Tiere er det sidste hvilested ikke det sidste.
For flere pårørende end tidligere benytter sig i dag af muligheden for at flytte en afdød person i en kiste fra én grav til en anden.
En undersøgelse, som Kristeligt Dagblad har lavet blandt landets 10 stifter, viser, at antallet af kisteflytninger har været stigende inden for de seneste 15 år. I alt er der foretaget 89 flytninger i perioden. De seneste år er antallet dog forblevet på samme niveau.
I langt de fleste tilfælde skyldes det, at det på dødstidspunktet ikke var muligt at begrave den afdøde i vedkommendes hjemland på grund af uroligheder, forklarer stiftsfuldmægtig i Aalborg Stift Marie Johansen:
”Typisk er det tilladelser til at flytte kisten og afdøde til det tidligere Jugoslavien, hvor der ikke længere er krig. Vi har også flyttet en enkelt kiste til Vietnam,” siger hun.
Når en kiste skal flyttes, skal familien søge om tilladelse hos biskoppen, hvor det ved flytning af en urne er kirkegårdsudvalget ved den enkelte kirkegård, der kan give lov.
Ifølge en vejledning fra Kirkeministeriet må lig ”kun flyttes, når ganske særlige omstændigheder taler for det”. Det skyldes hensynet til gravfreden, men også sundhedsmæssige forhold og etiske hensyn har betydning. Tilladelsen bør ifølge vejledningen kun gives, hvis en person fejlagtigt er blevet begravet i et bestemt gravsted, hvis retten til gravstedet ikke kan fornyes, eller hvis en flygtning senere får mulighed for at blive begravet i hjemlandet. ”Forhold, der vedrører de efterlevende, for eksempel ændret bopæl eller yderligere dødsfald i familien, bør normalt ikke tages i betragtning,” lyder det desuden i vejledningen. For man kan godt flytte sig selv uden at flytte en kiste det sidste er en stor opgave, forklarer Marie Johansen.
I løbet af de seneste 15 år har Aalborg Stift givet 11 tilladelser og tre afslag til at flytte en kiste. Ifølge Marie Johansen gives der generelt færre afslag end tilladelser, for de fleste pårørende henvender sig inden selve ansøgningen til kirkegården, som forklarer, at en flytning er en vanskelig proces, og derfor går familien ikke videre.
Når en kiste flyttes, er det ikke udtryk for, at respekten for gravfreden er på retur, mener Gitte Lunding, centerleder og antropolog fra forsknings- og formidlingscentret Kulturcentret Assistens.
”Man kan se det som et tegn på ubetinget kærlighed. At man ikke kan lade den døde bag sig. Den døde burde desuden være fuldstændig ligeglad. Mindekultur og sorgbearbejdelse handler om de levende,” siger hun og tilføjer, at en øget mobilitet og opmærksomhed på slægtsskab kan være grunde til, at folk ønsker at flytte en kiste.
”Blandt muslimer er der et andet forhold til den jord, man kommer fra, og det har en betydning for udvandrere at komme hjem. Mens der i en protestantisk tankegang er en skelnen mellem krop og sjæl,” forklarer Gitte Lunding.
Biskop i Ribe Stift Elof Westergaard, der også er formand for Foreningen for Kirkegårdskultur, ser tallene for kisteflytninger som udtryk for, at kirkegårdskulturen har fået et mere multikulturelt islæt. Det er ifølge ham særligt slået igennem i de større byer, hvor der også er flest kisteflytninger til udlandet.
”Der er en tendens i tiden, hvor nogle gerne vil begraves anonymt i en skov eller have asken strøet ud over vand for at blive indoptaget i naturen. Det er en modsatrettet tendens, at flere får flyttet en kiste, fordi de menneskelige rester har en betydning. Samlet er det udtryk for en større grad af individualisering og privatisering i kirkegårdskulturen,” siger Elof Wester-gaard, der mener, at danskerne stadig værner om roen på kirkegården,fordi der kun gennemsnitligt foretages en håndfuld kisteflytninger årligt.