Folkekirken ser blakket ud set med indvandrernes øjne

Historierne om indvandreres integration i folkekirken har som regel en bagside. Mange indvandrere har negativeerfaringer, særligt i de første møder med kirken

Kristne indvandrere har simpelthen brug for en hånd.
Kristne indvandrere har simpelthen brug for en hånd.

Min første erfaring med kristne indvandrere stammer fra besøg i nogle indvandrerkirker i England i 1970'erne.

På grund af den tidlige indvandring i den gamle kolonistat var der allerede dengang både 2.- og 3.-generationsindvandrere blandt disse kristne i England. Mange af dem var meget radikale i deres kritik af den anglikanske kirke.

Over en bred kam lød der fordømmelser over arrogancen blandt de engelske kristne i den etablerede kirke, fordi de unges forældre og bedsteforældre, der var kommet til England som kristne, oftest som anglikanere, havde fået en meget kold skulder i den anglikanske kirke i England.

Måler man en kirkes størrelse ud fra opslutningen til gudstjenesterne, udgør frikirkerne og migrantmenighederne måske omkring halvdelen af billedet af ”kirken i Danmark”. Vurderes en kirke ud fra antallet af medlemmer og kirkelige handlinger for medlemmerne samt antallet af kirkebygninger ud over landet, er folkekirken stadig meget dominerende i det kirkelige billede i Danmark.

Gentager folkekirken den anglikanske kirkes fejl i dag i Danmark, hvor man kan undskylde sig med, at indvandrerne sjældent er lutherske kristne og i hvert fald ikke med folkekirkeligt tilsnit? Til de fleste gudstjenester i folkekirken er det svært at få øje på de mange farver, som findes blandt kristne i Danmark i dag.

Der var i 2012 cirka 50 folkekirker, 10 missionshuse og 53 frikirker, der lagde lokaler til migrantmenighedernes gudstjenester og møder, selvom migrantmenighederne også bruger mødesteder, der ikke er bygget til formålet. To kirker, Baunehøj og Fredens kirke i København, er i dag helt eller delvist overtaget af migrantmenigheder.

Husning af migrantmenigheder er et gode. Problemet er imidlertid, at indvandrerne bor spredt ud over hele landet på steder, hvor der ofte er langt til en migrantmenighed.

Hvordan går det mon rundt om i Danmark, hvor kristne indvandrerfamilier bor som nabo til folkekirken, men ofte med stor afstand til andre kirker? Det kan man få en god del af svaret på i en ny undersøgelse fra Tværkulturelt Center. Den bringer 18 interviews med kristne migranter, der er aktive i folkekirkemenigheder ud over hele landet.

Indvandrerkristne er dybt afhængige af, at de kommer i kontakt med en tværkulturelt åben kirke. Det kan man langt fra kalde alle danske kirker, hvoraf mange er fysisk lukkede, mens andre viser sig at være det mentalt, hvis en indvandrer skulle komme indenfor. Det vidner næsten alle disse indvandreres erfaringer om.

Kristne indvandrere har simpelthen brug for en hånd. Nogle klarer sig, fordi de er gift med en kirkeligt indstillet dansker, andre møder en præst eller en anden kirkeligt aktiv dansker med sans for deres situation.

Nogle supplerer folkekirken med fællesskabet i en migrantmenighed, og dem, der klarer sig godt i folkekirken alene, kommer alle i kirker, der supplerer den danske højmesse med kulturelt åbne samværsformer - samt et børnearbejde, hvor indvandrerbørn kan være sammen med danske børn i nogle kristne rammer.

De 18 interview er så spækkede med rammende udtrykte erfaringer, at man kunne have fået flere sider med lærerige citater, hvis man havde samlet dem alle - både de positive om at opleve, at man bliver lukket ind, og de negative om at føle sig lukket ude.

Det er god pædagogik, når Tværkulturelt Center her som altid i sin virksomhed søger at få løftet de positive historier frem. Alligevel pibler indvandrernes negative erfaringer med folkekirken frem af sprækkerne, især når de skal fortælle om deres første erfaringer med kirker, som de har opsøgt som flygtninge eller på anden måde nye i Danmark.

Undersøgelsen samles op i en række vink om nogle overkommelige ting, man kan gøre, hvis der skulle dukke en migrantkristen op i den lokale kirke, eller hvis man kerer sig om de cirka 250.000 kristne indvandrere, der bor spredt ud over folkekirkens sogne.

Det er afdækningen af enkeltpersonernes særlige tros- og identitetsudviklingshistorie, der er undersøgelsens styrke.

Birthe Munck-Fairwood mestrer det korte interview, der lader læseren komme tæt på den enkelte person. På den måde er det en både oplysende og udfordrende undersøgelse, Tværkulturelt Center kan udsende den 1. oktober.