måde at løse sagen på.
”På Aalborg Sygehus har vi et kapel, som for ti år siden blev bygget uden kirkelige symboler, men hvor kunst fylder rummet ud, ligesom der er mulighed for at sætte et kors op, hvis der er en kirkelig handling. Der skal på et sygehus være plads til eftertanke i en svær tid, og det skal være muligt i et rum, hvor alle føler sig velkomne,” mener Ulla Astman.