På Vestre Kirkegård er der efter flytningen af Sead Saracs bror blevet lavet et notat. For også her har man den holdning, at flytningen ikke foregik hensigtsmæssigt, forklarer Bente Kilhof, enhedschef i Københavns Kirkegårde, som er ansvarlig for kundecentret og administrationen på blandt andet Vestre Kirkegård, hvorfra kisten blev flyttet.
Dagen før flytningen havde ansatte på Vestre Kirkegård gravet ned til kisten, sådan at flytningen kunne gå hurtigt den næste morgen. Hullet var dækket til med presenning, og den 7. januar om morgenen løftede de kirkegårds-ansatte kisten op med en gravemaskine.
Den kiste, som broderen var begravet i, var revnet. Men uanset det, forlanges der altid, at et lig, som skal transporteres til udlandet, bliver lagt i en ny kiste med indvendig zink, forklarer Bente Kilhof. Blandt andet på grund af lugtgener.
”Den bosniske bedemand havde medbragt en ny kiste, som var foret med zink, men den var for lille, og vores gravere må under ingen omstændigheder røre ved liget. Det ved de danske bedemænd godt. Men det vidste den bosniske bedemand åbenbart ikke. De ansatte indvilgede dog i, efter aftale med bedemanden, at løfte resterne af kisten og liget over i den nye kiste med en grab,” siger Bente Kilhof.
Fordi den nye kiste var for lille og den gamle gået i stykker, måtte den bosniske bedemand og Sead Sarac hjælpe til med at få liget anbragt i den nye kiste.
”Vi er meget omhyggelige med kisteflytningerne, for der er meget etik i det, og det skal gå ordentligt for sig. Københavns Kirkegårde bliver efterfølgende kontaktet af medarbejderne (på Vestre Kirkegård, red.), og der bliver lavet et notat, hvor vi fremadrettet aftaler, at vi gør meget, men må gøre endnu mere for at sikre, at de mennesker, vi taler med om flytningerne, også forstår reglerne fuldt ud, og vi sikrer os, at der for eksempel skaffes store kister. Det kan være et problem, når der samarbejdes med udenlandske bedemænd,” siger Bente Kilhof.
”I det her tilfælde havde vi slet ikke været i kontakt med den bosniske bedemand, men kun en dansk bedemand og familien. Når vi fremover kan se, at kisten efterfølgende skal til udlandet, vil vi dobbelttjekke, at alle har forstået, hvad der kræves, og vores skriftlige information vil blive forbedret. Det er allerede iværksat. Vi overvejer også, at angive kistemål i en størrelse, så den nye kiste altid vil være stor nok,” siger hun.
Bente Kilhof fortæller, at de ansatte over for hende i januar nævnte, at der havde været to mænd til stede på kirkegården, som talte bosnisk.
”Medarbejderne troede, at det var en medhjælper til bedemanden, men nu viser det sig åbenbart, at det har været et familiemedlem. Vi indskærper altid over for bedemand og familie, at flytningen skal ske tidligt om morgenen, så der ikke er så mange besøgende på kirkegården, at der skal skaffes en ny kiste, underskrives papirer, og at familien under ingen omstændigheder må være til stede. Den besked er i dette tilfælde også sendt til den danske bedemand og Sead Sarac,” siger Bente Kilhof.
Selv siger Sead Sarac, at han godt vidste, at han ikke måtte være på kirkegården. Han fulgtes med den bosniske bedemand, fordi bedemanden ikke kendte vejen, og så hjalp han ham, så bedemanden ikke skulle flytte kisten alene.