Kort nyt

HILLERØD Et mangeårigt ønske er gået i opfyldelse for en gruppe unge på Sjælland, der har arbejdet for at stable en ny kristen musikfestival på benene. Det er nu lykkedes med navnet ”A day of Praise” (En lovprisningens dag, red.), der finder sted den 27. september på Johannesskolen i Hillerød. Det skriver Udfordringen. Festivalen vil byde på både velkendte og nye navne fra den kirkelige, moderne musikscene i både ind- og udland.

HILLERØD Et mangeårigt ønske er gået i opfyldelse for en gruppe unge på Sjælland, der har arbejdet for at stable en ny kristen musikfestival på benene. Det er nu lykkedes med navnet ”A day of Praise” (En lovprisningens dag, red.), der finder sted den 27. september på Johannesskolen i Hillerød. Det skriver Udfordringen. Festivalen vil byde på både velkendte og nye navne fra den kirkelige, moderne musikscene i både ind- og udland. ”Vi prøver at ramme bredt, så der er lidt for enhver smag med bands fra Storbritannien, Sverige og Danmark,” siger en af initiativtagerne, Peter Carlsen. Blandt andre Sofie Alexandersson fra Sverige og Ian Green fra England er på programmet.

STAUNING Danmarks Flymuseums store KZ-hal med gamle veteranfly bliver lørdag den 9. august omdannet til et kirkerum, når missionsorganisationen MAF (Mission Aviation Fellowship) fejrer 25 års jubilæum. ”Der venter os en speciel oplevelse, når præsten ankommer i flymuseets klenodie - et KZ IV ambulancefly - og når Willy Egmoses Trio og Skjern Kirkekor glæder os med musik og sang,” fortæller formand Arne Puggaard i en pressemeddelelse. MAF er en verdensomspændende organisation med 500 ansatte, som arbejder i 33 u-lande og har cirka 200 piloter og 136 fly i aktiv tjeneste. Hvert tredje minut døgnet rundt starter eller lander et MAF-fly for at fragte nødhjælp, hjælpearbejdere, læger, patienter og missionærer.

AARHUS Er man turist i Aarhus i august og interesseret i klostertidens Aarhus, er der mulighed for at blive klogere på dette, når Vor Frue Kirke inviterer til turistgudstjeneste lørdag den 16. august. Vor Frue Kirke er Danmarks ældste bygning med et kirkerum, der går helt tilbage til 1060. Det er den oprindelige domkirke i Aarhus, selvom kirken dengang lå uden for bymurene. Arrangementet begynder med rundstykker og kaffe klokken 10.00 efterfulgt af gudstjeneste klokken 10.30. Efter gudstjenesten er der fortælling om og rundvisning i kirken, og hele arrangementet afsluttes med frokost. Det hele er gratis, men tilmelding via telefonisk kontakt eller mail til kirkekontoret er nødvendigt. Og er man ikke turist, er man stadig meget velkommen, lyder det fra arrangørerne.