Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg har en tro, som selvfølgelig er et produkt af min barndom og opvækst, men i høj grad også et resultat af mit voksenliv. Den bygger på min erfaring som menneske og går ud på at tro på en skabende og mægtig Gud, som jeg mener har vist sig i Jesus Kristus. Jeg tror, for at jeg kan forstå - som man sagde i middelalderen.
Min tro er ikke en blind tro - den er ikke et fravalg af fornuften. Den er en nødvendig del af min eksistens, min primus motor.
Jeg tror på de helliges selskab. Det vil sige, at gennem min tro er jeg forbundet med de levende og de døde. Ikke fordi jeg mener, at man skal bede for de afdøde, for at de befries fra skærsilden, det siger mig ikke noget. Men de mennesker, som jeg har elsket, og som er gået bort, er stadig inden for rækkevidde. På en eller anden måde er de til - jeg ved dog ikke hvordan.
Vi er alle forbundet med hinanden gennem vores tro og vores menneskelighed. Jeg er en del af Kristi krop, som man kaldte det i middelalderen, og en del af alle kristne kirker i verden. Ikke bare folkekirken. Så på den måde er min tro også en søgen efter den store kommunion.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Jeg voksede op i en from katolsk ghetto i Californien, plejer jeg at sige. Det var en verden, der var delt op mellem os katolikker på den ene side, og så alle de andre på den anden. Vi mente, at vi havde den eneste rigtige religion, og at de andre var forkerte på den. Det var meget indsnævret - ligesom Indre Mission i gamle dage. Men på den anden side var det også meget trygt, for der var altid et svar. Og det var i orden at stille svære spørgsmål og tvivle, når altså det var med henblik på, at man kom på bedre tanker.
At gå ind i fortiden som historiker har for mig været som at gå ind i min barndomsverden. Men jeg er splittet, for på samme tid som jeg ser omsorgen og kærligheden, ser jeg også fordommene, overtroen og tvangstankerne. Lige nu er jeg faktisk ved at skrive en erindring om alt dette.
Hvad har udfordret din tro?
Det har 1960'ernes kulturrevolution. Jeg kom på et verdsligt universitet, Berkeley i Californien, og følte, at de forklaringer, jeg havde fået som barn og ung, ikke duede længere. I en lang periode holdt jeg op med at gå i kirke og blev agnostiker. Jeg så svaghederne i den katolske kirke helt tydeligt, og specielt den katolske lære om seksualitet, som noget der kun findes i ægteskabets kønsakt, fandt jeg misforstået.
Jeg fjernede mig fra katolicismen og kristendommen, men i 1980'erne, hvor jeg begyndte at holde foredrag på cistercienserklostre, oplevede jeg munkenes liv, hvilket fik mig til at genoverveje min tro. Jeg var overvældet over deres trosliv, og jeg kom gennem deres liv og bønner til at se en anden vej til tro end den fornuftsprægede, som jeg var vokset op med.
I mange år har jeg nu besøgt et kloster en gang om året, hvor jeg både lever sammen med og underviser munkene. Jeg har næsten lige været i San Francisco, og til maj skal jeg besøge både et nonne- og et munkekloster i Iowa. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg kalder mig middelalderkristen og ikke katolik. Og jeg overvejer meget seriøst snart at melde mig ind i folkekirken, som jeg føler mig mere og mere knyttet til.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Det har klostervæsen og lovprisning af Gud gennem tidebøn.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg beder mere og mere, efterhånden som jeg bliver ældre. Det hænger måske sammen med, at jeg føler mig mere og mere magtesløs i mit liv i forhold til at kunne påvirke de ting, der bekymrer mig.
Det gælder først og fremmest i forhold til min hustru, mit barn, barnebarn og mine venner. Meget af tiden må vi erkende, at vi som mennesker kun kan gøre en begrænset indsats. Var jeg Gud, ville jeg give min søn et job, fordi han, på trods af at han har søgt og søgt, ikke har haft et arbejde i et helt år.
Men det eneste, jeg kan gøre ud over at lytte til ham, er at bede. Bøn er utrolig vigtigt for mig. De bønner, vi har, er meget formelle, men for mig er bøn først og fremmest at sige: ”Hjælp mig Herre, jeg kan ikke mere”. Det er noget, der finder sted i min hverdag helt usagt. Jeg lukker dog også hver dag op for morgengudstjenesten i radioen, samtidig med at jeg laver mine strækøvelser. Så kan jeg bedre koncentrere mig om at lytte efter.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det har jeg fået fra min hustru: Jeg skal være tålmodig. Som amerikaner kommer jeg fra en kultur, hvor forestillingen er, at det enkelte menneske kan gøre alt, som han eller hun ønsker. Men gang på gang har jeg oplevet, at jeg slet ikke har kunnet gøre noget, eller at det, jeg har valgt at gøre, har ført mig i en helt anden retning.