Debatten om kirkeforståelse har fået et godt tilskud i to nye ph.d.-afhandlinger fra Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet. I sin afhandling ”Forsamlingen først” fra 2013 viser Katrine Frøkjær Baunvig, at folkepædagogerne N.F.S. Grundtvig og franske Emile Durkheim er fælles om at prioritere den konkrete forsamling i deres projekter med at fremme sammenhængskraften i folket. Grundtvig vinder dog på point, fordi han kunne skrive sange og salmer, som forsamlede mennesker kan synge sammen, hvad sociologen Durkheim ikke kunne.
Jette Bendixen Rønkilde vælger også i sin afhandling om Grundtvig som liturgisk teolog at tale om den guds-tjenestefejrende forsamling netop som en forsamling. Fordelen ved at tale om forsamlinger er, at en forsamling ikke er en foruddefineret enhed, men en størrelse, der skabes gennem den fælles praksis, for eksempel gudstjenesten. Forsamlingen går i opløsning igen, efter at gudstjenesten er endt. Forsamlingen findes altså ikke i generel form, men altid som en bestemt forsamling af forsamlede mennesker.
Menighedsbegrebet var ukendt i Danmark indtil vækkelserne i 1800-tallet. Det kommer af det tyske Gemeinde, som betyder det fælles eller det almindelige for alle.
Ordet ”menighed” sejrede hurtigt så grundigt, at Folketinget i 1912 satte det ind i det stadigvæk gældende menighedsrådsløfte, hvor menighedsrådsmedlemmer forpligter sig til at arbejde for gode rammer for ”menighedens liv og vækst”.
Det er et vildledende udtryk, fordi ”menigheden” er en abstraktion. Menigheden samles aldrig. I et gennemsnitligt dansk sogn er det kun 10 procent af ”sognemenigheden”, der er til stede, selv hvis kirken er stuvende fuld. Hertil kommer, at faste menigheder (”kernemenigheder”) i dag kun findes i et mindretal af folkekirkens sogne. Men til gengæld findes der noget andet: Der findes en meget lang række af mange forskellige slags forsamlinger, som samles i så den ene og så den anden, ofte lokale eller familiemæssige, anledning.
Ordet forsamling bruges på svensk om, hvad der på dansk kaldes menighed. Det er i mange kredse et misagtet ord, fordi det blev brugt om såvel pietisternes som vækkelsesfolkets mødeformer. Men det er samtidigt det danske ord, der kommer tættest betydningen af det nytestamentlige hovedord for kirke, ekklesia: dem, der er kaldt ud eller sammen. Kirken tager igen og igen skikkelse i forsamlinger af mange slags.
Samlet set findes kirken i tre forskellige grundformer: Kirkens første grundform er summen af kristustroende i fortid, nutid og fremtid. ”Helgen her og helgen hisset er i samme menighed”, som det hedder i Grundtvigs salme. Tager vi højde for, at kristus-tro ikke er et statisk fænomen, kan vi mere præcist sige, at Kirken med stort K er summen af al den kristus-orientering, der findes hos mennesker i hele verden. Kirken er det eller dem, der hører Kristus til og derfor orienterer sig efter Kristus. De, der hører Kristus til, er mennesker med hjerter, hvor Kristus bor ved troen, som det hedder i nadverritualet.
Kirkens anden afgørende grundform er forsamlinger. Men de fleste kirker, og i hvert fald folkekirken, har også en tredje grundform, som kan kaldes kirkens folk, det vil sige de mennesker, der pålægger sig den disciplin, det er at tage ansvar for den ene eller den anden side af kirkens liv. Der må overalt være nogle folk, der tager vare på kirken og fastholder dens mission. Præsterne og de andre ansatte kan ikke gøre det alene, hvis de ikke skal ende som servicemedarbejdere i almen, religiøs ritualproduktion.
Skal kirken have en fremtid som forsamlingsbevægelse, der tager forskud på den himmelske forsamling, må der være nogle folk, der glad og gerne sørger for, at alting er rede, så der er rum og lejlighed til mange slags forsamlinger. Kirken må derfor ikke blot have professionelle, for eksempel præster, men også frivillige af mange slags. Kirken som forsamlingsbevægelse må bæres af en frivillighedsbevægelse, som kan kaldes kirkens folk eller kirkens frivillige.