Missionsfolk vil have politikere på banen for forfulgte kristne

For første gang kommer der en appel til politikere og medier fra Nordisk Indre Missions Råd, hvor blandt andet Luthersk Mission og Indre Mission er medlemmer

En kvinde kysser sin søn uden for Mar Tshmony-kirken, hvor 500 kristne familier har søgt tilflugt.
En kvinde kysser sin søn uden for Mar Tshmony-kirken, hvor 500 kristne familier har søgt tilflugt. Foto: Vianney Le Caer / Pacific Press/Sipa.

Terrorbevægelsen Islamisk Stat offentliggjorde for nylig deres halshugning af den amerikanske journalist James Wrigth Foley på hjemmesiden YouTube. Videoen vakte rædsel og opsigt verden over. Men der ligger også videoer med henrettelse af mennesker fra de kristne mindretal i Mellemøsten på samme side. De har bare ikke fået nær den samme opmærksomhed i verdens medier.

Det er generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, som påpeger det. Han har i dag sammen med ni andre generalsekretærer og ledere fra de toneangivende nordiske missionsbevægelser udsendt en udtalelse til støtte for de forfulgte kristne i Mellemøsten:

”Konflikten i Syrien og Irak har udviklet sig til noget, der ligner en udrensning af det kristne mindretal,” skriver de kirkelige ledere, som er forsamlet på Færøerne til møde i Nordisk Indre Missions Råd.

Det er første gang, at de nordiske missionsbevægelser i fælleskab kaster sig direkte ind i et storpolitisk spørgsmål, som rækker langt ud over landenes grænser.

”Vi mener langtfra, at medier i Norden tilstrækkeligt tydeligt har fortalt befolkningerne, at kristne minoriteter i Mellemøsten er i en alvorlig klemme. Vi taler om en halvering af antallet af kristne i Irak, hvor mennesker er drevet ud af landet, dræbt eller henrettet,” siger Jens Ole Christensen.

Han og de øvrige ledere fra nordiske missionsbevægelser mener, at de kristne i Mellemøsten er fanget i en sandwich mellem islamisk fun-damentalisme og vesteuropæisk sekularisme.

”De kristne mindretal er ikke nogens kæledægger, og derfor taler medier og politikere i stedet bredt om religionsfrihed for alle religiøse grupper. Dermed bliver der mindre fokus på de konkrete tilfælde af forfølgelser af kristne. Men de aktuelle forfølgelser af kristne i Irak og Syrien kan nærmest ikke blive værre. Derfor er der nu overskredet en grænse, hvor vi mener, at medier og politikere i langt højere grad må fokusere på forfølgelser af kristne,” siger Jens Ole Christensen.

I øvrigt rejser udtalelsen også bekymring for shia-muslimer og yazidier.

”Jeg er ikke politiker, men organisationsleder, og jeg skal ikke diktere nogen, hvad de skal gøre. Men vores udtalelse skal ses som en bred appel til alle politikere i Norden om at tage specifikt forfølgelse af kristne op i alle sammenhænge, hvor de rejser i udlandet og i internationale fora, hvor det er relevant,” siger Jens Ole Christensen og fortsætter:

”Vi er nødt til at sige klart og tydeligt til vores politikere i Norden, at de må finde på nogle løsninger i de aktuelle konflikter, som beskytter også de kristne.”

Missionsbevægelsernes nordiske ledere har også forpligtet sig på selv at tage initiativer i deres respektive hjemlande. Jens Ole Christensen nævner, at man i Danmark konkret vil forsøge at råbe politikerne op, ligesom man vil opfordre bredt til forbøn for forfulgte kristne, og der skal sættes en økonomisk indsamling i gang gennem den verdensomspændende, tværkirkelige organisation Evangelisk Alliance.

”Det kan opfattes som dråber i havet. Men måske løber havet til sidst over, når tilstrækkeligt mange mennesker stiller sig bag et krav til politikerne om en øget indsats for forfulgte kristne,” siger Jens Ole Christensen.

Generalsekretær i Indre Mission, Thomas Bjerg Mikkelsen, har været en af hovedkræfterne bag udtalelsen.

”Der er mange i vores bagland, som er fortvivlede over situationen og ønsker, at Indre Mission er synligt til stede i denne debat. Desuden gør det mig vred, at mange politikere ikke reagerer stærkere på forfølgelserne af de kristne mindretal i Irak og Syrien,” siger Thomas Bjerg Mikkelsen.

”Vi sender omkring 50.000 kroner af sted med det samme til vores samarbejdskirker i Mellemøsten, så kristne og andre forfulgte mindretal kan få gavn af dem. Men allerede nu kan danskerne sende penge til Evangelisk Alliance,” siger Thomas Bjerg Mikkelsen, som er formand for Evangelisk Alliance, der i næste uge lancerer en indsamling af penge til nødhjælp til forfulgte kristne i Irak og Syrien.

Dr.theol. Viggo Mortensen finder det naturligt, at de nordiske missionsbevægelser går ind og udtaler sig til fordel for forfulgte kristne. Det er nok en politisk sag, men med et humanitært sigte.

”Det er først og fremmest udtryk for, at det er utrolig skræmmende for alle, hvad der her er sket på relativt kort tid. Fra at de kristne har levet i relativ sikkerhed som beskyttede mindretal, er et resultat af det arabiske forår blevet, at alle mindretal er truet. Idet de kristne i Mellemøsten ikke har nationale grænser eller en stat til at beskytte dem, bliver de jaget vildt. Derfor er de utrolig sårbare. Det foruroliger naturligt nok den kirkelige højrefløj. Her er man optaget af mission, og en væsentlig aktivitet inden for nutidig mission er netop fokus på at bevare folk i troen og øve fortalervirksomhed for de svage. Det er således en central del af den moderne missions selvforståelse at støtte kristne brødre og søstre og give dem stemme, når de er trængt,” siger Viggo Mortensen.