Mission og dialog har forskellige teologiske rødder

Massoud Fouroozandeh - Præst

Sagen om Massoud Fouroozandeh har blandt andet udviklet sig til en diskussion om mission overfor dialog. Foto: Claus Fisker / Scanpix

I sagen om indvandrerpræst Massoud Fouroozandeh har man diskuteret forholdet mellem mission og dialog i forholdet til andre religioner. De to går i rendyrket form tilbage til to forskellige grundsyn på kristendommen og har længe eksisteret side om side i Danmark

Der har været meget diskussion på det sidste om mission eller dialog i anledning af Massoud Fouroozandehs arbejde som præst i folkekirken. Spørgsmålet vedrører synet på andre religioner. Her er der to teologiske hovedspor. Det ene siger: Jesus Kristus er den eneste vej til Frelse. Han er Sandheden. Ham kender vi via åbenbaring, og derfor skal det kristne evangelium forkyndes for alle mennesker, fordi der kun er frelse i at være døbt til ham og tro på ham.

De gamle kirkelige retninger arbejdede i 1800-tallet ud fra dette lutherske syn. Grundtvig - og H.C. Andersen - dog med den særlige krølle, at de opererede med muligheden for omvendelse til Kristus i dødsriget. Det ”eksklusive” ved den kristne tro blev igen fremhævet stærkt fra 1920'erne af Karl Barths teologiske tradition, der i Danmark især fik nedslag i bevægelsen Tidehverv. Her ses alle religioner som afveje, som lov-retfærdighed og menneskeværk, der må modsiges af den kristne forkyndelse. For denne teologi, åbenbaringsteologien, bliver tilhørsforhold til den kristne menighed med dens forkyndelse og dåb afgørende vigtig. Derfor vil man her drive mission.

En anden ”inklusiv” teologi har mere karakter af skabelsesteologi. Her lægger man mest vægt på, at Gud giver sig til kende for mennesker på skabelsens plan, og at mennesker derfor kan nå frem til sandheden via naturen og erfaringen. Historisk var denne ”inklusive” holdning udbredt i oplysningstiden, hvor Lessing i skuespillet Nathan den Vise i 1779 søgte at tage det bedste fra kristendom, islam og jødedom.

Den liberale teologi omkring 1900 var også inklusiv: Kristendommen blev set som den bedste af verdens religioner, der fuldkommengjorde, hvad de andre religioner havde en delvis erkendelse af. Nutidens spirituelt søgende mennesker er ligeledes ofte positive over for at lære af andre religioner. Forholdet til andre religioner vil ud fra en inklusiv teologi tage form af en dialog med andre søgende. Derfor vil præster af denne teologi typisk også være åbne for samarbejde med repræsentanter for andre religioner ved fælles bøn og gudstjenester.

De to vidt forskellige slags teologi trives side om side i dag. Dialog-linjen har vind i sejlene, skriver pastor Fouroozandeh og beklager, at der er flest penge i kirkens kasser til dialogarbejde. Sognepræst Torben Bramming har i Kristeligt Dagblad den 18. september hævdet, at der ligefrem er tale om en kirkekamp mellem tilhængere af mission og tilhængere af dialog.

At Bramming har påpeget et vigtigt nyt skel i dansk kirkeliv, synes at bekræftes af den påfaldende alliance mellem Tidehverv og kirkens teologisk konservative grupper ved et af de seneste bispevalg. Grupper, der ikke har haft meget til fælles i kirkepolitik, har fundet sammen blandt andet på grund af det fælles syn på religionerne.

Bramming har ret i, at de to holdninger rummer afgørende forskelle i grundlag. Derimod er der ikke nødvendigvis nogen modsætning i kirkelig praksis. I forholdet til folk af anden religion er der mere end religionsteologi på spil. Kirkens egen hovedopgave, mission, udelukker ikke dialog på det medmenneskelige plan. At møde nye naboer med et åbent sind og indgå i en dialog om tro og livsstil kan der være gode medmenneskelige og samfundsmæssige grunde til.

Et organiseret dialogarbejde er der en del kirker og missionsbevægelser, der har en efterhånden lang erfaring med. Det behøver ikke at handle om udsalg af kristne sandheder. Man kan godt indgå i en medmenneskelig dialog, selvom man i øvrigt tror på Jesus Kristus som den eneste vej til frelse. I det multireligiøse USA er godt naboskab en gammel tradition, så amerikanerne kender hinandens skikke og lykønsker deres naboer med henholdsvis den kristne jul og den jødiske hanukkah. Denne hverdagsdialog har ikke hindret de amerikanske menigheder i at have et endog meget stort fokus på arbejdet for mission.