Uvished om katolsk præsts skæbne i Syrien

Familien til den italienske præst Paolo Dall'Oglio, som blev bortført i det nordlige Syrien for et år siden, bønfalder hans bortførere om sandheden

I denne uge er det et år siden, at den 59-årige jesuiterpræst, missionær og fredsaktivist Paolo Dall'Oglio blev bortført i Syrien. Her ses han ved en konference om Syriens kristne i Paris i 2012.
I denne uge er det et år siden, at den 59-årige jesuiterpræst, missionær og fredsaktivist Paolo Dall'Oglio blev bortført i Syrien. Her ses han ved en konference om Syriens kristne i Paris i 2012. . Foto: Kenzo Tribouillard/Scanpix.

Et år efter at han forsvandt, bønfalder familien til den italienske præst Paolo Dall'Oglio hans bortførere om at fortælle dem, om præsten stadig er i live. I en videomeddelelse erklærer familien, at de ”håber at kunne omfavne ham igen, men også er parate til at græde for ham”. De ønsker blot at få besked om hans skæbne.

I denne uge er det et år siden, at den 59-årige jesuiterpræst, missionær og fredsaktivist blev bortført i Raqqa-området i det nordlige Syrien. Siden har der været mange forlydender om, hvad der er sket med ham, men intet konkret.

”Der er nu gået et år, siden vores søn og bror forsvandt. Det er lang tid, også for lang tid, selv i et krigsområde som Syrien. Vi beder de ansvarlige for hans forsvinden om at vise anstændighed og lade os kende hans skæbne,” siger familiemedlemmer i videoen.

Det menes, at Paolo Dall'Oglio var taget ind i Raqqa-området for at forsøge at forhandle om frigivelse af nogle syriske aktivister, der var taget til fange af den islamistiske oprørsbevægelse Isil. Men i følge nyhedsbureauet Reuters, der dengang citerede unavngivne kilder, blev han så selv bortført, mens han gik på gaden. Paolo Dall'Oglio, der har levet i Syrien i 30 år, genskabte et gammelt kloster, Deir Mar Musa al-Habashi, i ørkenen nord for Damaskus. Det blev et tværreligiøst center for dialog mellem kristne og muslimer og et vigtigt pilgrimsmål med omkring 50.000, især muslimske, besøgende om året.

Siden hans bortførelse har der med jævne mellemrum været ubekræftede forlydender. I april erklærede Den Frie Syriske Hær, at præsten var i live ”og i hænderne på Isil”. Men i følge den italienske avis Il Fatto Quotidiano siger Abu Ibrahim al-Raqawi, en aktivist i Raqqa, der skal være imod Isil, at gruppen skød jesuiterpræsten to timer efter, at han var blevet taget til fange. Det bliver dog afvist af en anden kilde, Rami Abdul-Rahman, der fra Storbritannien leder det såkaldte Syrian Observatory, der indsamler efterretninger fra et netværk af kilder i Syrien.

Det italienske nyhedsbureau Ansa skrev forleden, at kilder har bekræftet over for dem, at præsten stadig er i live og har det godt. Og i følge et andet nyhedsbureau, Aki-Adnkronos, skal en italiensk delegation have været i området og have haft held til at se og tale med præsten i forbindelse med forhandlinger om hans frigivelse. I givet fald uden officiel italiensk medvirken, for det italienske udenrigsministerium har i en kort meddelelse erklæret, at det ikke kender til ”sådanne kontakter”.

Da borgerkrigen i Syrien begyndte, tog Paolo Dall'Oglio parti for oprørerne mod Bashar al-Assad, og styret svarede igen ved at udvise ham. Siden var han et par gange tilbage i landet illegalt for at tale med oprørsgrupper, ”og det vil jeg gøre igen”, sagde han i et interview med web-mediet Syria Deeply.

”Din mission går nu tydeligt meget længere end til den kristen-muslimske forståelse?”, blev præsten spurgt og svarede: ”Jeg arbejder for et harmonisk forhold mellem muslimer og kristne, men nu også mellem muslimer og muslimer”. Paolo Dall'Oglio forklarede, at han havde haft møder med ekstreme islamistiske grupper og derfor af styret i Syrien blev beskyldt for at være ”i ledtog med dem og betalt af Al-Qaeda”. Men i følge ham er sådanne møder nødvendige, fordi man ”ud over at kæmpe for fred i Syrien også må forberede vejen mod en forsoning bagefter”.