Det er vigtigt at værne om en alvorlig kirkeform

Det multireligiøse samfund er grundlæggende godt, men det bliver problematisk, når religioner vil have, at man respekterer dem på en bestemt måde, mener juraprofessor Ditlev Tamm

Højmessen skal handle om evangeliet og indeholde en god prædiken og ikke være fuld af guitarspil, mener professor i retshistorie, Ditlev Tamm. -
Højmessen skal handle om evangeliet og indeholde en god prædiken og ikke være fuld af guitarspil, mener professor i retshistorie, Ditlev Tamm. - . Foto: Leif Tuxen.

Hvad er det bedste ved kristendommen?

For mig er det store ved kristendommen, at det ikke er en lovreligion. Den stiller ikke krav om, at man skal gøre noget bestemt, men respekterer en som menneske. Derfor er det en religion, som nemt finder sig til rette i samfundet.

Religion er et inderlighedsforhold mellem en person og Gud og viser sig ikke ved, at vi gør noget bestemt.

Kristendommen stiller det vigtigste til rådighed, nemlig frihed og fortrøstning. Med fortrøstning mener jeg, at man kan leve sit liv i tillid til, at man kan gøre det bedste inden for den rolle, man har, men det afgørende afhænger ikke af en selv. Man er kun en del af et større skaberværk. Livet er en gave, men også en opgave man skal udføre inden for den ramme, der er sat.

Det er ikke altid let for et reflekteret menneske at tro. Men kristendommen er intellektuelt en stimulerende religion, samtidig med at den, som Søren Kierkegaard skriver, forlanger, at vi kaster os ud på de 70.000 favne vand.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Jeg ved ikke, om der er noget værst ved kristendommen. Det værste er de mennesker, som henviser til kristendommen på en bestemt måde, misbruger den til at mene noget bestemt og bruger den til at opstille moralbud om, hvordan andre skal opføre sig.

Kristendommen har bud, man ikke kan opfylde, for det er ideelle krav. Det kan ikke være meningen, at man skal bruge kristendommen til at slå andre mennesker i hovedet. Grundlæggende har vi en pligt til at være tilgivende og forstående over for hinanden.

Det bedste er, at kristendommen er en gave, og det værste er den måde, den kan bruges på.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det bedste ved folkekirken minder om det bedste ved kristendommen: Det er en rummelig kirke, der giver plads til mange forskellige meninger og muligheder for at være kristen inden for den samme ramme.

Det er vigtigt, at der ikke er nogen, der bestemmer, men der skal være en grænse. Den store styrke ved den danske folkekirke er, at den forsøger at rumme og forstå og dermed afspejler den måde, som mennesker er på.

Den grundtvigske glæde er en meget vigtig positiv faktor i den danske kristendom. Idéen om menneske først, kristen så, hvor man omfatter det almenmenneskelige med alle de fejl, der er med, er vigtig.

Jeg hører ikke til dem, som går ind for kirkeråd, centralisering eller topstyring. Der skal være plads til den høje grad af frihed i folkekirken, som der er nu. Blandt andet i Sverige kan man se, hvor galt det kan gå, når forskellige fromhedsopfattelser bliver dominerende.

Hvad er det værste ved folkekirken?

3Det er nærmere noget menneskeligt, for det værste er, at det tit bliver meget småt, hvad man diskuterer.

Jeg kunne måske ønske, at folkekirken fra tid til anden kunne tale med en større røst, uden at den skal centraliseres.

Det kniber med store personligheder, der bruger folkekirken som afsæt for at have en stærk mening om det, der foregår i samfundet. De seneste år er der sket en udvanding af meningsdannelsen, og det at turde mene noget inden for folkekirkens rammer er blevet mindre. Svagheden er, at det er svært at finde grænsen for, hvor rummelig man skal være, som Grosbøll-sagen viste.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Samspillet mellem tekster, musik og vekselsang og den højtidelige form, som folkekirken har bevaret. Det bedste er, at man stadig kan finde kirker, hvor man kan høre en rigtig god prædiken, som markerer, hvad kirken står for. At der er alvor og stil over gudstjenesten, og at man ikke eksperimenterer unødigt med den, men giver den lov at stå fast som tankens frirum. Det er vigtigt at værne om en alvorlig, rettidig kirkeform.

Med alvorlig mener jeg det, som Lindhardt for en del år siden definerede: At præsters frihed består i at tale om evangeliet og ikke andet og at højmessen er bygget op om en evangelieforkyndelse, hvor der ikke kommer forstyrrende elementer ind.

Den folkekirkelige struktur, hvor man holder fast ved højmessen med et traditionelt, luthersk begreb, synes jeg er en stor gevinst.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Der er ikke noget i gudstjenesten i sig selv, der er det værste. Det er kun de kvaliteter, man bringer ind i den, som kan gøre den dårlig.

Noget af det værste er, hvis man tror, man kommer til en rigtig højmesse af alvorlig slags, og det viser sig at være med guitar, gospel og andre ting, som jeg ikke synes hører sig til i gudstjenesten.

For mig er den gode gudstjeneste smukke salmer, fin orgelmusik og prædikener over tekster, der altid er gode.

Uden for højmessetiden kan man eksperimentere og forsøge at komme folk i møde med andre gudstjenesteformer.

Hvad er det bedste ved multireligiøse samfund?

At man gensidigt respekterer hinandens religion, og at man jo kan lære noget af hinanden. Det har været spændende at lære noget om islam, både set fra et religiøst synspunkt og på grund af mit fag, jura. Islam og islamisk ret er kommet til Danmark med indvandringen, og det er interessant at studere.

Det bedste er, at man kan lære noget af andre religioner, og man kan lære noget om omgangsformer, fordi der er mennesker i ens omgangskreds, som tror på noget andet, end man selv gør. Det er en oplæring i tolerance og viden, og det lærer en at begå sig i en verden, hvor de fleste samfund er multireligiøse.

Det er udmærket at have dialog mellem religionerne, men udgangspunktet er, at man er forskellige, og der er grænser for, hvor langt man kan gå i en dialog. Den egentlige respekt mellem mennesker er, at man kan tale med hinanden, men også lader hinandens grænser stå. Der er ingen grund til, at vi skal forsøge at dialogisere over den grænse, for den er nu engang sådan.

Hvad er det værste ved multireligiøse samfund?

Grundlæggende er det multireligiøse samfund godt. Det værste er scenariet, hvor et multireligiøst samfund udvikler sig til religionskrig. Det værste er, at en religion forsøger at dominere og sætte de andre ud af spillet.

Det værste er forbundet med en menneskelig form for intolerance, hvor religioner ikke forstår og respekterer hinanden eller deres egen plads.

For mig er religion noget privat og skal være tilbageholdende i det offentlige rum. Derfor synes jeg ikke om, når nogle religioner vil have, at man respekterer dem på en bestemt måde.

Det er en uheldig følge af det multireligiøse samfund, at religion bliver meget synlig i det offentlige rum, i stedet for at religionen forholder sig til forholdet mellem mennesket og Gud. Det er derfor, der opstår ballade.

Jeg mener ikke, at religion har større krav på respekt end alle mulige andre sider af den menneskelige tilværelse. Jeg er personligt imod, at man beskytter religion imod bestemte udtalelser.