Flere udenlandske forkyndere kommer til Danmark

Sidste år kom langt flere forkyndere end tidligere fra udlandet til Danmark. En del er mormoner og ikke imamer, som debatten ofte drejer sig om, fortæller iagttager

En ung prædikant beder for menighedens medlemmer til gudstjeneste i en migrantkirke. Arkivfoto.
En ung prædikant beder for menighedens medlemmer til gudstjeneste i en migrantkirke. Arkivfoto.

Trossamfund herhjemme får i stigende grad kræfter udefra.

Nye tal fra Udlændingestyrelsen viser, at flere religiøse forkyndere, missionærer og udlændinge, der i Danmark skal virke inden for et religiøst samfund, har fået en såkaldt førstegangs-opholdstilladelse. Opgørelsen går tilbage til 2009, hvor antallet af forkyndere var 74. Det steg svagt i de følgende år for i 2012 at falde til 66. Men i 2013 blev der givet 130 førstegangsopholdstilladelser.

Hans Henrik Lund, daglig leder i Kirkernes Integrations Tjeneste, har sidste år skrevet en rapport om religiøse forkyndere, der kommer til Danmark. På baggrund af den konkluderer han, at over 50 procent kommer fra USA, og at hovedparten er mormoner.

En del er også præster til kristne migrantkirker og den katolske kirke. Det står i kontrast til, at den tidligere borgerlige regering med støtte fra Dansk Folkeparti strammede den såkaldte imam-lov. Intentionen hos politikerne var at kontrollere imamer, der kommer til Danmark, via en danskprøve.

Men ifølge Hans Henrik Lund får de arabiske missionærer ikke ophold i Danmark på såkaldte missionærvisa, og dermed understreger han, at de prøver og kurser, som udenlandske forkyndere skal igennem, ikke omfatter imamerne.

”Hvis Folketinget har ønsket at lave kurser for at ramme kristne missionærer, er de velkomne til det. Min holdning er, at det er godt med undervisning. Men hvis målet er at give undervisning til imamer, når man det ikke,” siger han.

Udlændingestyrelsen kunne i går ikke oplyse om forkyndernes nationalitet eller religion. Hos mormonerne i Danmark fortæller informationschef Martin Stokholm, at aldersgrænsen for missionærer blev sænket i efteråret 2012. Det har ført til, at flere udlændinge er kommet til Danmark som missionærer. Han kan dog ikke oplyse om det præcise antal.

Karina Lorentzen, SF, der er formand for Retsudvalget, kender ikke til baggrunden for stigningen i antallet af udenlandske forkyndere, der kommer til Danmark.

”Men i en tid, hvor vi oplever, at folk bliver radikaliserede og havner i Syrien, synes jeg, vi skal være optaget af tallene. Det er udmærket, at vi har hånd i hanke med hvem, der kommer ind i vores land og påvirker folk her i landet,” siger hun.

Karina Lorentzen mener ikke, at tallene giver anledning til, at der bør ses på lovgivningen på området. Og desuden om prøver og kurser for nytilkomne forkyndere rammer eksempelvis kristne og mormoner frem for imamer.

”Vi er optaget af, hvem der kommer til Danmark, uanset hvilken religion der er tale om. For så er det fint, at en, som ikke kender danske forhold, oplyses om dem,” siger hun.

Ph.d. og konsulent med speciale i interreligiøse studier Mogens Mogensen peger på, at det danske samfund er gået fra en ekstrem grad af religiøs homogenitet til i dag at være et samfund præget af globalisering.

”Fordi vi ikke er vant til mangfoldigheden, er mangfoldigheden i sig selv noget, der gør folk nervøse. Det gælder ikke bare imamer, men også præster og missionærer hos den katolske kirke og mormonerne. Vi har været vant til kun at forholde os til folkekirkepræster, og den nye udvikling gør folk utrygge,” siger han og fortsætter:

”Religion bliver til noget, der i sig selv er problematisk. Og det er problematisk. For mange danskere spiller religion ikke en stor rolle, men vi bør se i øjnene, at folk andre steder i verden er religiøse og dermed også har behov for en religiøs service, når de kommer til Danmark.