Mens Bibelen og kristendommen i århundreder er blevet udfordret kritisk på universiteterne, går religionsforskningen herhjemme uden om kritik af islam og Koranen. Sådan lyder en udbredt kritik i den danske islamdebat, som har fået nyt liv i medierne i denne uge efter en kronik af tidligere professor Bent Jensen i Jyllands-Posten, der kritiserede danske islamforskere for at gå uden om kritik af islam.
Men påstanden om, at der ikke bedrives kritisk islamforskning herhjemme har intet på sig, mener professor ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet Thomas Hoffmann, som er en af landets førende koranforskere. Han kan godt forstå, hvis nogen mener, der er et misforhold, når religionsforskere kritiserer folkekirken for at sammenblande religion og politik i konfirmandundervisningen, samtidig med at de går meget stille med kritik af, hvad der foretages i islams navn rundt omkring i verden.
”Men begge emner har sin berettigelse. Kristendommen som magtfaktor og som vægtig økonomisk institution skal naturligvis adresseres kritisk - men det samme skal islam og muslimers forvaltning af deres religion. Hver ting til sin tid. Vi kan ikke lægge kritisk forskning af religion i Nordeuropa i graven, blot fordi Islamisk Stat graver rigtige massegrave i Irak og Syrien,” siger Thomas Hoffmann.
At islam ikke udfordres teologisk på samme måde som kristendom er åbenlyst, mener forfatter og samfundsdebattør Naser Khader. Han understreger, at Thomas Hoffmann er en af de forskere, som taler klart og kritisk om islam. Men alt for mange islamforskere pakker kritikken ind i misforstået politisk korrekthed, mener Khader.
Mange islamforskere er for tilbageholdende med deres kritiske udmeldinger om islam i den offentlige debat, medgiver Thomas Hoffmann. Det sker ifølge ham typisk i dagsaktuelle debatter, hvor man som forsker bliver ringet op og konfronteret med stærkt generaliserende og islamkritiske synspunkter fra for eksempel Søren Krarup.
”Her vil mange forskere ofte medgive enkelte kritikpunkter, men i øvrigt forsøge at nuancere debatten. Det kommer nemt til at se ud, som om man forsvarer islam. Men jeg mener ikke, man som forsker kan forsvare at gå i den modsatte grøft blot for at blive modvægt i en ophedet offentlig debat. Vi må sige det, vi ved - hverken mere eller mindre - uden at blive del af et ideologisk korstog mod islam, men samtidig må vi som forskere også påpege og nuancere de specifikke problemer, som er forbundet med islam i vores tid, siger Thomas Hoffmann.
At mange islamforskere ser det som deres opgave at nuancere i en ophedet, dansk værdidebat, bekræfter religionsforsker Tim Jensen fra Syddansk Universitet
”Når man som forsker tager del i den offentlige debat om et så stærkt politiseret emne som religion, og især da islam, bliver man næsten uundgåeligt en politisk aktør eller set som sådan. Mange religions- og islamforskere opfatter, tror jeg, den danske islamdebat som skæv, hyklerisk og ideologisk, og de leverer så de nuancerende modstemmer, som kan bidrage til et mere fuldstændigt og korrekt billede af islam.”
Men det er ikke forskeres opgave at balancere samfundsdebatten ved at gå i den anden grøft og forsvare muslimer, siger Naser Khader.
”Jeg kan godt forstå argumentet, men så er du bare ikke længere forsker, men politiker. Det er utrolig vigtigt, at islamforskerne fastholder en nøgtern tilgang og siger tingene, som de er. Hvis ikke de er i stand til det, er det bedre, at de slet ikke siger noget.”