Spørgsmålet om aktiv dødshjælp, assisteret selvmord eller drab på begæring, som man også kan kalde det, er et etisk spørgsmål, som trænger sig stadig mere på. Teknologiske muligheder for livsforlængelse øges, og frygten for årelang lidelse og afhængighed overstiger for mange frygten for døden.
Guldpalmefilmen ”Amour” fra 2012 om et ældre ægtepar, hvor hustruen får et slagtilfælde, tematiserede for et stort biografpublikum spørgsmålet om livs- og dødshjælp. Der er sket en ganske markant holdningsændring over de senere årtier: I Det Etiske Råd er der ikke enighed om at afvise aktiv dødshjælp, og ifølge en meningsmåling foretaget i 2012 af Jyllands-Posten går 7 ud af 10 danskere ind for aktiv dødshjælp.
De fleste kristne kirker - og andre trossamfund for den sags skyld - har traditionelt været stålsatte modstandere af aktiv dødshjælp. Spørgsmålet er, om der er opbrud i positionerne i de protestantiske kirker, om mentale isflager er under forskydning?
Markante udmeldinger denne sommer kunne tyde på det. Hvis man ser til Tyskland og England, har såvel den evangeliske kirke i Tyskland og Church of England vedtaget officielle dokumenter, der argumenterer mod aktiv dødshjælp. Church of England har aktuelt engageret sig aktivt imod et lovforslag om legalisering af aktiv dødshjælp, som blev fremsat i Overhuset i sidste måned.
For Church of England går bekymringen i kirkens offentlige argumentation på hensynet til svage og udsatte, patientsikkerhed og respekten for læge-patient-forholdet. Church of England argumenterer her på linje med en række handicaporganisationer, der frygter pres på svage grupper, hvis aktiv dødshjælp legaliseres. Som en talsmand fra handicaporganisationerne har formuleret det: Hvorfor er det, at man forsøger at forhindre ikke-handicappede i at begå selvmord, mens man overvejer, hvordan man kan muliggøre selvmord for handicappede?
Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at markante stemmer i Church of England på det seneste har udtalt sig for aktiv dødshjælp. Ingen ringere end Lord Carey, den tidligere ærkebiskop i Canterbury, skrev således et indlæg i ”The Observer” op til behandlingen af lovforslaget i Overhuset, hvori han gjorde klart, hvordan han har ændret holdning:
”Jeg har været så heldig at kunne bruge mit liv på at arbejde for de levendes værdighed. Nu vil jeg bruge kræfter på spørgsmålet om døendes værdighed. Jeg ærer livets hellighed men ikke for enhver pris,” skrev den 80-årige Carey, som tillige giver udtryk for, at aktiv dødshjælp kunne være en mulighed for ham selv.
Efterfølgende har også den 83-årige Desmond Tutu lagt afstand til kirkens traditionelle modstand blandt andet med henvisning til Nelson Mandelas lange sygdomsperiode.
Måske er det enlige stemmer - måske er de to markante biskopper fortroppen for et kirkeligt ældreoprør i spørgsmålet om aktiv dødshjælp? De rykker i hvert fald debatten ind i kirkens egne rækker og åbner for en fornyet diskussion i Church of England. For eller imod er ikke længere et spørgsmål om ”ukristelig” eller ”kristelig”.
Også i Tyskland er spørgsmålet blevet rejst. Her er det den afgående formand for den store evangeliske kirke, biskop Nikolaus Schneider, der har bragt det på bane. Ikke fordi han har ændret holdning til det meget nuancerede dokument, den evangeliske kirke vedtog om spørgsmålet i 2012.
Schneider er fortsat modstander af aktiv dødshjælp, men hans personlige dilemma er, at hans kone har brystkræft og er tilhænger af aktiv dødshjælp. Vil han følge sin kræftramte hustru til en selvmordsklinik i Schweiz, hvis det kom så vidt? Ja, svarede han i to dobbeltinterview med hustruen i store tyske medier i juli. Schneider gav udtryk for, at han vil forsøge at få sin kone fra det, hvis det kom så vidt. Men hvis hun vælger en selvmordsklinik i Schweiz, vil han være hos hende, når hun drikker giften. Kærlighed går forud for principper, lyder det fra de tyske protestanters førstemand.
Schneiders udsagn er blevet mødt med respekt og forståelse. Enkelte kritiske røster har påpeget, at han med udmeldingen sår tvivl om ”kirkens holdning” og får den evangeliske kirke til at ligne en ”anything goes-konfession”. Man kunne også kalde hans udsagn et evangelisk vidnesbyrd om personligt ansvar. Og lige præcis i spørgsmål om dødshjælp er det ikke noget, man skal tage let på.
