Hvad er det bedste ved kristendommen?
Det er, at hver eneste gang, der i historiens løb er opstået uenigheder om den rette fortolkning og i forhold til indholdet af den kristne tro, har det altid vist sig, at de mest komplicerede og nuancerede synspunkter er løbet af med sejren.
For eksempel da man i tidlig kristendom diskuterede Kristi natur. De to mest kætterske synspunkter var, at han enten kun var menneske og ikke Gud, eller omvendt. Det ortodokse synspunkt var derimod det komplekse. Her mente man, at han var menneske og Gud på samme tid. Det tvinger os til en højere refleksion. Og sådan er det med alle de komplekse fortolkninger, mens de kætterske har udmærket sig ved at være meget bastante. Disse synspunkter kan forsimple og banalisere, så heldigvis har de ikke domineret. Det vidner om, at Kristus har været med til at skabe en kultur i vores samfund, der vænner os til at reflektere over åndelige spørgsmål. Vi er klar over, at der kan være mange forskellige fortolkninger, og det ender med at blive et værn mod fundamentalisme.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Der var en meget uheldig og skæbnesvanger alliance mellem alteret og tronen. Altså mellem kirken og magthaverne. Jeg bor lige over for Vor Frelsers Kirke, og det er et fremragende billede på dette. Arkitekturen i dette smukke bygningsværk harmonerer ikke med evangeliet. Derimod er dette pragtfulde byggeri i virkeligheden kongens potensforlænger. Det er et magtsymbol.
Jeg mener, det er meget uheldigt, at kristendommen er blevet viklet ind i dette, at den er blevet magthavernes nyttige idiot. Hovedpersonen i kristendommen blev henrettet af magthaverne for at være en rebel og en samfundsoprører. Der er noget politisk teologi i hans opgør med magten, der var undertrykkende. Derfor skal kirken heller ikke være på magthavernes side, som den har været op gennem historien.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
At den er evangelisk-luthersk. Det er, hvad der kendetegner, at vi har brudt med det klerikale hierarki, der dominerer den katolske kirke. Vi fik indført det almindelige præstedømme, hvor ethvert menneske har bemyndigelse til at formidle troen videre. Det har på mange måder været et demokratisk nybrud i kirkens struktur. Det betyder, at den ikke længere flirter med magthavere, hvilket ellers har præget kirkens historie. Og så betyder det selvfølgelig også, at den er adskilt fra politik.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Egentlig synes jeg ikke, der er så meget galt med folkekirken. Selvfølgelig kunne den nogle gange trænge til noget finjustering, men sådan er det jo med alt. Hvis jeg skal pege på noget, kunne det være konfirmationen. Der er ingen grund til, at man har den skik set fra et teologisk synspunkt. Konfirmationen modsiger dåbens betydning. I dåben bekræfter Gud os, og så har vi en eller anden mærkelig tradition med, at vi i begyndelsen af teenageårene skal bekræfte Gud. Det er en smule problematisk.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Liturgien og musikken. At man her træder ind i et rum, hvor man ikke skal præstere eller yde noget. I dette højtidelige rum har man lov til bare at være til stede. Jeg synes, højtideligheden giver en vis ro. Særligt i forhold til de mere lavkirkelige frimenigheder og lignende. Og så er vores salmetradition herhjemme helt fremragende. Forleden var jeg i en frikirke, hvor man sang amerikanske popsange oversat til dansk, og det var tåkrummende pinligt og dårligt i forhold til, hvad vore salmedigtere kan præstere. Både musikalsk, teologisk og poetisk.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Stik imod min egen teologiske overbevisning må jeg konstatere, at det, jeg får mindst ud af ved en gudstjeneste, er prædikenen. Det må jeg modvilligt erkende, fordi jeg egentlig ser prædikenen som noget helt centralt i gudstjenesten. Men der er altså en modsætning i forhold til, hvad jeg i teorien går op i, og hvad jeg får med hjem. Og det er ikke en kritik af præsterne, som gør et godt stykke arbejde. Jeg tror derimod, det har at gøre med denne højtidelige stemning, der er knyttet til liturgien og musikken i gudstjenesten. Når præsten skal prædike, bryder man op med det højtidelige og skal forholde sig til et menneske, der taler. Hvor det højtidelige signalerer tradition, tænker jeg ofte om en prædiken, at jeg skal arbejde. Jeg skal forholde mig til ordene, han siger, og det bliver nogle gange et forstyrrende element for mig i gudstjenesten.
Hvad er det bedste ved det multikulturelle samfund?
Det multikulturelle og multireligiøse samfund tvinger os til at reflektere over denne mangfoldighed. Når vi ser andre religioner blive praktiseret, kommer vi automatisk til at forholde os mere indgående til vores egen tradition, og hvad vi er rundet af. Forhenværende biskop Jan Lindhardt sagde, at muslimsk indvandring er Guds gave til folkekirken, og jeg tror, at han langt hen ad vejen har ret. Vi har været lunkne i forhold til tro og traditioner i mange år, men nu - fordi der er kommet mange flere skikke og synspunkter i landet - er vi nødt til at tænke over vore egne kulturelle og religiøse forhold. Inden vores samfund blev så åbenlyst multikulturelt, var vi i højere grad ligeglade med vore kristne traditioner.
Hvad er det værste ved det multikulturelle samfund?
Jeg tror, at det multikulturelle er med til at underminere velfærdsstaten. Og det giver jeg ikke nogen skylden for, og da slet ikke indvandrerne. Men vores velfærdsmodel er bygget på, at jeg er villig til at betale noget til andre uden at forvente at få noget igen. Det kræver i høj grad tillid til borgerne imellem. Jeg skal være villig til at betale penge i skat, fordi jeg går ud fra, at en person, som skal modtage mine penge, ville gøre det samme, hvis jeg stod i hans situation.
Den tillid kræver, at et samfund er homogent. Det kræver, at man anerkender, at de tænker som mig, derovre i Jylland for eksempel, og derfor er jeg solidarisk. Der har indvandring skabt et multikulturelt samfund, hvor homogeniteten og dermed også tilliden svækkes. Det er som sagt ikke nogens skyld, men simpelthen bare en udvikling.
Er der ikke tillid, er man heller ikke villig til at yde uden at få noget retur. Så vil man passe sit eget, og det underminerer desværre villigheden til at bevare et velfærdssamfund. Det er en af de helt utilsigtede og ufrivillige konsekvenser ved det multikulturelle samfund.