Katolsk kirke i Tjekkiet driver forretning

Formidling af el, gas og forsikring har givet den katolske kirke i Tjekkiet overskud på 1,6 millioner danske kroner

Den katolske kirke i Tjekkiet fik sidste år et overskud på 5,57 millioner tjekkiske kroner, omtrent 1,6 millioner danske kroner.
Den katolske kirke i Tjekkiet fik sidste år et overskud på 5,57 millioner tjekkiske kroner, omtrent 1,6 millioner danske kroner.

Den katolske kirke i Tjekkiet har fundet en måde at hjælpe de troende på og samtidig skaffe økonomiske midler til velgørenhed. Kirken har oprettet en virksomhed, som formidler levering af el og gas samt billige forsikringer. Virksomheden, hvis navn er ”Kristyn, din tjener”, har været en succes helt fra begyndelsen for fire år siden og fik sidste år et overskud på 5,57 millioner tjekkiske kroner, omtrent 1,6 millioner danske kroner.

”Der er fordele at hente både for vores kunder og for kirken, som får provision af salget. Det er en ganske almindelig praksis, at virksomheder, som formidler salg og service, får en provision. Vores virksomhed beholder ikke overskuddet. Pengene finansierer virksomhedens drift, men resten bliver brugt på velgørende formål eller for eksempel driften af vores skoler,” siger sekretær for biskoppen i den tjekkiske by Olomouc Petr Gatnar til den tjekkiske avis Lidovky.

Den katolske kirkes tiltag er opstået netop i byen Olomouc, hvor stiftets ærkebiskop, Jan Graubner, fik idéen for næsten fire år siden. Virksomheden blev i første omgang rettet mod præster og kirkeligt ansatte, men er blevet udvidet, så alle kan benytte tilbuddet.

Olomouc Stift er det eneste tjekkiske stift, der tilbyder denne service, men generalsekretæren for sammenslutningen af landets biskopper i Tjekkiet, Tomas Holub, udelukker ikke, at den katolske kirke kan komme med flere tiltag i samme retning.

”Det er ikke noget, vi har i tankerne her og nu, men det er samtidig heller ikke noget, vi på forhånd udelukker,” siger Tomas Holub til Lidovky.

Virksomheden ”Kristyn, din tjener” er den eneste af sin art i Tjekkiet, men formidlingsvirksomheder drevet af kirker er ifølge den tjekkiske avis Lidovky udbredt i Tjekkiets nabolande Polen og Tyskland, hvor det er en almindelig praksis, at denne type virksomheder tilbyder billig energi, forsikringer, rabat ved bilkøb eller billig telefoni.