Bispekamp fik kant i Herning

Forskelligt syn på kirkeråd og tværreligiøst samarbejde kom til syne i Midtjylland, hvor de fire bispekandidater i Viborg Stift for tredje gang mødtes til debat

Spørgelysten var stor blandt de 450 fremmødte ved debatmødet i Herning. Blandt andet bispekandidaternes syn på ægteskab, sogneudvikling og Helvede kom til debat.
Spørgelysten var stor blandt de 450 fremmødte ved debatmødet i Herning. Blandt andet bispekandidaternes syn på ægteskab, sogneudvikling og Helvede kom til debat. Foto: Jens Bach.

At interessen for folkekirken er dalende, blev igen afkræftet, da bispekandidaterne i Viborg Stift i mandags i Herning for tredje gang mødtes til debat. Som ved de to tidligere møder måtte flere stole hentes ind for at gøre plads til de i alt 450 fremmødte.

For midtjyderne ønskede at se nærmere på de fire kandidater, der under venligt pres fra salens ivrige spørgere, måtte sætte ord på, hvordan de hver især skilte sig ud fra de andre. Og efter to foregående debatmøder, hvor kandidaterne ikke kommenterede meget på de andres holdninger, syntes kandidaterne denne aften mere villige til markante meldinger og godmodige drillerier.

”Den helt afgørende forskel på mig og de andre er, at mine modkandidater går ind for et kirkeråd og vil have en form for topstyring. Jeg vil se folkekirken fra neden. For mig skal sognet være centrum,” lød det fra valgmenighedspræst Peter Hedegaard, der dog hurtigt blev modsagt af generalsekretær Henrik Stubkjær.

”Folkekirkens fællesudvalg har intet med topstyring at gøre. Lige nu har vi en enerådig minister, der træffer beslutninger på folkekirkens vegne. Forslaget om et folkekirkens fællesudvalg lægger op til et samtaledemokrati, så vi kan undgå, at en minister, som vi har set det, foreslår at lukke sogne med under 200 medlemmer,” sagde Henrik Stubkjær og indkasserede et bifald fra salen.

Også domprovst Niels Christian Kobbelgaard gik i rette med Peter Hedegaard.

”Peter værner meget om sognet, og alt andet end sognet males i sort. Der er et lille, evigt paradis, og det er sognet! Men sognet lever jo også af sine omgivelser, og de har altså ikke altid ondt i sinde!”.

Aftenens ordstyrer, DR-journalist Anders Laugesen, ønskede desuden svar på, hvorvidt folkekirken bør arbejde imod en såkaldt skæv-vridning af Danmark.

”Ja”, lød det fra Peter Hedegaard, Niels Christian Kobbelgaard og Henrik Stubkjær.

Sognepræst Carsten Haugaard Nielsen ville dog hellere tale om en anden form for skævvridning:

”Den vigtigste skævvridning i samfundet er, at vi har rigtig mange fattige. Det skal vi som kirke gøre noget ved. Rundt i sognene skal vi være med til at løfte de svage, og vi skal som kirke altid tale de svages sag. ”

Også rummelighed og teologi blev diskuteret på mandagens møde. Må en sognepræst invitere til en tværreligiøs andagt i folkekirken, ville ordstyreren vide.

”Det er fint med samtaler mellem forskellige religiøse. Men ved det rituelle kan vi ikke have fællesskab,” sagde Carsten Haugaard Nielsen.

Fra Henrik Stubkjær lød det: ”Det er jeg enig i med hensyn til en gudstjeneste. Men jeg kan godt forestille mig, man kan bruge kirken til hver især at sidde og bede en bøn.”

Mens Peter Hedegaard havde store forbehold over for fælles religiøse samlinger i kirken, lød det fra Niels Christian Kobbelgaard:

”Naturligvis kan vi være sammen med anderledes troende om bøn og meditation.”

I aften finder sidste debatmøde sted i Struer.