En købstad præget af FDF'ere

I 1980'erne var FDF-kredsen i Thisted landets største, og den kan stadig prale af at være blandt de største kredse vest for Storebælt

Jens Kristian Eriksen, formand for menighedsrådet ved Thisted Kirke, omgivet af FDF'ere på lejren, som skulle have været med 60 børn plus ledere, men endte med 130 i alt.
Jens Kristian Eriksen, formand for menighedsrådet ved Thisted Kirke, omgivet af FDF'ere på lejren, som skulle have været med 60 børn plus ledere, men endte med 130 i alt. . Foto: Ole Mortensen.

Fra puslinge til pensionister: Det vrimler med FDF'ere på lejren Langbjerggaard ved Vildsund i Thy, 20 kilometer fra Thisted. I lejren er der et helt fantastisk vue hen over et kors ved lejrbålet, hvor der synges før sengetid og afsluttes med fælles Fadervor. Udsigten er komplet med græssende køer, Limfjorden og skrænterne på den anden side af fjorden.

”Vi skulle bare have en lille lejr for 60 børn og unge, men det syntes de tilbageblevne FDF'ere ikke om, så nu er vi 130,” siger 66-årige Jens Kristian Eriksen, kredsleder i FDF fra 1993 til 2008.

Han er stadig en aktiv lejrleder, men ikke på denne lejr. Den styrer hans svigerdatter. Jens Kristian Eriksen stoppede som kredsleder, da han i 2008 blev formand for menighedsrådet ved Thisted Kirke.

Med på lejr har han sin hustru, sønnen og datteren med tilhørende svigerbørn og seks børnebørn. Han er ikke alene om at have hele familien omkring sig.

Når man går rundt i hytten, der huser alle de mange børn og unge, kan man nærmest dufte måske snarere lugte de fugtige og snart jordslåede håndklæder emme ud fra åbne døre, køjer og toiletter.

Uden for den store hytte har teenagedrengene tændt grillen og lagt et enormt antal burgerbøffer på den, så det oser ind gennem svingdøren, hvor teenagepigerne render ud og ind, men aldrig lukker døren.

Jens Kristian Eriksen lægger ikke skjul på, at FDF'erne udsættes for forkyndelse og bibelhistorier, både ved morgenandagten og ved aftenens lejrbål, men også gennem hele året på de ugentlige møder i FDF.

”Bibelhistorie fortælles hele året på vores tumlingemøde-indledninger. På vore sommerlejre har vi altid haft morgenandagter og lejrbålsafslutninger med forkyndende bibelsk indhold, hvilket netop er FDF's formål,” siger Jens Kristian Eriksen.

”Det begyndte vi på, da skolen holdt op med at fortælle bibelhistorier med forkyndende indhold,” forklarer han.

I 1980'erne var Thisted-kredsen den største FDF-kreds i landet, og i dag hører kredsen til de største vest for Storebælt. I det hele taget er Thisted en spejderby. Ud over FDF er der også en hel del KFUM og KFUK-arbejde i byen. Og der er desuden et missionshus, hvor der stort set er arrangementer hver dag.

Også gågaden i Thisted summer af liv og nogle af de 11.700 indbyggere i sognet. Lige indtil klokken bliver 17, så lukker byen ned.

Helt ned.

Den hvide Thisted Kirke er fra middelalderen og kæmpestor. Mens præst Anne-Mette Grønborg, som er en af tre præster i kirken, viser rundt, hamrer orglet vellydende og højt. Det er lige blevet stemt, siger hun.

”Menigheden ved Thisted Kirke består af forskellige kirkelige retninger. Vi er kirke for alle,” siger hun.

”Vi vil gerne være kirke som en sammenhæng og et fællesskab af børn, unge, konfirmander, voksne, ældre, musikinteresserede og foreningslivet. Vi er helt alvorligt talt en kirke for alle.”

Ifølge Anne-Mette Grønborg gør kirken, præster og menighedsrådet meget ud af det diakonale og af arbejdet for børn og for konfirmander, som præsterne med forskellige tiltag forsøger at fastholde i kirken.

”Vi har forsøgt at lave 'Undergrund' en hyggeaften og filmaften for teenagere fredag aften, og vi vil fremover forsøge med prøve tøj-aftener for konfirmander, hvor pigerne også sætter hår på hinanden. Og så har vi også gudstjeneste for socialt udsatte med efterfølgende kaffebord i kirkecentret,” siger hun og fortsætter:

”Spaghettigudstjenester, det har vi ikke. Vi har i stedet 'børnetime', og her er der efter gudstjenesten 'mormormad' til børn og voksne, for eksempel karbonader med grønærter og gulerødder.”

Thisted Kirke har over 120 frivillige og en meget aktiv sognemedhjælper, der gør et stort arbejde for børn og unge og for koordineringen af frivillige og det diakonale arbejde. Sognemedhjælperen organiserer for eksempel, at konfirmanderne kommer på besøg hos de frivillige.

De frivillige sørger for assistance ved plejehjemsgudstjenester og udflugter. Ligesom der også er et arbejde for psykisk udviklingshæmmede med konfirmandundervisning og gudstjenester.

”Og så holder vi årligt en fest for deres store indsats,” siger Anne-Mette Grønborg.

Forfatteren til ”Fru Marie Grubbe” og ”Niels Lyhne” ligger i en ensom grav på den nedlagte kirkegård omkring kirken. Blandt Thisteds sønner tælles forfatteren og fritænkeren J.P. Jacobsen (1847-1885), som udelukkende kom hjem til byen på grund af sin tuberkulose.

Ifølge arkivleder Orla Poulsen, der har adresse i J.P. Jacobsens barndomshjem i byen, blev J.P. Jacobsen dog aldrig anerkendt som andet end købmandens søn.

”Da han døde i Thisted, var det en stor begivenhed for den tilrejsende hovedstadspresse, og her bemærkede alle journalister, at man i Thisted ikke kender ham,” fortæller Orla Poulsen.

Thisted er en gammel by, om 10 år kan byen fejre 500 år som købstad.

Foto: Ole Mortensen
Foto: Ole Mortensen
Foto: Ole Mortensen
Foto: Ole Mortensen
Foto: Ole Mortensen
Foto: Ole Mortensen