Ølstykke Kirkegård i Nordsjælland. En afdød skal efter få måneder flyttes fem meter til en ny grav, fordi den afdøde ifølge de pårørende var blevet begravet et forkert sted. Et sted, hvor der ikke måtte plantes blomster.
Det er fem år siden, kirkeværge Preben West Nielsen skulle planlægge flytningen.
”Vi ville ikke sætte vores personale i en situation, hvor de skulle sige, om de ville eller ikke ville deltage. Så vi valgte, at jeg selv, præsten og en entreprenør udefra skulle medvirke. Vores personale skulle i stedet stå ved alle låger til kirkegården, så ingen kom ind undervejs,” forklarer han.
Arbejdstilsynets regler blev fulgt, der blev lavet en handlingsplan for flytningen, og det nødvendige udstyr såsom skærme, åndedrætværn og dragter blev indkøbt.
”Vi gjorde det klokken syv om morgenen, for at ingen skulle se det. Indtil vi fik gravet ned til kisten og så, at den var hel, var vi betænkelige. Men det gik, som det skulle,” siger Preben West Nielsen.
Ikke kun på Ølstykke Kirkegård har man stået over for at skulle finde en løsning på at flytte et lig. I løbet af de seneste 15 år er der blevet foretaget 89 ligflytninger, viser en undersøgelse, Kristeligt Dagblad har foretaget.
Hos 3F, hvor nogle af de kirkegårdsansatte er organiseret, får man henvendelser fra medlemmer, som enten ikke ønsker at medvirke ved en kisteflytning, eller som gerne vil rådgives, fordi de står over for at skulle deltage i arbejdet, fortæller forhandlings-sekretær Hanne Gram:
”Der går år imellem, at folk kontakter os, for typisk findes der en lokal løsning. Ofte går henvendelserne på regler på området og det fysiske og psykiske arbejdsmiljø i forbindelse med flytninger. Det kan psykisk påvirke én kraftigt, og duften er ikke for sarte sjæle. Derfor tilbydes nogle ansatte også efterfølgende psykologhjælp.”
Ifølge Kirkeministeriet er det kirkegårdsbestyrelsen, der tager stilling til, hvem der skal sørge for opgravningen. Og hos Foreningen af Danske Kirkegårdsledere, der typisk har en plads i kirkegårdsbestyrelserne, lyder det, at en kisteflytning kan være ”voldsom”. Derfor skal ingen tvinges til at medvirke, og det kender formand Klaus Frederiksen heller ikke eksempler på. Han nævner, at det kan være en løsning at hyre fremmed personale, så det ikke gøres af kirkegårdens eget personale, som eventuelt har sagt nej til opgaven.
Man har tidligere drøftet, om der skulle oprettes en stab af personale fra kirkegårde, som skulle stå for alle kisteflytninger i et bestemt område, og Klaus Frederiksen er klar til igen at overveje idéen.
”Det vil være et team af frivillige, som vil kunne få en vis rutine i flytningerne. Det er dog ikke noget, man bliver garvet til at foretage, og det skal man heller ikke blive, men den enkelte kirkegård skal så ikke tage stilling til sit eget personale,” siger han og understreger, at det mange steder lykkes at finde frivillige.
Men man vil kunne imødegå det, han kalder ”etiske problemer”, hvis en bestemt gruppe kirkegårdsansatte udrustes til ligflytningerne. Klaus Frederiksen henviser til, at kisterne for eksempel vil blive flyttet tidligt om morgenen og på en respektfuld måde.
”Jeg kan ikke sige, om alle 2134 kirkegårde i Danmark overholder retningslinjerne for kisteflytninger. Og nu er det slet ikke dem alle, der flytter kister, men erfaringen i et team vil være med til at gøre, at flytningerne foregår ordentligt,” siger han.
I Forbundet af kirke- og kirkegårdsansatte er formand Bjarne Rødkjær positiv over for forslaget, for han er ”tilhænger af, at flytningerne foregår på frivillig basis”.
Han henviser til, at der er en praksis om, at ansatte kan sige nej til at medvirke. I sine to år som formand har han fået flere henvendelser fra medlemmer, som hypotetisk har spurgt til arbejdsopgaven.
”Generelt er vores holdning, at hvis der er et stykke arbejde, som skal udføres, så er vi nødt til at udføre det. Om vi kan lide det eller ej. Det er dog en speciel opgave at flytte en kiste, og min fornemmelse er, at man kommer langt ved at tale med personalet og spørge ind til, om de vil deltage. De fleste steder finder man en god løsning,” siger Bjarne Rødkjær og til-føjer:
”Hvis en kiste har stået kort tid, er det forholdsvis enkelt at grave den op, fordi den er hel. Men det er straks værre, hvis nedbrydningsprocessen er begyndt.”
Den begynder ifølge ham i princippet med det samme. Jordforholdene og kistens materiale betyder også meget:
”Grundlæggende kan man sige, at der er en grund til, vi har en fredningstid (for et kistegravsted, red.) i Danmark på minimum 20 år. Og den kan være længere alt efter jordtypen. Det betyder, at kisten og afdøde ikke er væk før.”
Hanne Gram fra 3F mener ikke, at der bør laves regler eller retningslinjer på området, for 3F anbefaler, at fredningstiden overholdes, og retningslinjer vil ifølge hende betyde, at man legaliserer flytninger, som hun mener bør undgås.