I en af årets første måneder blev jeg ringet op af en journalist fra den svenske radio, der gerne ville vide noget om folkekirkens kulturarbejde. Jeg prøvede at forklare ham, at den danske folkekirke er et stykke dansk kultur. Kirken har en kultur. Kirken er kirke gennem sin kultur. Derimod kan man ikke sige, at kirken har et kulturarbejde. Ligesom man ikke kan sige, at teateret eller museet har et kulturarbejde, fordi alt, hvad de gør, er kultur. Alt, hvad kirken gør, er kirke, selvom det har en kulturel skikkelse.
Den besked var journalisten meget utilfreds med, for han skulle lave en udsendelse om folkekirkens kulturarbejde. Han ville derfor have navnet på den ansvarlige for folkekirkens kulturarbejde. Jeg måtte fortælle ham, at en sådan post ikke findes. Jeg ved ikke, om journalisten fik lavet sin udsendelse. Men jeg sidder tilbage med oplevelsen af, at han syntes, at jeg var en meget besværlig person, for en kirke må vel have et kulturarbejde?
Danske kirker har ofte et socialt eller diakonalt arbejde. Men jeg kender ikke til sognekirker eller andre instanser i folkekirken, der har et særligt kulturprogram. Selvfølgelig er der masser af kultur i det, når man arbejder for eksempel med kor eller holder koncerter. Der er også eksempler på, at kirkerne laver noget sammen med biblioteker eller med kulturelle foreninger. Men man gør det ikke for at lave kultur, men for at være kirke med en bred kontaktflade. Især i de senere år, hvor kirkerne står mere eller mindre alene tilbage som leverandører af kristne tros- og praksismuligheder til det danske folk, prioriterer danske kirker aktiviteter, som klart sætter kristendommen i fokus. Det fremgår blandt andet af teolog Marie Hedegaard Thomsens ph.d.-afhandling fra 2012: ”Et åbent hus med mange indgange empiriske studier i folkekirkeligt menighedsliv med valg, fri- og sognemenigheder som eksempler”.
På den baggrund forekom det mig lidt besynderligt, da sognemedhjælperforeningen i maj dette år vedtog, at sognemedhjælpere fremover bør hedde kirke- og kulturmedarbejdere. Foreningen har ret i, at betegnelsen sognemedhjælper stammer fra en tid, hvor alle andre kirkelige medarbejdere end præsten var præstens medhjælpere. Det svarer ikke til sognemedhjælpernes arbejde i dag.
Foreningens formand, Ester Jensen, motiverede ifølge foreningens hjemmeside forslaget med, at sognemedhjælperne særligt arbejder med kirkens kultur, som hun definerer som ”alt det umistelige i folkekirken”, som også kan betegnes som ”kirkens sociale kapital”. Det lyder jo smukt, men mon ikke alle kirkens medarbejder er kirke- og kulturmedarbejdere i den betydning af ordet? Så helt god er den nye stillingsbetegnelse ikke.
Da blandt andre jeg i 1985 udgav bogen ”Sognemedhjælperen” kæmpede vi, som mange har gjort det siden, med udtrykket. Vi endte med at foreslå titlen 'sogne(med)hjælper', for dog at minde om, at betegnelsen sognemedhjælper ikke er god. Men redaktøren på Gads Forlag, der udgav bogen, sagde nej til det forslag. I dag forekommer det mig, at den bedste betegnelse er kirkemedarbejder, for det er, hvad sognemedhjælpere er med de mange forskellige former for kirkeligt arbejde, som der stadig kommer mere af. Alle kirkens medarbejdere er selvfølgelig kirkemedarbejdere, men graveren, kirketjeneren, kordegnen, organisten og præsten har deres egne hævdvundne stillingsbetegnelser. De nye medarbejdere uden en gammel stillingsbetegnelse kunne derfor med god ret hedder kirkemedarbejdere.
Foreningen af Sognemedhjælpere i Danmark har skiftet navn til Kirkekultur.nu. Det flugter med tidens stil, og sin stil må foreningen selvsagt selv lægge. Det er imidlertid menighedsrådene, der udformer opslag om og stillingsbeskrivelser for folkekirkens lokale medarbejdere. Og det er indtil videre Kirkeministeriet, der laver overenskomsterne, så det er jo ikke helt givet, at den nye stillingsbetegnelse for sognemedhjælpere vil slå igennem. For kirken har ikke noget kulturarbejde eller har den?