Fyens Stift trækker udmeldelse af råd tilbage

Fyens Stift vil alligevel gerne være med i Danske Kirkers Råd, selvom de egentlig havde besluttet at melde sig ud. På én betingelse

I februar besluttede et enigt stiftsråd at udmelde Fyens Stift af Danske Kirkers Råd, som det eneste danske stift, og biskop Tine Lindhardt (billedet tv.) bakkede op. Foto:
I februar besluttede et enigt stiftsråd at udmelde Fyens Stift af Danske Kirkers Råd, som det eneste danske stift, og biskop Tine Lindhardt (billedet tv.) bakkede op. Foto:.

I februar besluttede Fyens Stift, som det eneste stift, at udmelde sig af Danmarks største mellemkirkelige organisation, Danske Kirkers Råd. 

Rådet "arbejder for at ophæve folkekirkens særstatus" og "vil ligestille alle kristne kirker i Danmark", lød kritikken fra stiftsrådsmedlem Ester Larsen, og biskop Tine Lindhardt bakkede op.

Men nu har piben, midlertidigt, fået en anden lyd på Fyn.

Stiftet melder sig ikke "definitivt" ud af Danske Kirkers Råd, skriver stiftsrådet i en pressemeddelelse. Beslutningen om at tilbageholde udmeldelsen sker efter et møde med repræsentanter for Danske Kirkers Råd.

Fyens Stift vil fortsat være medlem, dog på én betingelse, nemlig at Danske Kirkers Råd inden for et år gennemfører en ændring af deres vedtægter, så det tydeligt fremgår, at folkekirkens særstatus i forhold til andre religioner respekteres, skriver Fyens Stift.

"Der skal være en sammenhæng mellem Danske Kirkers Råds vedtægter og det, de reelt arbejder for. Når det kommer på plads, forbliver vi som medlemmer," siger formand for Fyens Stiftsråd, Erik Vind.

Det, som fynboerne er betænkelige ved, er den paragraf i vedtægterne, der lyder, at rådet vil "arbejde for at sikre kristne kirkers og trossamfunds frihed og lige vilkår".

"Vi finder det problematisk at være medlem af en organisation, der ifølge egne vedtægter vil arbejde for ophævelse af folkekirkens særstilling," siger Erik Vind.

Viggo Mortensen, professor emeritus i teologi, kritiserede i februar stiftet for at være ude i et "urimeligt korstog" med udmeldelsen. Han glæder sig over, at stiftsrådet nu har besindet sig og giver medlemsskabet et år mere.

"Det var selve udmeldelsen, der var det dramatiske skridt. Nu siger man efter en dialog: "Sådan var det heller ikke ment", og det er godt. Hvis man kender rådets arbejde indefra og ved, hvordan man der arbejder for at fremme samarbejde og lige vilkår for alle kirker, så kan jeg slet ikke se en grund til, at folkekirken ikke skal være fuldt repræsenteret ved alle stifter," siger han.

"Man stødte sig på Danske Kirkers Råds engagement i forhold til at skabe bedre vilkår for de kristne frikirker og så det som en modsætning til grundlovens paragraf om, at folkekirken har særstatus. Men rådet er ligesom sat i verden for at være alle kirkers talerør, og derfor er det jo kun naturligt, at de engagerer sig i de frie kirkers sag," siger Viggo Mortensen og tilføjer:

"Jeg tror, Danske Kirkers Råd har præciseret, at de ikke modarbejder grundloven. Det ville nu også være mærkeligt, hvis de gjorde det."