Mens israelere og palæstinensere igen er i åben konflikt i Gaza, debatteres situationen heftigt herhjemme, også i det kirkelige landskab.
Man kunne tro, at det bare handler om politik. Men forskellige holdninger til det religionshistoriske område i Mellemøsten har i høj grad også med teologi at gøre.
Med Bibelen i hånden argumenterer nogle danske kristne for staten Israels eksistens som en del af Guds store plan. Andre mener derimod, at Guds rige ikke skal forstås som noget konkret eller fysisk og ingenlunde kan overføres til landområder i dag. Og så er der dem midtimellem.
Ifølge Mogens S. Mogensen, ph.d. og konsulent i interkulturelle studier, er der inden for det danske kirkeliv grundlæggende en positiv holdning til staten Israel. Meget få vil mene, at staten aldrig skulle have været oprettet eller at den skal nedlægges. Årsagerne hertil er dog primært politiske og historiske. Men spændet mellem de teologisk funderede holdninger til staten Israel og det jødiske folk er i Danmark langt større.
”Der er kristne, der sætter lighedstegn mellem staten Israel og det jødiske folk som Guds særligt udvalgte folk med ret til landområdet. For dem er en kritik af Israel imod Guds vilje og ukristelig, og staten hæves næsten over al sådan kritik,” siger Mogens S. Mogensen og fortsætter:
”Men andre mener, at Guds folk i dag er alle, der tror på Kristus, og at staten Israel derfor er en stat som alle andre stater. Den såkaldte erstatningsteologi er her i spil,” forklarer han med henvisning til, at de kristne i stedet for jøderne derfor anses for at være Guds folk. Derfor kan man ikke henvise til en jødisk særstatus med rod i Det Gamle Testamente.
Det ene yderpunkt i det teologiske spørgsmål om Israel finder man hos organisationen Ordet og Israel. En dansk organisation, der i 1946 blev stiftet ud fra det bibelske og teologiske synspunkt, at det jødiske folks tilbagevenden til og oprettelsen af staten Israel var og er en del af Guds frelsesplan, forklarer generalsekretær Ole Andersen.
Jødernes tilbagevenden fra den mangeårige landflygtighed og staten Israels oprettelse forstås som begyndelsen på opfyldelsen af de bibelske profetier og et skridt på vejen mod Jesu genkomst og den evige frelse.
”Vi har som kristne pligt til at støtte eksistensen af staten Israel, men ikke nødvendigvis statens politik,” siger Ole Andersen og understreger, at der ikke er tale om en anti-palæstinensisk holdning:
”Vi tror, at Israel som en del af frelsesplanen med tiden vil blive en velsignelse for hele verden, også nabofolkene. Min støtte til Israel er derfor også en støtte og kærlighed til palæstinenserne,” siger han.
Helt modsat Ole Andersen mener Anders Gadegaard, domprovst ved Vor Frue Kirke i København, at det jødiske folk ingen særret har til landområdet Israel. Jøderne har ikke ”patent på historien”, og andre folk, der har boet i området gennem tiden, har lige så meget ret til at bo der, mener han:
”Man kan aldrig med Bibelen argumentere for statsdannelser. Og Guds plan for sit rige kan ikke paralleliseres til geografiske landområder det er af en anden verden,” siger Anders Gadegaard og tilføjer, at Israel for ham kun er helligt land, fordi Jesus levede og virkede der.
”Området har stor symbolværdi for alle tre abrahamitiske religioner, og det burde netop betyde, at alle tre religioner kunne bo der i fredelig sameksistens,” siger han.
Midterpositionen rent teologisk finder man hos de kristne, der mener, at Gud ikke svigter sine oprindelige løfter til det jødiske folk, der fortsat har en vis særstatus. Sådan ser missionsselskabet Israelsmissionen overordnet på det jødiske folk, forklarer generalsekretær Bodil F. Skjøtt. Samtidig mener selskabet, at man som kristen har en særlig forpligtelse til mission blandt jøder, og selskabet samarbejder i Israel oftest med jøder, der fastholder jødisk kultur, men tror på Jesus som messias. Israelsmissionen betragter stadig de såkaldte messianske jøder som jøder og dermed som en del af Guds oprindelige folk. Her drejer det sig altså om kultur og etnicitet, ikke tro. Men at det jødiske folk i dag langtfra er en homogen etnisk gruppe lig den på Abrahams tid, men består af blandt andre etiopiske, marokkanske, mellemøstlige, russiske og ashkenaziske jøder fra Østeuropa, spiller ingen rolle.
”Man kan ikke skille religionen og det etniske og kulturelle i det at være jøde men vi lægger vægt på forståelsen af jøderne som et folk. Og historien viser, at både jøder selv og omverdenen ikke har haft noget problem med at tænke jøderne som et folk uanset etnicitet,” siger Bodil F. Skjøtt og tilføjer, at støtten til Israel som land ikke betyder en støtte til staten Israels handlinger eller siddende regering.
Der er intet helligt over staten som sådan, mener Bodil F. Skjøtt.
”Jeg kan ikke med Bibelen i hånden trække landegrænser. Jeg glæder mig over, at det jødiske folk har et sted at være, men kan samtidig begræde, at det palæstinensiske folk ikke også har sit eget land. Vi støtter de kræfter i begge lejre, som er rede til at gøre indrømmelser for at opnå fred og forsoning. Gud er ikke færdig med det jødiske folk, han har en plan med dem. Men hvilken plads staten Israel har i den plan, tør jeg ikke udtale mig om,” siger hun.
”I praksis vil det for mange af os være vanskeligt entydigt at identificere roden til vores holdninger. Men det vil måske netop bidrage til en større forståelse for kompleksiteten i konflikten og gøre os lidt mindre skråsikre og mere ydmyge i debatten.”
Ifølge Mogens S. Mogensen præges debatten herhjemme af, at mange ikke gør sig bevidst og tilkendegiver, hvordan de grundlæggende ser på staten Israel og det jødiske folk som religiøs eller etnisk gruppe. En debat med uens præmisser går let i hårdknude, siger han: