Valg af biskop er ikke kun et lokalt valg

Viborg

Det er ikke kun i Viborg, at stiftets bispevalg debatteres. På billedet ses Viborg Domkirke. Foto: Dieter Betz / Scanpix

Det er usædvanligt, at folk uden for stiftet tager aktivt del i bispevalget

Når der skal vælges biskop i et stift, dækkes valgkampen flittigt af områdets regionale medier. I de landsdækkende medier er interessen for et bispevalg i Jylland derimod sparsom, for nu at sige det pænt. Det er således alene Kristeligt Dagblad blandt de landsdækkende dagblade, der har skrevet om valget i Viborg inden for de seneste tre måneder. Ikke én linje har de andre dagblade skrevet - bortset fra en notits på Ekstra Bladets satiriske side, hvor man under overskriften ”Ikke stærk nok i troen” gjorde sig lystig over en af de kandidater, der ikke kom med i bispevalgets anden runde.

Det betyder ikke, at det ikke har betydning også i resten af landet, hvem der bliver biskop i Viborg. Det er biskopperne, journalisterne ringer op, når der er noget på færde i folkekirken. Viborgs afgående biskop Karsten Nissen er et eksempel på en biskop, der har været dygtig til også at bruge medierne.

Sådan fungerer det udadtil. Internt er biskopperne også nøglepersoner. En biskop er biskop i et stift, men hans eller hendes indflydelse begrænser sig langtfra til det. Hvis man læser referater fra de jævnlige bispemøder, ved man, at her diskuteres en række forhold af fælles interesse for folkekirken: Biskopperne forholder sig til kirketællinger på nationalt plan. De drøfter egnethedsvurderinger i forbindelse med praktik for Pastoralseminariets studerende, og hvordan stifterne tager imod nye præster. De taler om kirkelig betjening af nye supersygehuse. De har taget stilling til vielse uden for kirkerummet og arrangerer liturgikonferencer. Og så videre og så videre.

Hertil kommer, at biskopperne vælger bestyrelsesmedlemmer til Folkekirkens Udviklings- og Videnscenter og en lang række andre organer og udvalg.

Biskopperne taler sammen. Der er noget, de er enige om, andet de er uenige om. Hvis biskopperne i fællesskab vil noget, kan de faktisk skubbe til en hel del, selvom det er provsterne, der sidder på pengene i folkekirken. Biskopperne findes altså - også i flok og møde, selvom man ikke vil kalde dem et kollegium og uanset udfaldet af de politiske forhandlinger om en styringsreform for folkekirken. Bispeembedet og det gejstlige tilsyn er en vigtig del af den folkekirkelige sammenhængskraft, som altså er andet og mere end et it-system.

Set i det lys er det slet ikke ligegyldigt for folk i resten af landet, hvem der bliver biskop i Viborg. Det har dog ikke været almindeligt, at folk fra andre egne af landet har blandet sig direkte i en bispevalgkamp. I forbindelse med bispevalget i Viborg har man i anden runde kunnet se det ske. Unge studerende fra Aarhus med baggrund i det grundtvigsk-tidehvervske har i læserbreve kastet sig direkte ind i bispevalgkampen i Viborg - de har engageret sig i både at anbefale den ene kandidat og i at diskreditere den anden. Blandt skribenterne er navne som Johan Christian Nord, Isak Krab Koed, Kaare Damgaard Kjærhus og Hans Nørkjær. Man må gå ud fra, at indlæggene er koordineret med kampagnegruppen.

Det er interessant af flere grunde. Der er - i en tidligere tids logik - en vis ironi i, at det netop er denne fløj, der traditionelt har lagt stor vægt på sognenes selvbestemmelse og det lokale, der går ind i valgkampen i et ”fremmed” stift. På den anden side ligger det helt i tråd med den nationalisering af folkekirken, der er sket på politisk plan og i forlængelse af en kulturkamp, hvor folkekirken er et tema.

Spørgsmålet er, hvordan det virker, at nogen - sådan udefra - blander sig direkte i den lokale valgkamp. Det kan gå begge veje - være en fordel eller give bagslag. Eller være helt uden betydning. Under alle omstændigheder er det præster og menighedsrådsmedlemmer i Viborg Stift, der bestemmer, om det efter den 10. oktober er valgmenighedspræst Peter Hedegaard eller generalsekretær Henrik Stubkjær, der kan kalde sig biskop i Viborg.