Hvordan vil du beskrive din tro?
Som grundtvigiansk folkekirkelig. Jeg er vokset op i et indremissionsk område i Vestjylland og gik i søndagsskole. Mine forældre er ikke missionske, men søndagsskole var noget, man gik i. Og det er først som voksen, at jeg er begyndt at forstå, at den indremissionske opfattelse af kristendommen ikke er den eneste eller den rigtige. For mig er kristendommen positiv, og den handler om frelsen frem for fortabelsen. Men fortabelsesangsten ligger på lur hele tiden, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at slippe den. For når man erfarer den form for kristendom i barndommen, sidder den fast, og jeg skal hele tiden kæmpe for at holde fast i glæden ved kristendommen. Hvis ikke jeg holder fast, melder der sig hurtigt en dårlig samvittighed, hvor jeg ængstes ved, hvad jeg har gjort forkert, og frygter at blive straffet for det.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Vi bad ikke bordbøn, og mine forældre oplærte hverken mine to søstre eller mig i den kristne tro. Alligevel gik vi i søndagsskole, for det var det, man gjorde, når man boede i Sdr. Felding. I stedet for fodbold eller håndbold gik jeg på biblioteket og i søndagsskole, som var en af de få fritidsaktiviteter, der var. Byen var nærmest delt op mellem de indremissionske og grundtvigianerne symboliseret ved byens to købmænd. De indremissionske handlede hos den ene, mens de andre handlede hos den anden. Men man levede alligevel tæt sam-men, og jeg kom jo ofte i missionshuset, og min mor handlede hos begge købmænd. Men i min familie drak og dansede man. Det gjorde man ikke i de indremissionske.
Hvad har udfordret din tro?
Jeg ved egentlig ikke, om jeg vil beskrive mig selv som troende. Jeg er vel snarere en tvivler. Jeg veksler konstant mellem troen og tvivlen. Men for mig at se er det en væsentlig del af den kristne tro - at den bærer tvivlen i sig. Den kristne tro er håb og ikke vejledning, og det er en frisættelse, hvor man ikke behøver at være bange for for-tabelsen. For mig er tro at håbe, men jeg er konstant udfordret.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Det har min opvækst, som jo til dels er præget af en indremissionsk opfattelse fra søndagsskolen. Og så min egen selvstændige, intellektuelle beskæftigelse med kristendommen. Som voksen er mit møde med kristendommen i høj grad litterært. Det har været en øjenåbner for mig at finde ud af, hvor meget kristendommen præger vores liv. Og ikke den kristendom, jeg mødte i barndommen, men en langt mere frugtbar, produktiv og livsbekræftende måde at være i verden på. Bibelen er for mig som litterært værk det største af alle. Alt udspringer af Bibelen - talemåder og mange af de udfordringer, man møder i hverdagen. Jeg læser ikke Bibelen fra start til slut, men går til gudstjenester regelmæssigt. Danske salmer er også litterære værker af en helt uset høj karat.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i hver-dagen?
På et helt konkret plan: at jeg kan lide at gå til gudstjenester. Jeg kan salmerne, og jeg kan lide dem. De rører mig, og jeg føler mig løftet, hver gang jeg går fra en gudstjeneste. Jeg går derfra med et mere åbent sind og som et mere frugtbart bekendtskab for andre mennesker. Jeg er ikke fortaler for alle mulige moderne og småkarismatiske former for gudstjenester. Det er det rituelle og den orden og systematik, der er i en gudstjeneste, som jeg godt kan lide, og som får det åndelige til at leve mere. Og i hverdagen siger jeg ofte en indvendig bøn, hvis der er noget, jeg er bange eller glad for.
Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Historisk fremstår både Grundtvig og Kierkegaard som forbilleder, modsætningsfyldte som de er. Derudover er det den troende, som uden at råbe op forholder sig udogmatisk, åbent og søgende over for troen. Jeg hører indimellem folk sige, at de ikke har noget forhold til troen, men det har de som oftest. Den ligger der alligevel som en del af deres liv, og den er mere udbredt blandt danskerne, end mange tror.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Min geografilærers bemærkning i karakterbogen i 2. g i gymnasiet: ”En opstramning er nødvendig!”. Det har fulgt mig lige siden.