Hovedrollerne i søndagens prædiketekst spilles egentlig af farisæeren Simon og en kvinde, mange i byen så skævt til, formentlig fordi hun var prostitueret. Men tekstens pointe understreges bedre, hvis rollerne byttes ud med noget mere nutidigt, så Simon bliver en respekteret nødhjælpsarbejder og kvinden en pædofil, siger Anne E. Jensen, der er tidligere politiker i Europa-Parlamentet og nuværende Venstre-medlem i byrådet i Kalundborg Kommune.
”Det provokerende i teksten er, at Jesus tilgiver syndere, som virkelig forsynder sig mod normerne i vores samfund. I vores frisindede Danmark har vi vænnet os til, at farisæerne er de slemme og den prostituerede den gode. Derfor giver det mening at sætte nogle andre personer ind i fortællingen for at forstå den bedre,” siger Anne E. Jensen, der også er nyvalgt formand for Danske Sømands- og Udlandskirker og fortsætter:
”I vores samfund findes der mennesker, som for eksempel pædofile, som vi må tage afstand fra. Men hvis man læser denne tekst, siger Jesus faktisk, at hvis den pædofile kommer og beder om tilgivelse, får han det. Det er provokerende, men også en trøst for de mennesker, som er trådt ved siden af.”
Anne E. Jensen kalder sig ”en kulturkristen, som forholdsvis tit kommer i kirke på grund af gudstjenestens gode budskab”, og bibelteksten er ikke fremmed for det tidligere menighedsrådsmedlem og nuværende suppleant til menighedsrådet ved Vor Frue Kirke i Kalundborg.
Et andet element i prædiketeksten er forholdet mellem tro og gerninger, påpeger Anne E. Jensen. Der står om kvinden, at hun levede i synd, og Simon har ikke tilbudt Jesus at få vasket fødder, som en god vært ellers burde efter datidens tradition. Det kommer kvinden i stedet og gør, og på grund af hendes prostitution bliver der set ned på hende. Men ikke af Jesus. Ifølge Anne E. Jensen bør de to ting, troen og handlingerne, leve side om side, selvom frelsen ikke kommer an på, hvad du har gjort af hverken godt eller skidt.
”Jesus siger ikke, at vi skal leve i moralsk forfald. Der er en moral og nogle love, som gælder i et samfund. Men hans rige har bare nogle andre love og regler, selvom de er svære at begribe,” siger hun.
Derfor er der også en risiko for at fejlfortolke bibelpassagen.
”Hvis man efter at have læst teksten tror, at den, der synder meget, får meget tilgivet, og at man derfor kan leve, som man har lyst til, så skal man have at vide, at det ikke er sådan, det skal fortolkes. Teksten siger, at uanset hvordan du har opført dig i livet, er der en, der tilgiver dig, hvis du beder om det,” siger Anne E. Jensen med tilføjelsen:
”Kvinden får af Jesus at vide, at hun er tilgivet. Ikke fordi hun har syndet meget, men fordi hun har elsket meget. Det er hendes store synd, der får hende til at have behovet for tilgivelsen og vise sin kærlighed.”
Logikken i prædiketeksten kan dog være svær at følge. Anne E. Jensen henviser til, at hun oplever en ateisme, som kalder kristendom-men en lovreligion, og som derfor kan have svært ved at finde mening i teksten.
”Nogle ateister maler et bestemt billede af kristendommen, som vi, der kommer i kirken, ikke kan genkende. For disse ateister vil et sådant budskab som i denne tekst være meget uforståeligt. De vil sige: 'Jeg tænker med min fornuft, tilrettelægger mit liv efter min fornuft'. Teksten går langt ud over fornuften, og derfor vil de kalde kristendommen overtro. Jeg synes dog, det er en fantastisk givende overtro, hvis det er en overtro,” siger hun.
Som politiker har Anne E. Jensen mødt spørgsmålet om at argumentere ud fra tro eller fornuft.
”I mit arbejde i Europa-Parlamentet har jeg oplevet, hvordan politikere fra andre lande bærer deres religion meget mere udenpå end jeg selv. Og som desuden synes, det er et legitimt politisk argument at være imod noget bestemt, fordi de siger, at deres tro forbyder dem at være for det. Det kunne jeg aldrig finde på at sige,” fortæller hun.
Hun forklarer, at tro for hende er ”et meget personligt forhold”, og derfor føler hun sig godt hjemme i det, hun kalder en puritansk dansk folkekirke, der for hende betyder en indadvendt trostilgang.
”Men jeg kan godt blive fascineret af mennesker, der har en mere udadvendt tro. For eksempel politikere fra Tyskland fra mange fløje, som skilter meget åbent med deres kristelige tilhørsforhold. De føler, at det at være kristen hænger sammen med at være et socialt tænkende menneske,” siger Anne E. Jensen.
Og selvom en typisk dansk politiker, inklusive hende selv, vil sige, at tro og politik skal adskilles, lykkes det alligevel ikke helt, mener hun.
”Ens tanker om verden er præget af den tro, man har. Men vi synes, vi skal argumentere mere rationelt. Den danske politiker, der er imod forskning i stamceller eller imod abort, vil oftest begrunde det med rationelle argumenter om, at vi ikke må lege for meget med naturen, snarere end sige, at det bunder i et kristent livssyn.”
Den tilgang har fulgt hende fra Europa-Parlamentet og til kommunalpolitik i Kalundborg:
”Selvom jeg beskæftiger mig med socialt arbejde, skubber jeg ikke Gud foran mig. Selvfølgelig er man et produkt af det, man tror, men jeg vil aldrig bruge det som et argument i en politisk debat.”