Paven gøder frugtbar asiatisk jord

Pave Frans plejede kirkens forhold til Asien og det stærkt stigende antal kristne i regionen under et fem dages ophold i Sydkorea

Pave Frans plejer kirkens forhold til Asien.
Pave Frans plejer kirkens forhold til Asien. Foto: AFP PHOTO/FILIPPO MONTEFORTE.

Pave Frans havde tre centrale motiver til at gennemføre sit netop overståede besøg i Sydkorea. For det første ville han betale en gammel gæld af, fordi hans forgænger, pave Benedikt XVI, aldrig besøgte Asien. For det andet ville han anerkende katolicismens store vækst i Asien, hvor andelen af katolikker gennem det 20. århundrede er steget fra 1,2 procent til tre procent. Og for det tredje ønskede han at saligkåre 124 sydkoreanske martyrer under sit besøg. Med denne gestus gjorde han også opmærksom på en af hans store mærkesager: kristenforfølgelser.

Sådan lød analysen fra John L. Allen Jr., kommentator ved den amerikanske avis The Boston Globe, allerede i marts, da Vatikanet offentliggjorde pave Frans' rejseplaner. Og analysen holdt stik.

Pave Frans' fem dage lange besøg i Sydkorea begyndte torsdag i sidste uge, og allerede i flyet på vej ind i landet markerede paven sig. Der er tradition for, at paven ved indflyvning i et lands luftrum sender en hilsen til det pågældende lands leder, og på vej til Seoul i Sydkorea sendte pave Frans en sådan officiel hilsen til Kinas præsident Xi Jinping. Kina afbrød alle diplomatiske forbindelser med Vatikanet i 1951, og den fornyede kontakt mellem pavestolen og Kina var særligt bemærkelsesværdig, da pave Frans' afdøde forgænger pave Johannes Paul II under en rejse til Asien i 1999 blev tvunget til helt at undgå kinesisk luftrum. Det skrev nyhedsbureauet Reuters.

I Sydkorea markerede pave Frans sig fredag med en messe for op mod ti tusinde unge sydkoreanere på et stadion i Seoul, hvor han endnu engang viste sin folkelige appel ved at afvige fra sit manuskript og sige, at han gerne ville ”tale frit fra hjertet uden at læse op fra et stykke papir”, men at hans engelske ikke var godt nok. ”Nej!”, råbte de tusindvis af unge i kor, der udgjorde en lille del af Sydkoreas omtrent 5,4 millioner katolikker, omkring 10,4 procent af befolkningen.

Pave Frans berørte på sin rejse også et af de emner, han ellers har undgået med henvisning til, at de fleste kender kirkens standpunkt. Under et besøg i området Kottongnae, et samfund for mennesker med handicap sydvest for Seoul, gjorde paven holdt ved et monument for aborterede fostre med handicap, bad en stille bøn og talte senere om en ”kultur af død” i et Sydkorea, hvor handicap er forbundet med stigma og diskrimination, skrev The Sydney Morning Herald.

Lørdag blev også dagen, hvor pave Frans ved en ceremoni saligkårede 124 sydkoreanske martyrer, og ved en bispekonference i søndags satte han streg under, at asiatiske regeringer ikke skal frygte kristendommen, for de kristne kommer ikke som ”erobrere”, lød beskrivelsen i The Guardian.

Endelig bad pave Frans ifølge The New York Times i mandags under en messe for dialog mellem Syd- og Nordkorea. Med henvisning til bibelcitatet om, at man skal kunne tilgive sine fjender ikke bare syv, men 70 gange, sagde paven:

”Hvis vi ikke er parat til at gøre dette, hvordan kan vi så ærligt bede for fred og forsoning?”.